Den romantiske drøm. Hvad vil det sige at leve i frihed? Det spørgsmål har jeg stillet mig igennem mange år.

Når det synes så interessant, så hænger det sammen med, at ordet “Frihed” må henvise til det samme som “Kærlighed” eller for den sags skyld til “Lyst”. Det som ikke er afgrænset af “noget”. Det, der ikke kan betinges – er “hinsides” betingelse – ikke kan forlanges, kræves, købes, sælges eller i det hele taget begrænses på nogen måde. “Frihed” peger på det, som er hinsides “form”.

Allerede på den baggrund vil det næsten være indlysende at spørgsmålet ikke kan besvares ved at sige, hvad frihed ER. Et sådant svar VILLE så netop afgrænse? Et spændende paradoks synes jeg!

At “finde” kærligheden i den romantiske drøm?

Kærlighed forbindes ganske ofte med noget, som man kan “finde”.

“Jeg har fundet kærligheden”, skriver et forelsket menneske måske på “Facebook”.
“Den første gang, jeg elskede dig, var, da jeg så det foto, af dig siddende der på stranden”.

At finde kærligheden betyder så at “finde” et menneske, som “man elsker”. Noget helt særligt for mig – eller for os to; for en af betingelserne for at have fundet den, er vel, at den anden også har fundet den, i mig?
Vi “finder” altså hinanden i livets lotteri? Ja, Det lyder som noget fra en dårlig Tysk Popsang.

Denne “jagt” på kærligheden eller bare det “at være på udkig” efter den, peger på en voldsom længsel: “Jeg vil ikke leve alene hele livet, men have een at dele det med”. Et menneske jeg kan være fortrolig med, vågne op sammen med , elske med, få børn med, dele hus med, etc.. Hele pakken.

Forelskelse

Når et nyforelsket par er sammen, vil de første mange samtaler dreje sig om hinanden. “Hvad er din historie? Hvad kan du lide? Hvad har du oplevet?” De er på fornavn, og det navn smager så sødt i munden.

Efter et stykke tid erstattes navnene med “min elskede” eller “min skat”, og senere kommer der måske kælenavne til: Lille mus, Snuske, Bjørnebamse, Tykke … hvis der altså ikke bare holdes fast i “skat”. Naturligvis KUN når “skatten” har været sød – dvs. gjort sig fortjent til den betegnelse.

Senere, når skænderierne og konflikterne er blevet mere accepterede, øges mangfoldigheden af sprogblomster og “navne”. Fra “Bagstræber”, “Stædige rad”, “konfliktsky”, “Vatpik”, “Kedelig”, “Besværlig” til sågar “Røv”, “Røvhul” eller “Idiot”.

En sådan tur fra “Søren” over, “elskede” videre til “min skat” og endelig: “Han er et røvhul” kan tage fra få måneder til år.

Den knuste romantiske drøm

Mennesker går fra hinanden igen og føler sig skuffede. Længsel og skuffelse følges altid ad. “Min drøm er blevet knust!” hedder det. Ja sådan er det med drømme: De “knuses” når man vågner op!

Måske handler intet af alt dette overhovedet om noget, der bare kommer i nærheden af “kærlighed”?

Følelsesmæssig afhængighed

Af længslen opstår der derimod en følelsesmæssig afhængighed af drømmen med al den iscenesættelse, der hører til for at opretholde den.

Kan kærlighed have noget som helst at gøre med en sådan afhængighed? Kan frihed betyde at være emotionelt betinget af en drøm?

Det er svært det her!

Mange penge i den romantiske drøm

At se den romantiske drøm forsvinde imellem sine hænder føles ganske ubehageligt. Reklamer, film, bøger, musik, digtningen, religionen, ugeblade  – En meget stor del af den historie der løbende genfortælles i vores samfund handler om denne afhængighed forklædt som “kærlighed”.

Der tjenes milliarder på den.

Den sidder godt “fast” som en nærmest helt integreret del af vores kultur og tænkemåde. Leges ind i alle børn fra de kan gå.

En ejendomsmægler fortalte mig, at han lever af skilsmisser. “Huse når ikke at være ret længe på de samme hænder”, sagde han, “så bliver de solgt igen. Dette hus har jeg haft tre gange i mit kartotek nu.”

At leve som single

For en tid lever mennesker så som “singler”. Nogle længere end andre. Nogle som “enlige mødre eller fædre”. En illusion mindre, og sjældent bevidst om at illusionen om at “finde kærligheden” ER en illusion, uanset med hvem det nu er, jeg prøver den af.

En illusion fordi, hvis det fungerede sådan at kærligheden var “noget”, der kunne findes, så måtte den være afgrænset eller begrænset. Det, der IKKE kan findes, vil være “altomfattende” og altså allerede være der?

Kærligheden kan vi med andre ord holde ude af historien.

Single sex

Som singler mødes mennesker med hinanden, elsker eller “har sex”. – De færreste lever vel i coelibat i “singleperioden”? Sexen er måske en del af “jagten”? “Passer vi sammen i sengen”?   Måske fungerer den som en måde at dulme længslen på? “Hellere lidt nærhed og omsorg, eller slet ingen ting”? .. Sidst men ikke mindst “er behovet for sex og nærhed ret basalt hos de fleste.

Denne sex skal (måske?) være “uforpligtende” og bliver ofte også “uansvarlig”. Ikke som et udtryk for manglende moral – tværtimod – moral inviterer ind i pligt, – men fordi der ikke er nogen egentlig frihed i mødet. Den manglende frihed opstår i angsten for at “binde sig” og ikke få øje på, at der er en verden til forskel på at “erkende forbindelse” og at “binde sig”.

“Vil du dele dine økonomiske midler med dem?”

Når, jeg spørger mænd, der elsker med forskellige kvinder, om de også er villige til at dele deres økonomiske midler med disse kvinder, understøtte og hjælpe dem så godt de kan, er svarene ofte undvigende. “Det ville jo binde mig, og jeg ønsker ikke at indgå i et forhold lige nu…” kan et svar lyde.

Frihed er ikke enkelt

At leve i frihed er ikke enkelt. Det er på sin vis “hårdt arbejde”. Det betyder nemlig at få øje på at denne følelsesmæssige afhængighed til drømmen eller forestillingen om noget bestemt, der stiller sig i vejen for kontakt til frihed, OGSÅ umuliggør kontakt til kærlighed.

Forestil dig at vi slap den romantiske drøm om “parforholdet” – denne ide om at leve i et skuespil – og i stedet erkender at vi er forbundet med hinanden? At denne forbundethed udtrykker “frihed”.

2 eller 3 kvinder sammen … og/eller mænd

2 eller 3 kvinder med børn kunne bo sammen og understøtte hinanden, en eller to mænd (eller flere) kunne være en del af fællesskabet, understøtte og være med til at bære. Elskov ville ikke være begrænset til “par”, men ske naturligt uden at være del i nogen “byttehandel”.

Eller at tre mænd og sine børn deler hus og forbinder sig med kvinder i ansvar og gensidighed.

For at det skulle lade sig gøre, måtte vi holde op med at se hinanden som konkurrenter til den romantiske drøm (eller enhver anden drøm). Indse at al sammenligning og denne stræben efter at opfylde drømmen om at “være nogen i kraft af en andens følelser for mig” skaber en afhængighed.

Hvor afhængigheden ophører erstattes binding med “at forbinde sig”. Som “at give hinanden hånden (hænderne) eller at danse sammen i de bevægelser der opstår i gensidighed. Der skabes plads, mulighed og rum for bevægelse i rummet.

Vi kan sikkert ikke danse med alle

Jeg skriver ikke, at jeg kan danse så nært med alle. Det handler frem for alt også om vi vil danse. Vil dele – vil bære med hinanden i fællesskab.

At danse og bevæge sig er måske også et spørgsmål om bevægelseskompetence. I dette tilfælde at der f.eks. ikke kun kan danses en bestemt dans f.eks. “den romantiske vals” – der følger en helt bestemt ide, men at vi kan danse frit sammen uden på forhånd at have defineret en koreografi?

En kompetence til at lade sig invitere, indlade sig på, hengive, holde, falde og rejse sig op, sætte fra, stoppe, åbne og lukke, bevæge sig langsomt eller hurtigt, kraftfuldt eller stille. Denne evne til at sanse handler om bevægelse.

I dansen opstår så erkendelse.

Men jeg vil ikke være fri! – Heller ikke af den romantiske drøm!

“Jamen”, siger nogen så til mig, “jeg vil ikke være fri! Jeg vil bare have mig en dejlig mand og et hjem, hvor jeg kan føle mig tryg med mine børn”.

Hvad de ikke ser er, at at den længsel også er et udtryk for at ville være fri. Fri af bekymringer, sorger, usikkerhed, kontrol og ansvar. Fri for “at stå alene med det”. Og den frihed kommer altså ikke til mig ved at lægge mig til at sove sammen med een og drømme den romantiske drøm.

(Bare for at der ikke skal være tvivl om det, så er denne artikel ikke et udtryk for, at det ikke skulle “være i orden” at leve sammen to og to. Om noget er “godt” eller “skidt” interesserer mig ikke. Jeg undres over, hvordan noget måske fungerer eller kunne virke?)