Det kontrollerende menneske tænker jeg, at vi alle møder. Måske ligger det i vores kultur?

Jeg vågnede meget tidligt til morgen. Måske var det virkningen af en lang samtale i går aftes på en travetur med et par, som gerne ville snakke om “hvordan vi relaterer med hinanden”?

En snak jeg fandt decideret ubehagelig. Den “sidder” stadig i kroppen, som samtaler nogle gange kan gøre det.

Lad mig kalde dem for John og Luise. De har været sammen i over ti år, er gift og fik to børn med hinanden, med den første et par år efter de mødte hinanden.

De trives ikke! ..

En ubehagelig spænding

Da vi havde taget afsked med hinanden, stod det klart for mig, at det var det, jeg sansede, allerede ved de første håndtryk. Der var ganske enkelt en meget ubehagelig “spænding” imellem dem.

Hele samtalen handlede om på den ene side om at ønske sig anerkendelse og på den anden side om at skulle påtage sig ansvaret for hinandens angst.

Helt grundliggende har jeg ingen anelse om, hvad der foregår indeni mennesker, jeg samtaler med. Jeg lytter og sanser både, hvad de fortæller mig, og hvordan de gør det. Jeg fornemmer de forskelle, jeg sanser i mig af deres respons på både de spørgsmål, jeg stiller, og de tanker og refleksioner jeg byder ind med.

Det handler om integritet

Et andet menneske, ja alt, hvad jeg møder, sanser jeg i mig, SOM mig. Det er det, der gør, at jeg kan føle det let og ubesværet at være sammen med nogle mennesker, og det stik modsatte med andre.

Det handler om integritet: Hvor uanstrengt er det for mig at passe på mig?

Føles det let og afspændt at bevæge mig sammen med et menneske, jeg bevæges af og bevæger mig med? Eller bevæges jeg på en måde, hvor det føles ubehageligt?

Hvad har indflydelse på det?
Er det, der sker, klart – altså transparent? Eller spilles der et “spil”, hvor jeg får en fornemmelse af, at det, der siges og gøres, er påtaget, for at opnå noget bestemt?

Et menneske siger- og viser- i adfærd noget, som ikke passer til det, jeg sanser og til den måde jeg bevæges på lige her i mødet med vedkommende.

Hun virker f.eks. smilende, sød og venlig – Samtidig fornemmer jeg noget, der føles køligt, afvisende, beregnende, og hektisk- kropsligt i mig.. “Er det hendes øjne?”, “Et smil, der virker forkrampet”? “At hun gentagne gange ser i sin mobiltelefon under samtalen”? “Spændingen i stemmeføringen”.. Tempo og rytme? 

Jeg bevæges emotionelt som, hvis nogen forsøger at udøve kontrol? 
Det hele føles ufrit?

Impulsivt vil jeg søge mere afstand eller helt gå væk. Konteksten gør imidlertid, at det kulturelt- og socialt vil virke meget uhøfligt og afvisende.

Relationen binder

Det er det klassiske dilemma.

Det, som nogle gange gør det så svært at skabe en afstand, der føles sikker for at kunne bevæge mig spontant og impulsivt: Forventningen til relationen binder!

Da jeg sad i bilen på vej hjem efter traveturen og snakken, følte jeg mig decideret stresset!
Puh .. det KAN ikke være sundt for noget menneske at leve med den måde at kommunikere med hinanden på?

Efterfølgende reflekterede jeg over, at de begge to må føle sig angste?
Deraf det store behov for at være i kontrol.

Det kontrollerende menneske har rod i angst

Jeg nævnte det for dem undervejs. Sagde det ligeud… At ethvert behov for at kontrollere i mine øjne dybest set har rod i angst. I en kontinuerlig stræben efter styre sine og andres handlinger forud, for at forebygge egen lidelse. En lidelse, som den angste ikke ved, hvordan han/hun skal bevæge sig med, hvis den skulle opstå..

Derfor forsøger en angst mor eller far at forebygge at børnene gør noget, som hun ikke har styr på. Hun ender med kontinuerligt at forsøge at regne ud, hvad der kan gå galt, eller sandsynligvis vil ske, hvis ikke hun griber ind, inden det sker…

Det leder til et liv, hvor der er megen lidt kontakt til det, der sker lige her og nu: Til den øjeblikkelige praksis. I stedet fylder forestillingerne om alt det, som IKKE findes, men som KAN ske “Hvis ikke jeg gør sådan, at DE ikke gør …….”Det er nærmest ulideligt for mig at være sammen med sådan et menneske.
Og det er voldsomt stressende for ham/hende selv.

Bedømmer det, der sker nu, ud fra sit ideal

Emotioner og følelser, der KAN opstå i fremtiden, bliver vigtigere end det, som sanses her og nu. Konsekvensen bliver, at der let udvikles en følelses-mæssig afstumpethed, en hårdhed, eller kølighed over for det emotionelle her og nu.
Det ofres for forestillingen om at forebygge det, som ellers kunne ske – og for alt i verden skal undgås og ikke stå i vejen for at få det, som ønskes og forventes,

Det kombineres meget ofte med en følelse af pligt, der gerne formuleres med :“Jeg må jo tage ansvaret, når andre (du) ikke gør det”. Altså igen ansvaret for, hvad der KAN ske i fremtiden – og endnu ikke er sket…
At det i virkeligheden er en fuldstændig absurd opgave og fordring ses ikke.

Ansvar?

Ansvar udtrykkes i det, som gøres her og nu med hinanden.
Det er betydningen af ordet: At svare an!

Mød det der, sker lige nu, opmærksomt og handlende..
SE (sans) hvad vi gør nu.. Hvad er det for en praksis? Hvad gør den lige nu!..

Det kontrollerende menneske som far eller mor

Den kontrollerende far og mor, presser barnet til at være flittig, “tage sig sammen” – og undertrykke spontanitet – for “sit eget bedstes skyld”.

“Hvis ikke du gør, som jeg siger, bliver du ikke til din (min) drøm!”…
Det er også angstens væsen: Ikke at gøre nok for at opfylde sit ideal og “nå sine drømme”! Både på sine egnes vegne, og naturligvis også for alle de mennesker som kan påvirke opfyldelsen af dem i fremtiden…

Det kontrollerende menneske har identificeret sig fuldstændigt med sine idealer. Tanken om at de ikke kan indfries (og det kan idealer ikke!) bliver lige så slem, som tanken om at dø.

..Og nej… En drøm er ikke virkelig, og bliver det aldrig. En drøm udtrykker en fortælling om noget, der ikke findes. 

Drømmen om det perfekte liv kan lige så lidt være “det perfekte liv”, som at vi kan spise historien om en gulerod.

Det kontrollerende menneske fylder alt uden at være her

Det kontrollerende menneske er på en gang meget voldsomt til stede i rummet, uden overhovedet at være her. Det lyder paradoksalt. Paradokser har med tid at gøre.

Det bedømmer og betinger ganske enkelt alt, som sker nu, op imod sine egne krav og forventninger til, hvad det burde være for at nå derhen, hvor vi skal! … Nå “derhen” til det som ikke findes, men SKAL findes.

“Vi må ikke tvivle! Vi skal handle, som om vores idealer, drømme, fremtid, og de fortællinger, vi kan fortælle om os, er det vigtigste af alt… Livet og det levendes værdi beror på evnen til at indfri vores forventninger.” .. formidler det.

Det er ganske enkelt hæsligt! … i mine øjne.
Og det forsvinder det ikke af.

Det inviterer i medfølelse.
Det må være lidelsesfyldt for det kontrollerende menneske?