Hvordan opstår det vi kalder for selv?
Vi behøver det, vi kalder for “de andre”, til at skabe vores selv.

Findes selv egentlig? En fortælling om noget er ikke noget, der har fortalt sig selv. Fortællingens funktion er at pege på noget andet end sig selv og derigennem bevæge både fortælleren og dem, der hører fortællingen.

Det vi kalder for selv og anerkendelse

Dette selv nævner vi ofte med ordene “jeg” eller “mig”. For at opretholde mig som noget relativt stabilt i en fuldstændigt uforudsigelig og foranderlig verden, vil jeg søge at påvirke og forme det, der endnu ikke er sket, på en sådan måde, at jeg anerkendes – altså ses af andre – som den, jeg gerne vil være.
Jeg vil ikke bare ses. Jeg vil ses på en bestemt måde. En måde, der skal give mig det, jeg gerne vil have, og forhindre det, jeg ikke ønsker!

Selv og de andre

For at det skal lykkes, har jeg brug for dig og de andre. Der er ingen idé i at være mig uden at kunne stille mig overfor dig. På den måde har selv ingen egen eksistens. Selv samskabes i mødet med de andre eller med dig. Formuleret på en anden måde: Selv – eller jeg – bruger dig til at skabe mig selv med. Vel at mærke et selv, som det selv kan lide.

Skal vi slippe det vi kalder for selv?

Skal jeg så bare slippe det der selv? Selv er fundamentet i vores kulturer og samfund. Vi har brug for en identitet for overhovedet at kunne kommunikere meningsfuldt på de sprog, der er skabt til at definere og kommunikere form.
Uden identitet kan ingen stilles til ansvar for noget som helst. Ingen kan tildeles skyld, ingen kan straffes, ingen kan forfølges for gæld. Vores identitet bliver en meget nødvendig fortælling, der skal bruges til alt – fra at finde en partner, skaffe sig det rigtige job, møde de rigtige mennesker og endda at skrive en nekrolog efter vores død. Der skal en identitet til at tage æren for, at noget lykkes. Der skal identitet til at købe og sælge noget

Identitet og kontrol

Det at opretholde en identitet som noget, der er sandt og relativt konstant, er forbundet med permanent anstrengelse. Identitet er skabt af kontrol, for at dække et behov for kontrol i et samfund, der lever i illusionen om, at det meste kan kontrolleres.
Og med “det meste” mener jeg naturen af det, som er.

Afgrænsning og sprog

Identitet er måden, vi afgrænser på, uanset om det handler om at identificere et glas fra en kop eller Pia fra Poul. Det er vældigt nyttigt, hvis vi skal kommunikere med hinanden og skabe mening igennem sprog.
Hvis et menneske kommer hen til mig, og jeg spørger: “Hvem er du?” Og vedkommende svarer: “Det må du selv om. Jeg kan være hvad og hvem som helst,” så vil samtalen blive svær.

Identitet som fingerpeg

Det handler ikke om, at du og jeg er vores identitet. Tværtimod. Det, vi kalder for “dig” og “mig”, og som vi tillægger forskellige identiteter gennem de historier, vi fortæller om hinanden og os selv, fungerer udelukkende som fingre, der peger på noget andet end sig selv.
At forveksle en beskrivelse med det, den beskriver, svarer til at tisse op ad skiltet, hvor der står “Toilet”, frem for at åbne døren og gå ind for at se, om der skulle være et rigtigt toilet bagved.

Menukortet som vejviser

Det kan også sammenlignes med at klippe billedet af en portion spaghetti ud af menukortet for at putte det i munden og tygge det, frem for at vente på, at en rigtig portion spaghetti bliver serveret efter bestillingen.
Menukortet er særdeles nyttigt som vejviser eller invitation. Det kan imidlertid på ingen måde erstatte det, som det inviterer til at bestille, kokkerere, servere og spise.

Det vi kalder for selv spejles i andre

Som jeg nævnte ovenfor, behøver selv de andre. Fortællingerne om de andre bliver helt afgørende for de fortællinger, som selv fortæller om sig selv. Selv ser sig selv i de andre, som er de spejle, der ikke skal spejle det, der er, men det, som selv ønsker at se. Viser spejlene noget andet, flytter selv sig væk for at finde nogle spejle, som det er mere behageligt at se sig selv i.

Selvet og forskelle

Den forbindelse er afgørende for, at selv kan skabe en forskel imellem det, som selv tror er sig selv, og det, som spejlet viser! Alle vores sanser er indrettet sådan, at de kun kan erkende forskelle. Når selv kigger i et spejl – uanset om det er et rigtigt spejl på væggen eller de spejle, som selv kalder “de andre” – så søger det forskelle.
Det handler ikke kun om at sanse forskelle, men også om at benævne dem, så de passer til historien om selv! De andre skal bruges som grundlag for, at selv kan vurdere sig selv som enten god nok eller ikke god nok.

Selvets stræben efter samhørighed

På den måde kan selv afgrænse sig i forhold til de andre og opleve sig som noget særligt. Som én, der ikke er som de andre, men alligevel ikke for forskellig fra dem, som selv gerne vil identificere sig sammen med.
Selv vil nemlig ikke være alene – det vil også gerne være en del af en gruppe.

Ligheder og forskelle

Selv søger både at spejle og at blive spejlet. Det, vi kalder “ligheder”, skabes også som forskelle. Blot forskelle, som vi i vores fortælling om selv ikke gør “særligt store eller relevante”.

Identitet gennem fortællinger

Kan du få øje på, at der ikke er nogen forskel på at definere en kop som en kop og et selv som et selv? Det sker igennem fortællinger, som vi overbeviser os selv om er sande, blandt andet ved at høre andre fortælle nogle, der ligner dem.

Kommunikation og selvfortælling

I et samfund, der lever af kommunikation, bliver det en kunst at opretholde og genfortælle de historier om sig selv, som er mest nyttige i forhold til det, vi gerne vil have. Selv bliver et middel til at stræbe, til ambition, til kontrol af både sig selv og de andre. I det perspektiv er “du”, “jeg”, “mig”, “dig”, “os” og “de andre” det samme.

Er det mig eller dig?

Når et menneske siger til mig: “Det handler ikke om dig! Det er noget i mig,” så siger vedkommende, at det handler om mig – og altså ikke om sig selv. Den sætning henvender sig til mig for, at personen kan skabe sig selv lige i dette øjeblik igennem den fortælling og kontekst.
Det eneste sted, du kan opfatte mig, er i dig. Alt, hvad du sanser, tænker, føler og bevæges af, sker i det, du opfatter som dig. Det sker, indtil du indser, at intet af det handler om dig eller mig – men om det.

At slippe fortællingen

Der er noget, jeg skal slippe, siger en til mig. Jeg svarer: “Der er ikke noget, du kan slippe, for der er ikke noget, du holder fast i.”
Det, du tror, du skal slippe, eksisterer udelukkende som en fortælling, du bliver ved med at fortælle næsten uden ophør. En fortælling, du automatisk genfortæller i situationer, hvor den på en eller anden måde kan hjælpe dig med at afgrænse dig i forhold til andre.
En fortælling, som er brugbar i et samfund, der lever af at vi adskiller os fra hinanden gennem fortællinger, og hvor vi erfarer, at de rigtige fortællinger er nødvendige i vores forsøg på at skabe illusioner om kontrol over alt det, som endnu ikke er sket, men helst skal ske, hvis vi skal føle os trygge.

Eksamen og fortællingen

Tænk bare på noget så enkelt som at gå til eksamen. Det handler om at kunne skabe en fortælling i lige præcis den form, som eksaminator og censor gerne vil høre, og på den måde kunne tilfredsstille sig selv med.
Præcis det samme gælder for enhver ansættelsessamtale eller ansøgning, som du skal lave i dit liv. Du skal både kunne skrive en tiltrækkende fortælling og øve dig i at fremføre den på en overbevisende måde. Du ansættes ikke på grund af det, du kan, men på om de mennesker, der skal give dig løn, på den ene side tror på dig og på den anden side kan lide sig selv i det, de mærker, ser, hører og læser.

Det autentiske jeg

Det hjælper ikke noget at spørge sig selv: “Hvem er så det virkelige jeg?” Fortællingen om det såkaldte “autentiske jeg” findes ikke, alene fordi det vil være en fortælling. Og som nævnt før: Fortællinger peger altid på noget andet end sig selv. Det er da ret uautentisk!

At opløse fortællingen om det vi kalder for selv

Nu kan det være spændende at spørge sig selv, om der findes øjeblikke, hvor alle disse fortællinger måske bare opløses for en stund? Hvornår ophører det tillærte behov for at definere os i forhold til andre?
Først og fremmest må det hænge sammen med, at vi i disse situationer ikke ønsker at få noget fra nogen.
Vi må også give afkald på enhver idé om, at vi kan kontrollere, hvad der sker.

Sammenhæng og kontrol

Det sidste er den største udfordring, da vi konstant bilder os ind, at der er en klar sammenhæng imellem det, vi gør, og det, der sker. Det er der også, når det system, vi betragter, er meget simpelt. Hvis jeg griber min tandbørste og tager fat i tandpastaen, fornemmer, at der stadigvæk er tandpasta i den, skruer låget af, lægger en fin stribe tandpasta ovenpå tandbørsten og fører den til min mund, så er der klar sammenhæng imellem det, jeg gør, og det, der sker. Vel at mærke, hvis jeg gør det omhyggeligt og opmærksomt.
Jeg har dog ofte tabt tandpastaen fra tandbørsten, inden den nåede min mund. Et par gange har jeg endda kommet noget andet end tandpasta på tandbørsten, for øjeblikkeligt at spytte det ud, når det ramte min tunge.

Skyld og kontrol

I begge eksempler har jeg øjeblikkeligt og helt automatisk gjort det til min skyld, at det skete. Det er sådan, skyld skabes i vores samfund: Ved at konstruere en fortælling om, at vi som mennesker bør være i kontrol over det, vi gør, og den effekt det har på os selv og andre.
Det er også baggrunden for, at ingen af os vil have skyld for noget. Husk, at fortællingen om selv handler om at forhindre det, vi ikke vil have, og fremme det, vi gerne vil have. Når det ikke lykkes, vil det komme til at handle om, at dette selv ikke er godt nok til at løse opgaven.
Hvis ikke der var en sammenhæng imellem det, jeg gjorde, og det, der skete – eller hvis der i det mindste ikke troværdigt kunne konstitueres en sådan sammenhæng – så kan jeg ikke tildeles skyld og dermed heller ikke straffes.

Intimitet, fællesskab og elskov

Når Tilopa bl.a. siger til Naropa i sin vidunderlige sang om Mahamudra:

Det tomme har ikke brug for støtter

Mahamudra beror på intet,
 uden nogen form for anstrengelse,

Simpelthen kun idet du forbliver ubundet og naturlig,
 kan du bryde åget og nå befrielse.

Når du ikke længere ser i rum,

og da betragter dit eget sind med dit eget sind,
 forsvinder alle forskelle…

Så peger han på det, jeg beskriver ovenfor.

Kan det vi kalder for selv – mistes?

Hvordan kan det ske? Hvordan erfares det at “glemme” eller “ophøre” med at fortælle om sig selv og den anden? Kan vi miste “selv” – sådan at denne evige fortællestemme om mig og dig for en stund ophører?
Ja! Det kan ske, når vi ser, hvordan alt dette opstår. Når vi forstår naturen af denne konstante plapren, vurdering, kontrol og stræben. Når vi lader DET bevæge sig uden at stille MIG imellem – eller, som det ofte udtrykkes: “Hvad er der i det for mig?” eller “Hvad får jeg ud af det?”

Spontant ophør og afspænding

Det kan ikke ske igennem stræben efter det. Selvet stræber efter bekræftelse eller afkræftelse. Ophør opstår spontant. Det er som at orgasme – vil du den, er den lysår væk. Afspænding er nøglen – ikke som at blive slap, men som at bevæges “over midten”, som alt omkring os bevæges. Indtil der ikke længere opretholdes en skelnen imellem derude og herinde. Og så……!?

At elske hinsides form

Når vi ophører med at bruge hinanden til at bekræfte dette anstrengende selv, leder det til intimitet. Mere end intimitet – til spontan bevægelse.
Lad mig bare kalde det for at elske – som ikke er noget, nogen kan “gøre”, men som peger på at ophøre med at afgrænse. Og for at få øje på det, må vi opdage, hvordan vi gør det, imens vi gør det.
At elske er hinsides form. Vi kan kalde det bevægelse – ikke den bevægelse eller den! Bare bevægelse hinsides begyndelse og slutning.

Alt dette undersøges bedst sammen med andre <3