Det kunstige eller det levende – skal AI frygtes?
Hvad skal vi gøre, når vi ikke længere kan skelne imellem menneskelig kommunikation og det kunstige? Skal vi frygte AI eller os selv?
Ja så må vi indføre kontrol! Lyder det nærmest religiøst rituelle mantra.
Kontrol har politikere og religion alle dage hyldet.
Jeg spørger:
“Hvordan mon det kan være, at det ikke længere er muligt at skelne imellem det en maskine gør, og det mennesker gør?“
Kan det tænkes at vi er blevet maskinelle i måden, vi kommunikerer på?
At det netop det er det, som gør det sværere og sværere at skelne menneske fra maskine?
Er det en bl.a. en konsekvens af et stadigt mere “terapeutiserende samfund”, hvor vigtige samtaler om livet sker i en professionel distance? ..OG føres efter forskellige konceptuelle modeller, som handler om at holde “terapeuten på afstand” af sin “klient”.
Ja, hvor endog berøringer og sanselighed, “gives” som gaver til “modtagere”, som kunne man sende det fra den ene til den anden?
Disse spørgsmål mangler fuldstændigt i debatten.
Har du set en hest, en hund, en ælling, et kat, en ulv.. blive simuleret igennem en maskine, så du ikke kan kende forskel på den “virkelige” og maskinen? Nej vel?
Hvad beror det på?
Ja på alt det, som gør, at de er levende!
Spontane, impulsive, lystne, emotionelle, i bevægelse og et med den natur, de lever i…
Jeg ser ikke et menneske igennem det, vedkommende siger eller skriver, men på hvordan han eller hun gør det lige her i mødet med mig.
Jeg ser ikke et menneske, på de spil han eller hun spiller, men igennem dem. Det gør jeg lettest, når vi mødes i dialog uden ord. Eller ved at se igennem det, som siges.
….
Spil som spilles
Når det er blevet så enkelt at få maskiner og software til at skabe illusioner om intelligens, så skyldes det at hele vores sociale liv og kommunikation handler om at spille spil! Vi spiller dem oven i købet også i allerhøjeste grad igennem maskiner!
Et er, at ethvert sprog fungerer som et spil, med regler, betydninger, rækkefølger, tid, udtale, dialekter, undtagelser, fagter, mimik, miner, snyd, og sågar tabere og vindere i argumentation og evner ude at overbevise.
Hvad færre ser er, at også matematik, kemi, fysik, musik, billeder, konstruktion, form, at drive forretning, styring .. ja stort set alt, kan beskrives som “spil”.. eller som at lære et sprog.
Hvad der imidlertid ikke fungerer som et spil er det levende selv…
Når vi spiller, gør vi som om… Det er det, det kunstige peger på.
Det som er, gør ikke som om, det er!
Universet er….
Lyst, kærlighed, medfølelse, frihed.. at føde, at dø, at leve… er.
Er vi som samfund meget hurtigt på vej til at miste evne til at kunne skelne imellem det, som er, og det, som gør som om, det er?
Det kunstige eller den levende fugl?
Noget kunne tyde på det!
Hvad vi ser er som i H.C. Andersens “Nattergalen”… Vi begejstres over hvor fantastisk den kunstige fugl synger, og ser ikke at den mangler alt det, som gør den levende fugl så uendelig sårbar og dog fuld at lyst og kraft!…
Evnen til at se det, genfinder vi ikke ved at indføre mere kontrol, flere regler og spil.
Vi kan bringe mennesker sammen, i overskuelige grupper… og øve os i at se, hvad det vil sige at være levende i bevidst kontakt til lyst og kærlighed?
SE ud!…. Nattergalen synger imens den bevæger frit sig i den natur, den er fuldstændigt et med..
Lad os ophøre med at se os selv som afgrænsede individer, der har mere travlt med at se indad og holde de grænser, jeg også gerne beskriver som “facader”.
Det er det vi inviterer til på Abildgaard/ Mahamudrainstitut i Nølev. Både at se spillene, og genfinde den opmærksomme bevidste kontakt til lyst og det som er? Det vi ER?