Sker det som skete, stadigvæk? Og handler det at leve mon om at finde de rigtige svar?

Er det ikke tankevækkende, at vi i vores samfund belønnes for at give de rigtige svar? Om det så er i skolen, hvor i eleverne testes, om det er politikere, der interviewes, eller de mange mennesker som opsøger terapeuter af enhver art for at få nogle svar på deres problemer?

Jeg tror, at jeg var 14 år gammel, da jeg købte min første bog om idéhistorie. Læsningen af den fascinerede mig fuldstændig.

Jeg så og -ser en meget tæt forbindelse imellem kunst, håndværk og interesse for at undersøge “hvad det er”? Altså “det der”, vi kalder for: “Naturen af det hele”. Det som skete, og det der sker.

Se, om jeg kan opdage, hvordan noget virker? Frem for at spørge hvorfor?

Det handler om det som skete og sker – og ikke om dig eller mig.

Hvad, jeg også bemærker i min interesse for videnskab, egne undersøgelser og videnskabens historie, er, at mange af disse mænd og kvinder, ikke var særligt optaget af “sig selv”, men netop af “det”… Hvordan opstår mon den forskel?

Måske har det med at kunne give rigtige svar, været meget påvirket af religionernes indflydelse?

Vi testes på vores evne til at svare rigtigt og IKKE vores evne til at stille bevægende og undersøgende spørgsmål?

Fungerer det mon sådan, at svar lukker? Og at spørgsmål åbner?

At være den, som definerer de rigtige svar, giver magt.
At stille spørgsmål giver derimod afkald på magt.

Der er nogle gange mennesker som, når de første gang møder os, kan have det svært med, at vi taler mere om det, end om dig og mig eller os på Mahamudrainstitut.

Et menneske, der siger: “Det er sådan det er!” eller “Sådan er jeg altså!” -Gør sig selv meget ubevægelig.

Er det ikke også sådan, at det “at binde” fungerer: Hvis jeg holder fast i noget, så berøver jeg ikke alene det sin bevægelighed, jeg mister også min egen-!

At lade mulighederne vokse

Hvad, jeg meget gerne inviterer til, er: Om det er muligt for os at handle på en sådan måde, at antallet af muligheder stiger i stedet for at de reduceres. En “sandhed”, efterlader ikke mange andre muligheder!

Muligheder kan vi afprøve, teste af og undersøge i praksis.

Hvordan afgør vi så, hvilke af mulighederne, der er de bedste?
Det gør vi ikke. Vi kan undersøge hvordan de relaterer med “det som skete og -sker”.

Er det ikke sådan at vi lærer godt? Hver eneste gang, vi afprøver en mulighed, så opstår der mindst to nye, og ofte mange flere. Nogle vil være nyttige i nogle sammenhænge, og ikke i andre.

Det er som at lære at spille på instrument. I starten kender du måske nogle få akkorder, og efterhånden med øvelsen og ved måske at lære ved at spejle andre spille på et tilsvarende instrument, så opstår der i virkeligheden uendeligt mange muligheder for at kombinere, udbytte, forfine og variere.

Behøver vi teori?

Jeg hører nogen gange mennesker sige, at de ikke er så meget for teori. Måske får de ikke øje på, at der ikke findes nogen praksis, uden teori! Det kan godt være at den teori ikke er nedskrevet eller bragt på en form så den kan formidles?

Det nedskrevne vil heller aldrig blive til den praksis, den beskriver! Det er meget vigtigt at gøre sig klart!

Teorierne bliver til invitationer til at undersøge muligheder, vi måske ellers ikke ville få øje på. Det er ofte teorierne, der gør også det muligt for os “at stå på andres skuldre”, når vi vil undersøge noget. 
Nogle som før har undersøgt temaer eller sammenhænge, der ligner det, vi vil se på.

Måske lykkes det så at se lidt længere og i et bredere perspektiv, end hvis vi hver gang skulle starte forfra? Det kræver imidlertid at vi møder dem på en sådan måde, at vi ikke ser dem som sande, men som måske mulige? Som: Hypoteser om sammenhænge, vi kan afprøve, justere eller korrigere, hvis det skulle vise sig, at vi opdager nogle nye relationer?

Spændende bliver det så også: At det “at beskrive” også virker som en kropslig og sanselig praksis. 

Hvor ofte har jeg ikke reflekteret over: Hvordan kan jeg invitere mennesker til at undersøge det, fremfor mest af alt at være optaget af sig selv?

Ved du, hvad det der “selv” er for noget, og hvordan det skabes?
Hvis det da skabes?
Gad vide om selv skaber sig selv?
Eller skabes det af alle “de andre”, som vil have dig til at være “noget” og en “nogen”, de kan regne med?

Minder det ikke meget om ønsket om, at få et svar?

Hvordan vælger vi rigtigt?

Når antallet af muligheder vokser, så kan det få nogen til at tænke, at det bliver helt uoverskueligt at træffe det rigtige valg.

“Det rigtige valg” må i princippet også være af samme natur, som at ville finde det rigtige svar?

Alle valg må handle om noget, der ikke findes? Vi vælger gerne, før vi handler. I valget ligger et ønske om at forebygge eller forudsige konsekvens. Dvs. at vi søger at opnår kontrol og noget, der med al sandsynlighed overhovedet ikke lader sig kontrollere.

Ligger der ikke angst gemt bag ønsket om kontrol?



At vælge kan også ses som en måde at handle på.
Jeg kan formulere det på en anden måde: Som en måde at iagttage på.

Hvordan bevæges du, når et menneske, du møder, gør jeres møde afhængigt af, om vedkommende vælger dig eller ej?

Jeg tror, at de fleste kan genkende, hvor ubehagelige sådan møder føles?!
Valget binder på samme måde, som sandhederne gør det. Både den, der føler sig valgt, og den der mener at skulle vælge – bindes.

Tænkt bare på de gange i din skole, hvor du har oplevet, at nogen blev udpeget til “at sætte hold”! Jeg husker det som særdeles ubehageligt.

Det som skete, sker stadig – og det kan du heller ikke vælge .

De færreste dygtige håndværkere eller kunstnere vælger! De handler spontant og kompetent eller undersøgende. De er afprøvende, og sjældent bange for at fejle. Det, som af andre måske opfattes som fejl, kan af kunstneren ses som nyttige variationer, der kan være meget at lære af.

Jeg har stor glæde af det i min praksis!

Når, jeg ser på naturen af det, der sker, så må jeg opgive enhver ide om at være i kontrol. Jeg kan end ikke forudsige, hvad der sker det næste minut.

Hvis du f.eks opretholder en praksis med at meditere? Irriteres du så, hvis du føler “at du ikke lykkes med det?” 😉 .. Er der noget i den, som du gerne vil gøre “rigtigt”? Ønsker du igennem din intention eller ambition om at sidde stille, at tvinge kroppen til at gøre det? 😉

Jeg vælger ikke det, der sker. jeg valgte ikke det som skete!

JEG er noget, der sker! Vi er noget,der sker! 

Også:

Det som skete. Det sker stadigvæk!

Hvis det skete noget slemt for dig, så sker det endnu. Og du valgte det ikke!
Læser du, hvad jeg skriver!

Du valgte ikke det, som skete.

(Når nogen siger til mig at “Big Bang skete for X mia år siden. så svarer jeg at “Big Bag” er det, som stadig sker. Det er aldrig ophørt!)

Hvordan sker det? …
Konsekvent nyt!
Selv når nogen vil have det til “at være som det var” – eller- “det de kender”.

Hvad er det så, som gør mig handle-kompetent?

Først og fremmest min evne til at SE med alle sanser. Jo flere sammenhænge, jeg kan få øje på og selv skabe, jo flere muligheder opstår der. Det: At se sammenhænge ser jeg som synonymt med at relatere.

Evnen til at iagttage er også en kompetence, vi kan øve. Den er en til en det samme, som evnen til at bevæge sig og lade sig bevæge.

En meget væsentlig del af vores bevægelighed, har vi givet navnet: “Emotionalitet.”

Kan vi lære eller huske noget som helst, uden at lade os bevæge af det?
Derfor husker vi også bedst det, som har berørt og bevæget os allermest – og stadigvæk gør det.

Det som skete” sker stadigvæk.
Det mest spændende spørgsmål bliver igen. Hvordan? <3

Kom og udforsk det med os..
I det nye år, inviterer jeg til et online-forløb..