Jeg elsker det modne.
At der åbnes og lukkes så ubesværet.

Som en knop der i solens varme folder sig ud.
og uden forklaring lukker sig for natten.

Blomsten der bestøves og danner bær,
eller frugten der opnår en stadig større sødme.

Jeg ser hvordan det modne
slipper spænding og anstrengelse
Det hårde forvandles til det bløde.
Uforsonlighed erstattes af det omsluttende og eftergivende.

I det modne erkendes døden som livets crescendo.
Her inviteres til at leve, bevæges og hengive til fulde.

Det modne vil ikke give skin af at være ungt.
Vil ikke bryste sig af erfaring,
men ser at det “at erkende” betyder:
Til stadighed at begynde
og aldrig blive færdig.

I det modne viger svar og sandhed
for undren og iagttagelse.
Med den kommer evnen til det stille
og at være med det, som sker.

I det modne bruser begejstring,
som bølgen der slår over i brændingen.
Det vilde og uhæmmede.

Hvem inviteres ikke i lyst
af den fyldige fersken og saftige figen?
Ingen af dem er karrige med sødme,
hvis ellers du forstår først at nyde,
når de slipper af sig selv.

I det modne smides masken, og stemmen fylder klart
uden unødigt filter.
Ikke i det skråsikre og ambitiøse, men med den klangbund der følger af
at være fri af at ville “yde” eller opnå anerkendelse.

Jeg elsker den skønhed, jeg ser i hver en fure og fold.
Erfaret smerte bevidnet af ar,
som bjerge og dale formet i
bevægelse.