Det er sårbart at elske…
Det er sårbart at elske!
Når noget er sårbart, må det betyde: At det let kan komme til at smerte?
Hvad er dette: At det er sårbart at elske?
At blive skadet, så der kommer et sår, udgør en risiko for at dø. Der åbnes til noget som ellers holdes beskyttet og helt.
At gøre sig sårbar betyder at sænke paraderne, at risikere livet og ens integritet i mødet med et andet menneske. At tillade at det kan gøre ondt.
Hvis jeg gør noget andet end “mig selv” vigtigt for, at jeg føler mig hel? Så vil jeg igennem dette “andet” kunne såre mig.
Jeg lægger en del af min evne til at passe på mig selv i hænderne på dette andet. Det betyder at anerkende, at jeg igennem måden, vi relaterer på, gør mig sårbar.
Jeg tillader, at det også kan være smerteligt, at bevæge os med hinanden.
Det kræver mod.
Et menneske, der ikke føler angst, har ikke brug for at føle mod…
Angsten kan imidlertid føles så stor, at det bliver ubærligt at gøre sig sårbar. I så fald vel dette menneske lukke sig om sig selv, og møde det meste i forbehold og skepsis.
Når kroppen såres, er den i stand til at hele sig selv. Mistes den evne, vil jeg dø hurtigt. Nærmest hver eneste dag kan jeg få en rift, eller komme til at spise noget som ikke er sundt.
Jeg kan også såres på “mine følelser” . Det betyder, at jeg føler mig ramt på min “selvfølelse” f.eks. ved at nogen gør mig i tvivl om, hvorvidt jeg er i orden, som jeg -er og -gør?
Styrke igennem form
Jo mere skrøbeligt dette selv er, jo mere sårbart er det. Styrke kan opnås ved at gøre noget meget fast, ubevægeligt og hårdt. Som stål eller granit.
Brydes granittens eller stålets form, vil den kun meget vanskeligt kunne samles igen. Og da kun ved at blive gjort flydende først!
Styrke i bevægelse
Styrke skabes også i afspændt bevægelighed. Ingen kan slå vand i stykker. Det har i sig selv ingen form. Forsøger nogen at bryde vand, vil det blot omslutte det, som prøver. Vand forbliver ubrudt.
Virker alt igennem bevægelse?
Forskellen på disse to måder spejles i I Ching som det “eftergivelige” og det “hårde”. Det som senere blev til “Yin” og “Yang”. Det ene har ingen eksistens uden det andet. Metaforen beskriver hvordan alt virker igennem bevægelse.
Du og jeg er ikke kun hårde eller kun eftergivelige. Se hvordan mine stabile knogler skaber grundlaget for, at mine muskler kan bevæge hele mig op over jorden
Mit selv er heller ikke hverken hårdt eller eftergiveligt. Også det må kunne vekselvirke imellem det relativt stabile og det relativt bevægelige?
Det er sårbart at elske, hvis du er som luften, jeg indånder
Jo mere jeg vil definere regler, krav og faste forventninger til, hvordan jeg er, og hvordan vi skal- eller bør- relatere? Jo mere form vil der blive skabt. Jo alvorligere vil det føles at blive såret. Såret der skabes, vil kun vanskeligt kunne hele.
Mødes vi på den anden side i kontinuerlig bevægelse, hvor du er for mig som luften, jeg indånder, eller vandet jeg drikker, vil der ingen form være at ødelægge?
…Og dog kan jeg skades alvorligt, hvis vandet bliver giftigt eller luften fyldt med støv.
Sker det må jeg flytte mig!
…Og måske håbe på at luften og vandet igen bliver klart?.. Hvis jeg kan?
Hvad udholdes ikke?
Hvad udholdes ikke i håbet om, at noget skulle være anderledes end, det er?
Hvor ofte ved vi overhovedet, hvordan det så kunne være anderledes?
Hvad, jeg mener at vide, beror på, at jeg kan genkende det, som noget jeg har set eller prøvet før?
Viden vil være form!
At vide er at definere og afgrænse noget som “noget”
I kærligheden kan jeg ikke gribe til at vide, men må bevæge og lade mig bevæge. Kærlighed kan ikke betinges. Og form vil betinge..
Det er sårbart at elske og gå på opdagelse
Det er sårbart at elske.
Det er sårbart at gå på opdagelse i det, som kontinuerligt vil være nyt. Det er som at bevæge mig i naturen i ukendt land. Nogle gange synker jeg ned i en sump, andre gange river jeg mig på torne.
Jeg kan miste fodfæstet, falde og slå mig – eller føle, at jeg ikke at kan få luft.
Når jeg har fået mig bjerget i land eller vasket rifterne af, så sætter jeg mig stille ned og ser ud over landskabet. Jeg erkender igen, at alt derinde i det, jeg kalder for “mig”, skabes af det derude.
Naturen er som den er og i evig forandring. Intet er ens eller, som det var. Intet er, som det kunne blive! I det blik bliver al form flydende og bevægelig..
