Er lysten det selvfølgelige? Det, der bare er, som det er? Det naturlige? Impulsen af hvilken alt opstår og forgår?

En lysten mand

Jeg har altid betragtet mig som en lysten mand, Meget lysten vil jeg sige.
Denne dybtliggende impuls i mig har ledt til mange vidunderlige møder. Helt uden udfordringer har det ikke dog ikke altid været.
Når noget fylder meget eller synes at veje “tungt”, så opstår der i mig stor nysgerrighed efter at undersøge “naturen af det”. Sådan har det om noget også været med lyst.

Det er ikke nogen enkel opgave. Lyst kan ikke forlanges, kræves, købes eller bestilles. Den ligger også hinsides forventning og pligt. Ordet peger på noget, der nærmest kun eksisterer, når det “får lov til at bevæge, som det nu gør”.

En bevægelses-impuls… noget spontant og selvfølgeligt i det levende – i Universet.
Det viser sig f.eks. som vinden, vejret.. eller universets puls. Hinsides kontrol.
Den er der! ..Lysten

Som det, der skaber det hele.. Og i samme puls også nedbryder eller opløser det igen?
Det, som skaber impulsen, kan ikke være impulsen selv. Det som skaber formen, kan ikke være formen selv.

Leret på drejeskiven

Hvis jeg smider en klump ler på drejeskiven, så vil jeg i bevægelse i samspil med drejeskivens bevægelse, kunne forandre lerets form til en skål. Skålen er stadig ler. Dvs. den er “bevæget ler”

Brænder jeg den tørrede ler i ovnen, bliver den fast. At brænde keramik er at bevæge indefra og holde det ydre i relativ ro!… (Skrækkeligt nok kan man også “brænde mennesker ud” på den måde! )
Jo højere temperatur, jo mere bevægelse.

Igennem brændingen omorganiserer leret sig sådan, at når ovnen slukkes, og det køler ned, har antaget en “mere fast form”.
Den impulsive spontane bevægelse er reduceret. i hvert fald relativt til mig og det, jeg kan iagttage.
Løfter jeg den højt op, og lader den falde ned på noget hårdere end sig selv eller blot med høj hastighed – sådan at det, det rammer har en relativt mindre spontan bevægelighed, så knuses skålen igen til brændt ler-støv og skår.

Hvis dette støv og disse skår bevæges mod både hinanden og alt muligt andet i tusinder af år, vil det blive til ler igen… Ikke “den samme ler, en anden ler..

Illusionen om form

Kan du se, at hver eneste bevægelse skaber illusionen af form. Illusionen er ikke er permanent. Den opretholdes igennem gentagen bevægelse indtil den er blevet forstyrret nok til ikke længere at kunne genkendes som det, den var.Lyst er det, som kontinuerligt igennem bevægelse skaber og opløser enhver form. Den ER “forgængelighed” – impermanence:
“SPONTAN KONTINUERLIG FORANDRING”

Et barn fødes og dør

Det er det, vi erfarer, når et barn fødes, og nogen dør. Det er den voksende glæde eller liderlighed, det er morgenduggen, der fordamper i solen. Det er forelskelsen og skilsmissen. Det er udløsningen og trætheden, det er vreden og jubelen, det er krig og fred…

Det er ophidselsen og fortrydelsen.
Det er stjerners fødsel og voldsomme død, som tager hele planetsystemer med sig i sit sammenfald.
Det er naturen af alt, hvad der bevæges og bevæger.

Puls… eller det hvoraf puls bliver til..
Vil vi beskrive det, så kan form altid opløses eller skabes. Fra den ene form til den næste i uendelighed. Og det forandrende, bevægende, pulserende er hinsides form… og betingelse.

Lyst er det selvfølgelige

Denne “lyst” er det “selvfølgelige”.. Det som er.
Ikke som ord eller begreb, ikke som tanke eller koncept, ikke som en “nogen” eller “noget”.
Al form, koncept, ide, ideologi, tro, overbevisning … er intet andet end form. Forsøg på at tæmme det utæmmelige.
Bestræbelserne på at flygte fra det uafvendelige. Det selvfølgelige…Det kontinuerligt forandrende.

Se på et menneske!

Se så igen!
Og du vil erkende – hvis du kan se – at både det, som ser og det, som ses, ikke længere er, som det var!
Hvor forfærdelig en tanke er det ikke for et Nogen, der vil være Noget, der er genkendeligt!?
Noget man kan regne ud!

Lyst kan ingen regne ud!
Det er det vidunderlige ved den…
Vi mennesker har SÅ travlt med at se hinanden som: Noget, der IKKE ER selvfølgeligt.

Noget, der er helt særligt, unikt og enestående og bliver ved med at være det!

Selvfølgelig er ingen det!

Det er det selvfølgelige: At alt opstår og ophører, og der er intet – absolut intet – vi kan gøre ved det!
Hvilken frihed!…

At være en dråbe i havet, der ikke kan afgøre, om den er en dråbe eller havet selv!

At være stjernestøv: Bevægelse der holdes sammen af bevægelse, på samme måde som alt på denne jord og dette univers..