Det største problem er, at du skaber “et problem”.
Hvordan gør du det?
Hvad er det, du kalder for et “problem”?

“Problemet er dig!”

“Åh Gud jeg vil ikke være et problem!, hvorfor siger du et JEG er problemet? Jeg HAR problemer! Mange endda! Mit største problem er f.eks. at jeg ingen penge har!”

“Hvis du ikke var her, ville de så være væk?!

“Hvad mener du? Hvis jeg er død?! .. Selvfølgelig ikke. Eller jo så ville andre måske skulle overtage dem? Siger du at jeg skal løse mine problemer, ved at tage livet af mig selv!”

“Nej jeg spurgte, for at invitere dig til at undersøge, om de findes UDEN dig?”

“Nå ok.. Øh du mener, at jeg skaber mine egne problemer?”

“Nej!”

“Hvad fanden mener du så! .. Ja nu bliver jeg sgu da vred og sur. Sig mig! Anerkender du ikke mine problemer! Jeg tror, at jeg er ved at have et problem med dig nu! Lad os bare afslutte samtalen her!.. “


…….

Når problemer er væk?

Kender du følelsen af at bevæge dig med et andet menneske eller måske være i naturen, og med et opdager du at alle dine problemer er væk! – Dvs. i det øjeblik: “Du opdager det”, så er de der med det samme igen!

Måske husker du en dejlig aften i lethed og sjov?… dvs det var den, indtil en spurgte til, “Hvor langt du er med det projekt, du sagde at du skulle have færdigt”.

Spørgsmålet: “Er det stadig svært imellem dig og Lena?” – Kan gøre det samme trick. 😉

…..

Noget tyder på, at “problemer” helt grundliggende kan iagttages, som hørende til måden vores intellekt er programmeret på igennem vores opdragelse og den kultur, vi vokser op i:

Vi trænes til at skabe og vedligeholde identitet igennem modstand.

Først og fremmest den modstand og stress der opleves ved: At mennesker vi tillægger autoritet, og som vi føles os afhængige af, betinger deres anerkendelse af os. Bl.a. ved at vi intellektuelt præsenterer dem for en løsning, de kan godtage og rose.

Du ER dygtig, hvis du kan løse mit problem!

Lægen, psykoterapeuten, læreren, moderen, faren, arbejdsgiveren, partneren … Fortsæt listen!
De får et problem, hvis du “kommer med et problem til dem”. 



Jamen vi er her jo for hinanden, for at hjælpe med problemer!

NEJ!

Måden, vi møder hinanden på, er udviklet til at skabe problemer, der kan give os en identitet!

Det største problem er…

Problemer ser jeg som en funktion af den måde, vi lærer at percipere på. De har ingen objektiv realitet. De eksisterer igennem bestemte måder at strukturerer vores iagttagelse på. Det det hører i særdeleshed også: Hvordan vi skaber illusioner om at være afgrænsede, fra hinanden og det som ellers er. 

En grænse kan KUN opretholdes, hvis der er noget den grænser op IMOD.

Når det sanses let at leve

Hvad er det for møder, hvor alle problemer ophører med at føles reelle?

Er det måske, hvor vi:

• Sanser direkte og emotionelt.
• Bevæger og bevæges
• Udforsker som igennem leg
• Undersøger nysgerrigt uden at det på nogen måde handler om at finde “en løsning”?

Møder – hvor “mig selv” og “det at ville have noget” – er helt fraværende?

Det er jo det, du og Karin inviterer til!

“Men!? Det kan jeg vel ikke gøre hele tiden. Livet er sku da ikke bare en fest!” .. Siger den problematiserende, der gerne glemmer at leve.



“Hov… Er det ikke det, du og Karin inviterer til at øve noget mere?”
“Jo det gør vi… “

Problemer kan ikke løses.. De findes KUN som “intellektuel modstand” imod det, som sker. Dermed kan de heller ikke “opløses“. En tanke findes ganske enkelt ikke! Der tænkes! Hvordan?

Det er den samme modstand, der insisterer på, at de andre skal give “mig” identitet. Til gengæld for: At jeg giver dem “deres!”

Kom og vær med!
Det vil forandre din samtale- og leve-praksis fundamentalt!

Hør f.eks. op med at gøre “problemer” til basis i dine samtaler!
OGSÅ i din eventuelle terapeutiske praksis.
…. Møder kan blive til til sanselige, bevægelige rum, hvor livet og det levende sanses – med hinanden.