Hvad gør den professionelle afstand så vigtig i psykoterapi? Og hvad er det, som i Tantra gør at den vil være anderledes?

Som en megen central praksis i de klassiske tantra står det, som misvisende oversættes til “medfølelse” og på engelsk “compassion”.

Ordet “compassion” har sin oprindelse i det latinske “compati“, som betyder “at lide sammen med” (fra “com-” : ”sammen med” og “pati”: “at lide”).

Karuna – impuls til at handle

I de Buddhistiske Tantras regnes “Karuna” som en af de vigtigste dyder. Karuna kommer fra Sanskrit og oversættes netop til “medfølelse” på andre sprog.

For at forstå den præcise etymologiske oprindelse af “karuna”, må jeg kigge ned i sanskrit:

“Karuna” kan være afledt af roden “kr“, hvilket betyder “at gøre” eller “at handle”. I denne kontekst kan “karuna” forstås som en emotionel spontan impuls, der fører til at handle.

“Karuna” ses således en som en aktiv, spontan og dybtfølt trang til at afhjælpe lidelse i alle levende væsener. At det er erkendt at vi ER sammen. At forbundethed og kontakt er det, som er.
At afstand er det vi kontinuerligt skaber for at konstruere et “selv”.

En psykoterapeutisk tilgang til lidelse

Forskellen i forhold til forståelsen af “lidelse” bliver tydelig imellem en psykoterapeutisk tilgang at møde mennesker i lidelse, og det som den klassiske Tantras inviterer til.
Det handler om netop om dette “selv”.

Vestlig psykologi har traditionelt fokuseret på at forstå, helbrede og udvikle individets selv. En tilgang der omfatter aspekter som selvtillid, selvopfattelse, selvregulering og mange andre komponenter af “selvet”.

Selvudvikling, i denne kontekst, handler ofte om at blive “den bedste version af sig selv”, overvinde personlige begrænsninger, og “realisere sit fulde potentiale”. “Gøre noget godt for sig selv”, “blive bedre til at afgrænse sig selv” ..etc.

Selv i de klassiske Tantras

De klassiske Buddhistiske Tantras foreslår, at den faste, uforanderlige opfattelse af “selvet” må ses som en illusion, og at vores tilknytning til denne illusion fører til lidelse.
I stedet for at udvikle “selvet”, opfordrer de til at se igennem denne illusion og forstå “Naturen af det som er”.

Den praksis, som kan lede til at “løsne grebet om selv”, bliver at øve sig i at iagttage, hvordan dette selv kontinuerligt skabes, bevæges, og forandres i det øjeblikkelige vågne møde med det, som er: At det, der sker derude, spejles i det derinde, og ingen permanent natur har.

Tantra inviterer til at udvikle kompetence til at bevæge sig med det, som er, i erkendelsen af at det ikke er muligt at afgrænse sig fra det.

Når vi vil beskytte dette Selv?…

Hvis vi konstant f.eks. igennem psykoterapeutiske praksisser forsøger at beskytte, forstærke og udvide dette “selv” – f.eks igennem “selv-udvikling” af forskellig slags , så kan vi ende i et mønster af ønsker, aversioner, og, manglende er- og aner-kendelse. Det beskrives i forskellige Tantras som lidelse (dukkha).

Når f.eks. meditation eller mindfulness bliver brugt som blot endnu et værktøj til at forstærke dette “selv”, kan det potentielt forstærke den cyklus af lidelse.

Psykoterapi og behandling af et oprigtigt hjerte

Jeg tænker, at langt de fleste psykoterapeuter og behandlere inviterer mennesker til at komme i deres praksis ud af et oprigtigt hjerte og et dybtfølt ønske om at hjælpe. Jeg er heller ikke i tvivl om, at utallige mennesker af den vej har fundet hjælp, trøst, og nye muligheder at navigere med.

At blive berørt sanseligt og opmærksomt over hele kroppen af et andet menneske vil også i min optik være både dejligt og meget sundt.

Kontraster!

Lad mig pege på nogle kontraster imellem det, jeg kalder for “Moderne psykoterapi og -behandling” og “Tantrisk buddhistisk erkendelse

Den professionelle afstand

Ideen om den professionelle afstand har rødder i vestlig psykologi og psykoterapi, hvor det betragtes som væsentligt, at terapeuten holder en vis professionel distance til klienten. Tanken er, at terapeuten skal forblive objektiv og undgå overinvolvering eller mod-overføring (hvor terapeutens egne følelser og forudfattede meninger farver interaktionen.

Empati i psykoterapi refererer til terapeutens evne til at forstå og resonere med klientens følelser og perspektiver. Dette gøres så uden direkte følelsesmæssig deltagelse. Terapeuten forbliver en stabil kilde til vejledning uden at overvældes af klientens emotionelle oplevelser.

Den professionelle afstand tjener til at beskytte både klientens og behandlerens/psykoterapeutens Selv.

Erkendelse igennem Tantra:

Anatta (Ikke-selv) beskriver i de klassiske Tantras erkendelsen af: At alt, inklusive den personlige identitet, er impermanent og ikke har en uforanderlig kerne eller essens. En sådan erkendelse kan frigøre fra tilknytning og lidelse.

Karuna (Compassion) refererer til dyb medfølelse og impulsen til at lindre andres lidelse. Det handler ikke om at forstå andres lidelse men om at se at der lides. og at handle for at hjælpe.

I Tantra kan der relateres meget intimt mellem den praktiserende og en “vejleder”. Vejledningen fungerer mere som et møde med en “ven” i tillid og hengivenhed – hvis det er villet.

En vejleder med fodfæste i tantra handler i karuna. Det vil inkludere dybere følelsesmæssig forbindelse og intimitet med en direkte impuls til at hjælpe den praktiserende med at overvinde lidelse igennem erfaret iagttagelse .

Sammenfatning: Intimitet eller den professionelle afstand

Hvad er det så, som begrunder, at psykoterapeuten og behandleren søger den professionelle afstand og endda opfordres til “at holde sig selv udenfor” i nogle traditioner? .. Og at det ikke er tilfældet i Tantra.

Psykologen og behandleren i den professionelle afstand

Et væsentligt argument for den professionelle afstand er at forhindre at psykologens/behandlerens egne følelser eller oplevelser farver terapien.

Psykologer, især dem der ofte arbejder med dybt traumatiserede individer, kan også opleve det som kaldes for: ”Compassion fatigue” eller sekundær traumatisering.

Bekymringen for en sådan “selvbevarelse” er ikke blot teoretisk; den har direkte praktiske implikationer for psykologens evne til at yde hjælp over tid.

Psykoterapeuten forsøger selv at forstå – og få sin klient til at forstå – uden selv at blive følelsesmæssigt involveret.

En vejleder i Tantra

En funderet vejleder, som tager afsæt i en praksis med Tantra, har erkendt sindets natur og forgængeligheden af alle fænomener – altså også de følelser som spontant opstår i os alle.

Det giver ham/hende en evne til at møde andre menneskers følelser i intimitet uden at blive overvældet eller identificere sig med dem. Karuna (medfølelse) er centralt, og forenes med upekkha (“at balancere” eller “at være uforstyrret”).

På den måde forenes impulsen til at hjælpe med en erfaret erkendelse af, at alt opstår og ophører. Det vedligeholder følelsesmæssig robusthed.

Den professionelle afstand som illusion

Sidst og ikke mindst er det erkendt, at “den professionelle afstand” fungerer som en illusion. Kontakt er det, som er. Mennesker er bange for at miste sig selv i den, og gør meget for at stille noget imellem.
Kunsten og invitationen i en Tantra, er at øve sig i at bevæge sig i denne kontakt

Et spændende praksis-fællesskab at undersøge i : Cupisofi og elskovskunst