Legenden om den Den gordiske knude tager sit udspring i Frygien – et kongerige som var beliggende i det nuværende Tyrkiet. ca. 700 år f.v.t. Frygerne var uden en konge. Et orakel besluttede at den næste mand, der kom ind i byen i en oksekærre, skulle være konge. Det blev den fattige bonde Gordias.

Gordias’ søn Midas, dedikerede efter Gordias død vognen til guden Sabazios. Den blev bundet til en stolpe med en indviklet knude lavet af reb tvundet af cornelbark.

Igen erklærede et Orakel, at den mand, der kunne løsne knuden, var bestemt til at herske over hele Asien.

Har du stået over for den gordiske knude?

Fortællingen om den Gordiske knude har fået mytisk karakter. Måske skyldes det, at den i al sin enkelthed rummer stor visdom, som også i dag kan være meget nyttig at reflektere over.

Har du også oplevet at stå overfor den gordiske knude og forsøgt at binde den op?

Jeg kender det selv. Mit intellekt var i mange år super god til at skabe dilemmaer af enhver slags. Hver eneste gang, jeg ville løse dem, var det som om, de bare blev strammere i forsøget. Det jeg grublede over virkede ikke bare som en knude i sindet. Anstrengelserne for at løse sådan et problem kan på ingen tid få alt til at snøre sig sammen i mave, hjerte og resten af kroppen.

Den Gordiske knude har mange lag

Er det ikke gerne sådan, at det, vi oplever som en sådan gordisk knude, har mange lag? Det er de færreste udfordringer i livet, vi kan løse alene med vores intellekt. Ønsket om at være “et ordentligt menneske” og bevæge os i omsorg og respekt for hinanden kan meget let konflikte med vores behov for at passe på os selv.

Hvor ofte handler det ikke om, hvordan vi relaterer med hinanden, når vi lever sammen? Om forskellige behov for nærvær, kropslighed, tid sammen, elskov, sex, penge og karriere, hvordan vi omgås børnene, vores forskelligheder…

Ja du kan med sikkert selv fortsætte listen?

At få noget til at gå op?

Det ER nogle gange svært, at få alt til at gå op. “At gå op”… er et pudsigt udtryk!
Det kan være en metafor på at løse en rebus, eller: Til at dele noget imellem flere, så det “går op” og alle får lige meget? ..
Det kan også pege på en længsel efter at binde – den der gordiske knude af stress, spænding, angst, omsorg, hensyn, kærlighed, og sorg – op..

Da Alexander den store i 334 f.v.t. på sit felttog kom til Gordion, forsøgte han at binde den gordiske knude op uden succes. I stedet for at opgive tog han sit sværd og huggede knuden i to og alt det som havde bundet Oksekærren fast igennem 350 år, faldt til jorden som løse stykker.

Hvad var det reelt, han gjorde?

Han skiftede perspektiv

Han skiftede perspektiv! Han handlede anderledes end det, “en knude” ellers inviterer til.

Frem for alt bragte han bevægelse ind i det fastlåste. Trak sit sværd. Løftede det højt over sit hoved, og lod det uden anstrengelse i én glidende bevægelse skære og hugge den hårde tørre bark over.

Jeg ser det for mig!
Flokken af mennesker, som sikkert stod omkring hele det scenarie, med tilbageholdt åndedrag i spænding.. Med et blev den udløst: “Åhhhhhh.. jaaa.!”! … Han gjorde det!…
“Hvorfor kom jeg ikke på det?!” .. Måtte mange have tænkt?

Alexander iagttagede ganske enkelt problemet anderledes. Nej!… Han så, at DET at gøre det til et problem: Til “den gordiske knude” – ganske enkelt blev styrende for måden, han først forsøgte at løse det på.

For problemer skal vel løses? ..Ikke?

Nej…

Et problem – som en måde at iagttage på

Jeg har igennem mange år nu øvet mig i at se, at et “problem” intet andet er, end en bestemt måde at iagttage på. Og med “at iagttage” mener jeg “at bevæge”.

Jeg er holdt op med at gøre noget til et problem, og stedet se det, der møder mig, som: “Det der skaber mig”!

Ja du læste rigtigt 😉 !
Det, jeg er, er det, jeg møder. Ikke mindst: Hvordan jeg møder det.

Hvis jeg nu er meget optaget af at være på en helt bestemt måde, uanset, hvad der møder mig?
Vil jeg så ikke mest af alt være som den gordiske knude?

Bundet fast sammen, låst, fikseret, stolt, tør og ubevægelig?

De “knuder” du og jeg møder i livet, er ikke derude. Vi ER levende. Vi lever… Og det kan være udfordrende at bevæge sig i integritet. Især når den jo altså også omfatter, at det, som er omkring os, også må kunne bevæge sig i integritet.

Det synes jo at være udenfor vores kontrol!

Ja måske udenfor “kontrol”?

Og hvis jeg er, SOM jeg møder dig? Så må du også være SOM, du møder mig.
Alt er, SOM det møder mig.

Jo mere afspændt og bevægelig, jeg møder alt, jo mere bevægeligt bliver det.

Hvad er det så, der kan gøre os ubevægelige?
Det er at holde fast!

Lige så fast som Oksekærren var bundet til stolpen i det Tempel, som var dedikeret til Zeus!

“Jamen sådan er jeg, altså!” (Kan vi alle nok komme til at sige?)
“Nej du og jeg er ingen, vi kommer ingen steder fra, og skal ingen steder hen… <3

Og .. Vil du bevæge dig med mig?
Så finder vi ud af hvordan?