De, som puttede os ind i det låste skab søgte ikke kontakt til kærlighed men føjelighed. På trods af dette, så står vi der i det låste skab og holder selv nøglen i hånden til det!

Som om verden befolkes med robotter?

Vi har lært, at vi ikke skal vise følelser eller være åbenlyst lidenskabelige.
Psykologer og læger sørger for at holde professionel afstand. Vi skal ikke “gøre det intimt” men professionelt.

Det er som om, verden langsomt og sikkert befolkes med robotter?

De programmeres med religion, ideologi, værdier, moral og at skelne imellem rigtigt og forkert.

Skolen blev i sin tid skabt, for at børn kunne lære at lyde en ordre og ikke mindst den klokke, som ringede ud og ind.
Den er en forberedelse til at fungere som arbejdskraft. En ressource der kan bruges og forbruges.

Et “nummer” på en lønseddel.

Et tal blandt 999 andre, når den nyudnævnte direktør taler om at fyre 1000 medarbejdere, blot for at få kursen på aktierne til at stige.

Alt sammen for at gøre børsspekulanter tilfredse og forbedre pengeværdien af direktionens egne aktier.

Vi skal fungere som “tandhjul i velsmurte maskiner”. – Opføre os ensartet. Spise den samme slags mad, dufte- og se ens ud.

Vi kvæles af ensformigheden

Vi kvæles langsomt af ensformigheden og bedøves af underholdnings-industrien i de huse og lejligheder, der er bygget, så de ikke kan bruges til meget andet end “at slappe af” i.

Vi skal være fokuserede på “vores karriere” og på at leve op til de mål, som tjener den og virksomheden bedst.

Vi er lykkelige, når vi nok engang finder en “eneste ene”, vi kan “dele vores oplevelser med. Tage med til nok en familiesammenkomst som et symbol på, at “det går godt”.

Imens kvæles de sidste glimt af kreativitet.

Det viser sig i glansløse øjne, desillusion og skuffelse hos mænd og kvinder, der lever stille ulykkelige liv i en følelse af desperation.

Det låste skab

Det er som om, vi allerede i barndommen låses inde i et skab, der skal fremstå “ordentligt”. Vi afgrænses og indskrænkes ved at tvinge os til at træffe valg, der skal være “rigtige”.

De, som låste os inde, søgte ikke kontakten til kærlighed, men vores føjelighed. Vores opgave var at skabe DEM i deres billede.

En opgave vi samvittighedsfuldt tager med os fra parforhold til parforhold senere i livet: “Vær nu sådan, at jeg kan elske mig, når jeg er sammen med dig!” – “Kan du ikke lige forandre dig, så det er lettere for mig at elske dig?!”

Alt har sin orden i det låste skab

Vi opdrages som hundehvalpe, der lærer, at de ikke må gø. Vi skal være lydige og tilpassede.

Vi fjernes fra kontakt til natur.
Den erstattes med kultur.

Vi lærer, hvordan vi bør relatere til mennesker.
At der er venner og veninder, kærester og partnere, brødre og søstre, “min” leder, og “mine” kollegaer … klienter og kunder.
Alt har sin orden og sine regler i det låste skab, og orden skal følges!

Sådan lykkes du! – for den rette sum

Samtidig er verden overfyldt med mennesker, som hævder, at de kender livets hemmeligheder , og er ivrige efter at give det videre til den rigtige pris.

“Sådan får du kontakt til din intimitet” – “Bliv gudinde i dit eget liv – vi er nu 25 gudinder på holdet, skal du være den næste?”. “Bliv mere mand end du er!”. “Sådan får du et juicy sexliv!”. 7 trin til at blive millionær!” ( 7 eller 5).

Jeg har det, som om jeg sidder på bredden af en flod, og ser et karneval af imitatorer, kopister, vismænd, seere, bedragere, genier og charlataner sejle forbi. De påstår alle at kende vejen til lykke-land – uden nogensinde selv at have været der.

Nogle af dem har fundet en særlig niche ved at sælge billetter til turen.

“Vil du også være behandler? Så lad mig sælge dig både udklædning, maske og båd… Så behøver du ikke at stå inde på bredden, men kan være med i optoget!”

Vi holder selv nøglen til det låste skab

På trods af alt dette, så står vi der i det låste skab og holder selv nøglen i hånden til det!
Vi er blot angste for at sætte den i låsen.

Vi har lært at frygte sandheden. Det som er.. som det er.

Vi tilbageholder vores vrede, smerte, glæde, jalousi, sult og usikkerhed. Vi gemmer os bag lag på lag af sminke.

Vi kan se bag fortællingerne.
Se direkte.

Lade os blive set, nøgne og uden forstillelse i den sanselighed, der følger sårbarhed som en siamesisk tvilling.

Deri ligger også at opdage bevægeligheden og med den: Kraft, handlen, ansvar, frihed, lyst og medfølelse.

INGEN kan fortælle os, hvad det er.
Autoriteten til at opdage og erkende det ligger alene i os selv.

Vi kan undersøge sammen. Se os i hinanden, som ser vi i et spejl. ..
Og for at det kan ske, må vi lade masken falde.