Hvad er det der sanses? …Metaforen “at give og modtage en massage” anvendes vel nærmest som hovedregel i forbindelse med ikke bare tantra massage men også om behandlinger af enhver art. I den beskrivelse gøres massagen til en ydelse eller en vare, der kan gives, som var det en “gave”. Således hæftes der også en “giver” og en “modtager” på fortællingen.

Give en gave?

Analogien med at give gaver i forbindelse med en tantra massage, ser jeg som meget uheldig:

En væsentlig del af mange tantra´s er at erkende, at “universet sanses i mig”. Al kontakt til omgivelserne sker igennem mine sanser.

De fungerer ved – igennem bevægelse – at gøre det muligt ikke bare at opfatte forskelle, men også selv at skabe dem. Denne evne til at skelne vokser med bevægeligheden i kroppen når vi forandrer os fra det “grovmotoriske” til det “finmotoriske”.

Forandre bevægelighed

Udviklingen fra spæd til voksen fungerer som sådan en forandring i bevægelighed.

Jo finere og mere nuancerede bevægelser jeg formår, jo finere skelnen vil der skabes. I takt med at denne bevægelseskompetence vokser, bliver den verden jeg erkender større og større.

Her skelner jeg ikke imellem bevægelse i intellekt og krop. Begge lærer ved at udfordre “sig selv”, ind i en stadig mere kompleks måde at skabe forskelle på.

Sætter navn på det der sanses

Meget tidligt lærer “vi at sætte navn” på det som sanses. Griber barnet ud efter hundens pels, så siger mor f.eks. “det er Milles pels”, tager hun om en kop, lyder det “ det er en kop”, og det varer ikke mange måneder før hun spørger “hvad er det?” – hver eneste gang hun får fat i noget.

Effekten af dette er, at vi forledes til at tro, at det der sanses, er det samme som navnet på det der sanses. At jeg rent faktisk kan mærke en “kop” i mig og ikke, som det må være tilfældet, blot sanser “mig” anderledes i mødet med det, der tilfældigvis kaldes for “en kop”, end jeg sanser mig i mødet med en “pels”.

På samme måde lærer vi også at “føle”. Dvs. at give navn til helt bestemte sansninger, som sorg, vrede, surhed, muthed, glæde, fjollet etc. Navne der på ingen måde ER det som sanses, men blot tillærte og annekterede fortællinger om hvad vores nærmeste kalder det, som DE mener, at vi må føle i en eller anden situation.

Det er vældigt praktisk i forhold til at kommunikere via sproget, og samtidig ret uheldigt når vi erstatter kontakten til det der sanses, med den etiket vi har fået at klæbe på det.

Vi lærer, at vi er adskilte fra verden og hinanden

Hvor hver eneste bevægelse kan øge vores kontakt til “verden i os”, fører den så tiltagende igennem denne identifikation med de “rigtige fortællinger” til, at vi meget let bliver “ude af os selv”. Vi lærer “at verden er derude” og at “jeg er adskilt fra den”. Jeg ER ikke Verden. Jeg er sat i den.

Meditation

At finde ind til kontakten igen igennem det at sanse opmærksomt hinsides “betydning” beskrives også som “meditation”: At erkende at “som jeg bevæger mig, bevæges verden. Som verden bevæges, bevæges jeg”

Kontakt

HVIS det forholder sig sådan at “du” sanses I mig, så er der ikke nogen “afstand” imellem dig og mig, der er intet “imellem” os – dvs. der er “kontakt”. Det betyder, at jeg ikke kan “give” dig noget eller “få” noget. Kysser jeg dig, er det mig, jeg kysser. Berører jeg dig, er det mig, der berøres. Som jeg kan berøre “mig” berøres “du”.
Det kærlige møde med dig sker som et kærligt møde i og med mig.

Ser jeg dig som noget “derude” – i et “der er dig”, og så er der “mig”, vil der være afstand imellem os. Og det er DEN afstand, der får os til at tænke i, at der er noget, som “skal gives og modtages”. En gave skifter “hænder”. Der transporteres noget imellem.

Gaver binder

Kulturelt set er en gave noget helt særligt. Vi giver hinanden noget, som vi forventer, at den anden gerne vil have. Afvises en gave anses det i langt de fleste kulturer som noget meget fornærmende. Gaver binder, og de bruges til at binde med. I sine ekstremer som i filmen “Godfather”: “You owe me a favour”.

De fleste kender det. Får jeg en gave fra en til min fødselsdag, ligger det næsten i luften, at jeg giver den anden vej, når giveres selv fejres?

Få reflekterer måske over at det at “give” en massage også inviterer ind i en forventning om at være “passiv” og tage imod i taknemmelighed uden at brokke sig? Lidt som når en mand eller kvinde okser på for at give “den anden” en orgasme, og fornærmes eller bliver skuffet, hvis ikke den kommer?

Kærlighed kan ikke gøres til en gave

Derfor kan “kærlighed” heller ikke være en “gave”. Det ville øjeblikkeligt betinge den af både en giver, en modtager, og gavens indhold. VI kan måske mødes i kærlighed? Det betyder, at vi begge er i kontakt til det der er – uden “noget imellem”.
At du er i mig, og jeg i dig” uden nogen historie eller betydning, der rækker ud over det, der sker nu og her.

At opdage noget i “sig”

Et møde i en Mahamudra tantra massage undersøger alt dette, og det er SÅ anderledes en indgang til at erfare “kontakt”, end at lade nogen “give” sig en oplevelse, måske endda “givet” med en forventning om til gengæld at få en anmeldelse af, hvor god den har været?

I samme åndedrag kommer det at udvikle sin bevægelses- og sansekompetence til at handle om noget i “sig” og IKKE om at anvende forskellige “teknikker” på den anden.

Hvis du vil fordybe dig i dette sammen med os på Mahamudrainstitut, så er næste mulighed for at blive introduceret til Mahamudra tantra massage den 14-16 april på vores retreat sammen med 15-20 andre. Vi har få pladser tilbage.