I den nyere tids “spirituelle bevægelse” er et af yndlingsudtrykkene “energi”. Det benyttes i stort set alle sammenhænge, lige fra at “nogen kan mærke energien, flytte med den, bevæge den, sende den, ikke lide den, blande den… “ eller – som i overskriften her – at tale om at dele sin energi.

Ordet “ energi ”  – (på Latin: Energia fra Græsk: Energeia) –  kommer fra energos som henviser til “aktivitet, arbejde eller handling”. Overfor dette står “potens” – senere i “potentiale” der betyder “kraft, kraftfuld eller at være i stand til..”

Aristoteles benyttede energeia til at beskrive “det som er” dvs. eksistensen selv. Først efter år 1800 benyttes disse begreber i fysik og videnskab.

Fælles sprog

Når mennesker samles om en interesse og et fællesskab, vil noget af det, som holder dem sammen, være, at de udvikler et fælles sprog og forståelse. Det er måske grundessensen i al kulturdannelse?

Brugen af begrebet “energi” og det at dele sin energi, er måske opstået ud af kvantefysikkens opdagelser og tilhørende beskrivelser: Nemlig – som Aristoteles der i grove træk også mente: “At ALT er energi”. Retteligt ville jeg skrive at “ALT kan beskrives som “energi” – dvs. som bevægelse.

Du og jeg, jorden, cyklen, maden, vandet, hunden, huset, solen … altså alt. Kvantefysikken fortæller at det, vi kan se som “ting”, i virkeligheden er bevægelse – intet andet. Ja selv vi som “ser”, er det også.

Hvis det, der er, udelukkende er “bevægelse” – altså uden at der er noget, som bevæges, så bliver det næsten indlysende, at denne bevægelse “hænger sammen”?

En sten i et blikstille hav

Billedet der kan anvendes, er det af en sten, som smides i et blikstille hav. Bølgerne fra nedslaget vil brede sig ud til alle afkroge af dette hav. Uanset hvor mange sten, der efterfølgende smides i, vil den bevægelse, som den første sten skabte ikke “forsvinde”, men blot interferere og blande sig med al anden bevægelse. Teoretisk ville vi endnu kunne “finde” den.

Tanken om at eje, passe på og dele sin energi

At tale om “at dele sin energi” –  eller “ikke at dele den sin energi ”, indebærer, at der er noget, som ikke er energi, der kan adskille sig fra den energi, som skal deles. En “nogen” som kan dele sin energi og f.eks. “passe på den”.

Denne tanke er nært beslægtet med en anden ideologi, som præger kulturer i det meste af verden: Ideen om at man kan eje jord. “Denne jord er nu min!” Jeg sætter hegn omkring den, får udarbejdet et stykke papir som siger, at den tilhører mig, og hyrer soldater til at passe på den.

Et EGO-centrisk verdensbillede

Om, jeg vil eje “min” energi eller jord, bygger på samme forestilling. Den forudsætter et Ego-centrisk verdensbillede. “Mig og min jord” .. “Mig og min energi”.

Dette er vel tankevækkende, når det dels anvendes i spirituelle sammenhænge, hvor ordet “Kærlighed” benyttes flittigt. Kærlighed kan vel overhovedet ikke betinges af noget som helst, og da slet ikke “ejerskab”?

Hvis kærlighed – som jeg beskriver det – peger på “det, som er”. Altså den rene eksistens der ikke kan ses igennem nogen betydning eller bedømmelse, men kun erkendes “direkte” og hinsides erfaring? – så beskriver ordene energi og kærlighed det “samme”.

Hvordan kan jeg så mærke energien?

Dette kan opleves som meget vanskeligt at forstå?

Hvis jeg ikke kan flytte energi, hvordan kan det så være, at jeg kan “mærke”, at andre mennesker er i min nærhed? (Læg mærke til den foregående sætning: Jeg – som ting betragtet – mærker et andet menneske – som ting betragtet)
Du kan ikke “mærke det”. Du er det.

“Jeg” er simpelthen den bevægelse, der er. Der er ikke et “du og jeg” – selvom vi så ihærdigt forsøger at skabe det ved at “afgrænse os selv” igennem alverdens historier: “Vil du se mit CV? .. jeg har også et spirituelt CV!”.
Også DEN bevægelse kan kaldes for “energi”.

Sådan har vi lært at tænke

Her må intellektet næsten give op? Og det skyldes, at måden, vi har lært at tænke på, er at “flytte ting”: “Jeg går” . “Hunden gør”. Bilen kører. ..osv. Et subjekt (en ting – et noget) et verbum (bevægelse) sættes sammen.

“Læg et og et sammen, hvad giver det?”..
“TO “ – siger den tilsyneladende kvikke elev i 1. klasse..
Den meget mere kvikke spørger:
“En spand vand plus en spand vand?  – Det giver da bare en hel masse vand”.

Floden

En meget smuk metafor for dette, som jeg holder meget af, er at beskrive livet som en “flod” fyldt med hvirvler, som dannes og opløses igen i takt med, at deres snurren flytter småstenene på bunden. De fødes og dør, og ingen af dem er “sin egen”. Som der bevæges, ER de…. Forsvinder den ene (uden at der reelt er “noget”, som forsvinder), så vil den anden forandres og berøres af det. Andet er ikke muligt. De er det samme vand (bevægelse).

“Pyyh- sikke en “tung energi” der er i rummet”, siger den ene. “Ja jeg mærkede det også i det øjeblik du trådte ind”, siger den anden. “Hey I to: Skal vi ikke lige hæve energien i gruppen?” Lyder det fra den næste. “Ej altså lad os sætte os sammen, så hver især kan dele sin energi. Tag hinanden i hænderne og fordel jer i en kreds!”

Det er da meget praktisk med sådan et universal-begreb, og det bevæger også .. om det ses eller ej.

En anden måde at beskrive på, kunne være at se “sig selv” som omgivelserne. Dvs den sammenhæng (bevægelse), der bevæger.
På den måde vil det måske også blivet lysende klart, at det samfund af 70 trillioner bakterier og celler, der suser rundt og kommunikerer med hinanden i en kontinuerlig fødsel og død, og som iøvrigt reagerer på ordet “Mads Jesper” ved at dreje det som kaldes for “hovedet” …med-bevæger disse såkaldte omgivelser?

Det er næsten til at blive svimmel af. “Kan du ikke låne mig lidt af din energi? – du har så meget af den!”

Cupisofi og elskovskunst

Vi optager løbende nye studerende