Når mennesker kan erstattes med såkaldt AI, så hænger det sammen med, at at vores samfund er skabt af- og for- det instrumentaliserede menneske.

Må jeg godt lige bruge dig til noget?
Nej det må du bestemt ikke!
Øh okay! …

Jeg ønsker ikke at blive brugt.
Vi kan måske mødes?
Undersøge og iagttage sammen?

… Det gør jeg gerne.

Når vi instrumentaliserer hinanden

Det er spændende og tankevækkende for mig at iagttage, hvordan mennesker instrumentaliserer hinanden. Ja.. I grunden næsten alt? 

Samtaler, møder, omsorg… Vi kalder det f.eks. for “behandlinger” eller “terapi.”

End ikke Naturen kan få lov til at være, som den er? Også den vil vi bruge til noget.

Det, vi bruger, gøres til et middel til noget andet. Det betinges dermed af hvilken nytte, brugeren kan hente fra den?

At arbejde med noget, betyder også at bruge det: F.eks. som når der i en kursusneskrivelse inviteres med ordene: “Vi vil på kurset arbejde med Lingam”.

Hvis du stiller det spørgsmål, eller møder mig med den indstilling, så skal du overhovedet ikke røre ved mig!

Jeg vil ikke indfri dine behov

Måske kan vi i stedet mødes, uden at du vil instrumentalisere mig som et middel til at indfri dine behov?

Kysser jeg, og vedkommende spørger mig om, hvad det kys lige skal bruges til? Så er det dødt..

Mødes vi i at kysse, uden anden intention end at kysse, imens vi kysser? 
Så opløses vi i det…

Det samme kan jeg skrive om at elske, at samtale, at danse …
Det er den invitation de klassiske Tantras giver!

…….

Hvad skal jeg så bruge et fællesskab omkring elskovskunst og kunsten at relatere til? Absolut intet.
Måske kan du i stedet opdage, hvad det vil sige at være menneske i møder med andre mennesker, som ikke vil bruge hverken dig eller det, vi gør – til noget?

Vi er… bevæger og bevæges af det. Uden at stille maskiner og software imellem os.

Det kan være temmelig nyt at erfare for det instrumentaliserede menneske. 😉