Jeg er lige så lidt styret af det autonome nervesystem, som jeg er af mine tanker, følelser, sult, begær, pegefinger, brystvorte eller storetå…

Jeg er lige så lidt styret af mine omgivelser, mine historier, traumer, tidligere erfaringer eller hvad jeg fik at spise i går aftes.

Når jeg kan skrive det så kategorisk, som jeg gør det her, så hænger det sammen med, at jeg, for at “styre noget”, må have adskilt det, som styrer, fra det som styres. Altså mig fra det.

Hvis jeg styrer en bil, så vil jeg ikke opfatte bilen som mig, men som noget, der ikke er mig!

Det er det, ideen om “afgrænsning” gør.

Lad mig komme med et eksempel.

Rækker jeg ud efter et æble!

Er det så det, at æblet er der, som gør det muligt?
At der er en hånd som kan række ud?
At jeg er sulten?
At jeg overhovedet blev født?
At mine forældre mødtes?
Lige havde sex den dag og var løbet tør for kondomer,
…. eller en følge af “det autonome nervesystem”?

Alle disse forhold og mange, mange flere kunne hver for sig have haft indflydelse på, om jeg overhovedet handlede sådan eller var til?

Kan du se absurditeten af det?
Perspektivet kan afgrænses på nærmest uendeligt mange måder. Hver gang vil der være noget andet, vi kan give en illusion om at være “det styrende”. f.eks. “det autonome nervesystem”?

Er hjernen eller det autonome nervesystem demokratisk?

På samme måde “opdagede” amerikanske hjerneforskere for nogle år siden et “område i hjernen” som de mente var styrende for om man stemte på det demokratiske parti . Det “lyste” ganske enkelt mere op, når man stillede spørgsmål med demokratiske værdier til forsøgspersoner, end hos andre. Og sammenlignede man med hvilket parti de angav at stemme på, ja så var resultatet entydigt. (not)

Tantra, kontrol og det autonome nervesystem?

Hvad har det så med Tantra at gøre?
MEGET… Ja måske endda alt?

De klassiske Tantras inviterer til at få øje på illusionen om “kontrol”. Altså “at være i styring” ..
De opløser “årsag og virkning” ved at pege på at, det som er, bevæges som et… eller som “sammenhænge i alt, hvad der er og sker.”

Nagarjuna beskriver det helt fantastisk og nærmest strengt logisk i “Mula-madhyamaka-karikas”, hvor han viser, at vi ikke kan finde noget, som har eksistens i sig selv

ZhuangZi er meget mere poetisk i sine vidunderligt smukke og ofte humoristiske tekster i “Spontanitetens bog”, der også kaldes for: “Den sande bog fra det sydlige Blomsterland”.

En gammel vedisk metafor for det samme kaldes for Indras net

Har jeg så ikke kontrol?

Jamen hallo!?
Det er da foruroligende?

Vil det sige at jeg ikke kan pege på noget som styrer mit liv eller mine handlinger?
Nej siger de begge..

DU og jeg ER liv… Det levende er mig (og dig), og alt, hvad der er…
Adskilles vi fra alt, hvad der ellers er, kan det kun ske som illusion.

“Alt bevæges af alt i intet…”

Hvad får os så til igen og igen, at pege på “årsager” til det, som sker?

Terapi, religion og computerspil

Ja den historie er f.eks. helt fantastisk, hvis man vil at sælge religion: – DU og dit forkerte liv er årsagen til det! Det er din egen skyld!

Eller terapi: Det er ikke din skyld! .. Det hele skyldes din dårlige barndom, dine gener, dine oplevelser, eller dit autonome nervesystem.. Og jeg skal nok hjælpe dig. Jeg ved, hvordan du får styr på det.

Eller Biler: Med den rigtige bil – finder du de rigtige jobs og bliver glad. Især hvis du får lavet dine tænder også!

Eller computerspil: Bliv den bedste til at slå de andre ihjel i virtuel kamp. Hvis du gør det nok, så skal det nok lykkes til sidst!… Hvis du altså forbliver i illusionen og bliver ved og ved og ved.

Eller konstruere maskiner: De er nemlig ikke levede. De konstrueres efter regler om årsag og virkning: Til forudsigelighed! En maskine der forandrer sig sammen med omgivelserne, bliver vi bange for. Den vil være udenfor vores kontrol!

Men jeg lider!

Hvordan kan det så være, at jeg lider så meget, at det ofte synes at være svært?

Da vil Gautama Buddha sige: “Lidelse er at leve…og den bliver næsten ubærlig, når vi oplever den som noget, vi selv kan styre.“

Det ubærlige opstår sammen med dette “selv”, som vil styre det ustyrlige, og ikke kan eller vil se, hvor illusorisk det fremtræder?

Det ubærlige ligger i illusionen om det afgrænsede og ideerne om kontrol.

Roen, glæden og anerkendelsen af at det er sådan, kommer når naturen af det som er, ses. At du og jeg er det, som er, sammen med alt hvad der ellers er… Anerkendelsen af det kalder vi for “medfølelse” eller “kærlighed”

Og nej … Den kan så i sin natur ikke være “rettet” fra en nogen til en anden, eller være styret af et autonomt kærlighedssystem. 😉

Og lad nu endelig være med at tro, at noget af det, der står i det ovenstående, er sandt!
Vi kan undersøge det selv og meget gerne sammen, når vi ser at både “selv” og “sammen” også vil være illusion 😉 … Det sidste føles bare meget lettere. <3

Praksis fællesskab på Mahamudrainstutut