Hvad er det vigtigste, du har gjort i dit liv? Sådan et spørgsmål kan være spændende at stille.
Hvad kommer du til at tænke på?

At du fik børn?
At du mødte et bestemt menneske?

At du fik sagt fra overfor noget, som virkelig trykkede dig ned?

Det vigtigste i fortiden?

Jeg tænker at langt de fleste mennesker spontant vil søge ned i hukommelsen og panorere hen over de større begivenheder i livet i søgen på et svar

Meget få vil svare: “Det jeg gør lige nu og her i mødet med dig, og alt hvad der omgiver os!”

Det jeg kalder for “mit liv” – findes ikke som andet end en fortælling, der konstrueres til lejligheden. Vel at mærke på en sådan måde at den føles nyttig, i forhold til at begrunde, bekræfte eller betinge, hvordan jeg “føler mig”.

“Nåe ja det er også fordi!… Der ligger forklaringen på at ….!‟
„Hvis bare den orangefarvede præsident i Amerika med alle sine medløbere, ikke var der, så ville jeg have det meget bedre, og ikke spekulere så meget over en usikker fremtid!”

Der vigtigste er, hvordan jeg gør nu?

Nej. Det vigtigste jeg gør, hvis det da overhovedet kan/skal måles? Er:

Hvordan jeg gør lige nu!

Hvordan jeg tænker, bevæger mig, møder, lever, ser og sanser.
Sådan, som jeg gør det, er jeg!

Og ved du hvad?
Vi gør det, som vi har lært det, og som vi træner det hver eneste sekund!

Hvis jeg har øvet ufatteligt mange gange at søge forklaringerne på, hvordan jeg “har det”, i fortællinger fra en svunden tid. Måske med støtte og vejledning af velmenende terapeuter? Ja så er det måden, jeg skaber mit “selv” på.

Det behøver ingen i øvrigt en terapeut til. Vores kultur og omgang med hinanden, skal nok minde os om, at det er vores fortællinger om det “som skete”, der er årsagen til vores lidelse.

Det er det ikke! Lidelsen skabes i forsøget på at adskille os fra alt andet omkring os, og gøre livet til noget “der sker med mig”:

“Jeg er en mere eller mindre stakkels båd, der kastes rundt på livets ocean i alt slags vejr”

Nej det er jeg ikke. Jeg ER havet og blæsten, og solen og alle det som sker. Jeg findes ikke som noget der kan isoleres på puttes i en konceptuel kasse og form.

Jeg er noget som sker! Det sker ikke med mig! Jeg ER det..

Jeg er kontekst og fuldstændig uden egen-eksistens: Bevægelse, der bevæger bevægelse, der bevæger… Og det fucking vilde er: At blot en anden en anden måde at tække vejret på, en anden måde at reflektere på, en anden måde at berøre på.. skaber ny virkelighed.

Det vigtigste, jeg gør i mit liv – sker nu.

Jeg er:

Iagttagelsen af, hvordan det sker!
Ikke en „noget eller nogen, der iagttager det‟ men iagttagelsen selv – måden der bevæges på.

.. Og måden der iagttages på, forandrer i samme øjeblik dette “hvordan”..

Det er SÅ let at binde sig ind i en illusion om “at sidde fast” i en endeløs indøvet tankerække og rutinemæssige måder at relatere på. Det er bittersødt at være en stakkel, som kan pege ud og tænke: “Derfor! — Det er grunden til, at jeg nu…”


Ja du og jeg kan opfinde mange forklaringer, her og nu, som kan trække grænserne tydeligere op i det fængsel, vi selv sætter os i!

Hvis du vil øve at gøre noget andet?

F.eks. SE at det vi gerne kalder for omstændighederne og vores fortid – forandres ved måden, vi bevæger os på. Så kom og vær med!



Det er det “tantra” – som praksis -inviterer til. Og det er det samme som systemisk praksis og handlen også åbner for at se!

Det er krop! Det er bevægelse! Det er intellekt og måderne, vi sanser på!