Det åbne parforhold – eller betingede “-forbehold”?
Når der skrives om “det åbne parforhold”, må det nødvendigvis bero på, at det stilles overfor det “lukkede parforhold”? Ellers ville det vel ikke give mening at skelne på den måde?
Når noget stilles i “forhold” til noget andet, så betyder det at betinge eller definere det ene ud fra det andet. Det peger med andre ord på at sammenligne og beskrive en afhængighed, hvor forståelsen af det ene i parret er relateret til- eller afhænger af- det andet.
Det er det, som får mig til, med et glimt i øjet, at beskrive ethvert “parforhold”, som et “parforBEhold”:
“Vi er sammen, på betingelsen af…”
Det lyder naturligvis ikke så rart! Især ikke når “kærlighed” er et ord vi har opfundet for at pege på det som er “hinsides betingelse”.
Det deler ordet “kærlighed” med:
Lyst, leg, frihed, elske, elskov, orgasme, opmærksom, spontan, impuls, liv … etc .
Intet af det, de ord peger på, kan kræves, forlanges, forventes, købes, gives, foræres væk, modtages eller på nogen måde måles.
At kalde en måde at relatere på “Det åbne parforhold” er i sin essens således lige så lukket som det, det vil adskille sig fra: Altså det “lukkede parforhold”…
Den eneste forskel imellem de to er betingelserne, reglerne og forventningerne.
At elske med flere end en … i det åbne parforhold?
Jeg kan virkelig godt forstå, at nogle mennesker på et tidspunkt får lyst til at elske, uden at det skal foregå i en monopoliseret institution.
Det er ligesom umuligt at elske, når der er krav til hvordan og med hvem?
Når jeg kigger på de klassiske Tantras, så handler de om at undersøge, om det er muligt at leve og erkende hinsides at binde i betingelser og forhold: At se direkte?
Uden at stille noget “imellem” – End ikke det, vi forstår som “et SELV”.
SELV fungerer også som et forhold eller forbehold.
Selv ser det, som selv har brug for til at holde fast i sig selv – i for(be)hold til alt andet.
Det er vores natur at elske med flere
Nu ligger det i vores natur gerne at ville være sammen og ikke mindst også at elske (med) hinanden! Det ER da også helt vidunderligt! Jeg ser det som vores natur.
… Når det altså bare ikke på helt umulig vis skal ske under forlangende og i forventninger! (Altså hvis nogen spørger mig?)
Når det ikke skal hedde “det åbne parforhold”, hvad vi så kalde hinanden, når vi også elsker- og måske også med- hinanden?
Det er nok de færreste som vil eller har impuls til at elske MED alt og alle? Det er godt nok heller ikke særligt praktisk eller nyttigt.
For mig er den måde at relatere på, som kommer tættest på at kunne mødes i kærlighed, det jeg forstår som “venskab”.
Nogle venner bor vi tættere sammen med end andre. De er alle allesammen forskellige, og vi relaterer forskelligt med dem alle. Nogle kan vi måske engang imellem elske med? Andre gør vi det ikke med.
Hvis vi ser mennesker vi mødes nært og intimt med som “venner”? Så er alt meget enkelt!
Med mindre, at der er nogen af disse venner, som vil have mere end de andre!?
Så fanden løs i Laksegade!
Vær så god! Der skabes betingelsen, forventningen og forlangende igen…
Jeg forventer- og forlanger noget af en jeg vil elske med!
Nu kan du indvende:
“Jamen hallo Jesper!
Jeg forlanger sku da noget af en, jeg elsker med!”
….
Du forlanger sikkert også noget af dig Selv så?
…
“Ja da!”
…
Elsker du så? .. Eller betinger du bare ydelsen? Både det, du mener, at du skal yde, og det den anden skal levere?
Det kan der i hvert fald komme mange diskussioner, konflikter og lidelse ud af!
Betinger du også Venskaber?
Eller ser du, hvordan- og om vi kan og vil bevæge os med hinanden i det, der er muligt og gensidigt villet lige nu, og sikkert er anderledes om en time, i morgen, om en uge – et år… eller 30? <3 … Uden at betinge det, at vi er glade for hinanden af det eller noget andet?
