Vil en tekst eller invitation, som taler til det kendte i dig, være den du tiltrækkes af? Søger mennesker livet igennem bekræftelse af det kendte, for at føle sig trygge?

Igennem hele vores opdragelse og skolegang, bliver vi fortalt, at det er vores viden, som er vigtig. At alt det vi lærer, er det, som giver os stabilitet og mulighed for at leve et trygt liv.

Det formidles til os af velmenende lærere, som selv er blevet undervist på den måde. Vi måles og bedømmes på om vi kan det, vi skal kunne, godt nok.

Hvis vi ikke lever op til de standarder, som på den måde sættes for os, lærer vi også at frygte og føle angst for vores “fremtid”.

Det bliver svært at afvige fra det kendte

Alt dette leder til, at det bliver svært for langt de fleste mennesker at afvige fra det “kendte”. Hvis nogen stiller spørgsmål til netop det, vi har lært at se som tryghedsskabende, så vil det være naturligt at reagere med modstand. Ja ikke bare modstand – men afvisning.

På den måde konserverer samfund og ideologier sig selv.

Mennesker, som igennem historisk tid stillede- og de som stadig stiller- spørgsmål til den gængse virkeligheds-opfattelse og måder at leve på, mærker denne skepsis og træghed.

Igennem mine tekster, foredrag og invitationer til workshops og i praksis-fællesskaber har jeg iagttaget den tusinder af gange.

Fortællingen om “mine grænser”

Igennem mange år, har jeg f.eks. peget på: At det at etablere en “grænse”, – om det er personlige grænser eller grænser om et land – og stole på at den ikke overtrædes? Måske er den dårligst tænkelige måde at passe på sig selv på!

Det levende opretholder integritet ved kontinuerligt at lære at bevæge sig kompetent i takt, rytme og tempo med forandringer i omgivelserne. “Omgivelserne” kan på den måde ikke være adskilt fra den enkelte af os? De er fuldstændigt integreret i os som vores livsgrundlag.

Forandringer i “dem” er også forandringer i os.

Den måde at se livet og det levendes mulighed for at opretholde integritet på, har om nogen mødt modstand. Den taler ikke det “det kendte”, og det som “læres”.
Det opfattes som at være imod den mest brugte fortælling om at have “sunde grænser” og at lære at passe på dem!

Når parforholdet “går i stykker” – brydes det kendte

Hvis, jeg har levet 20 år i et parforhold, og det pludselig “går i stykker” – som det så ofte udtrykkes. – så bevæges alt i mig i det brud.

Har min følelse af “sikkerhed” beroet på det, jeg kunne regne med ? – Dvs. det jeg troede jeg vidste og var sandt? – Så vil sådan en forandring, sende mig ud i usikkerhed og angst.

Det ulykkelige ved at hente sin tryghed i det kendte – som i princippet også vil være det, der “afgrænses som kendt” – er, at et menneske, som gør det, lukker sig om sig selv.

Han/hun vil i det som høres, læses, ses, erfares aktivt søge efter alt det, som bekræfter dette “kendte”. Det giver en følelse af tryghed. Tilsvarende vil vedkommende afvise tanker og muligheder, som kan udfordre for meget.

En ond spiral

Det fungerer som en ond spiral. Hvis jeg finder tryghed igennem min viden? Så vil det: At så tvivl om den, betyde, at jeg måske skal “tilegne mig ny viden og nye færdigheder”?
Det tager tid!

Næsten alle har igennem skole og uddannelse erfaret, at det har været forbundet med angst at lære og blive målt. … Og ikke nok med det – Spørgsmålet: “Hvordan skal jeg føle mig tryg nok, Indtil det er lært “godt nok”?, vil også dukke op…

Det er den samme mekanisme, jeg ser virke, når mennesker går fra det ene ens-lignende par- eller kæresteforhold til det andet.

De søger trygheden i det “kendte” uden at ville konfrontere sig med, at det netop var det, de mente at vide, som de muligvis forsøgte at holde fast i, der ikke fungerede i det forrige?

…”Men så fungerer det måske med den næste?” … Især hvis jeg finder en som passer til mine forventninger og ønsker”.

Har vi lært at få forstyrrelser til at passe med det kendte?

Har vi kort og godt lært at få alle forstyrrelser og forandringer i livet til så vidt muligt at passe ind i det, vi allerede ved og har lært? Frem for kontinuerligt at fryde os, når vi igen og igen overraskes?

Kan vi få øje på, at det, vi mente at vide, måske blot er en mulighed ud af mange andre? … OG måske ovenikøbet jævnligt temmelig unyttigt og uhensigtsmæssigt?

Så kan vi øve os i at undersøge og iagttage på ny…

Denne spontane, uhøjtidelige, nysgerrigt iagttagende og afspændte bevægelighed udtrykker det, jeg beskriver med ordet “lyst”.

Det er der legen, elskoven, fortællingerne, kunsten, dansen og sangen, medfølelsen og den bevidste kontakt til kærlighed, opstår.

Det er det, de klassiske Tantras inviterer til at se!

Jeg vil ikke komme til at skrive om det kendte

Jeg vil nok aldrig komme til at skrive til “det kendte”!

Så lever jeg med, at de, som søger den umiddelbare bekræftelse af sig selv i det skrevne, ikke læser.

… Og jubler når de, som også gerne tager på opdagelse og åbner i sind og krop for ny bevægelse, kontakter os og vil være med

Kom og vær med til at undersøge Kunsten at leve i al sin mangfoldighed