Dialog af det græske: “Dia”- imellem eller igennem og “logos”, -ord. En dialog betegner en samtale imellem to eller flere.

Ofte misforstås det som at “Dia” henviser til “to”. I så fald ville det hedde “duo-log”.

Jeg inviterer gerne til dialog. Til at bevæge hinanden og os selv igennem ord.
For mange mennesker synes det at være svært. Det svære opstår, i det øjeblik vil søger efter noget bestemt, eller samtaler for at gøre noget “sandt”.

Når du og jeg siger noget, så siger vi vores mening om et emne. Hvad der måske er mindre tydeligt er, at denne holdning er et udtryk for “hvordan vi ser på noget” – og dermed også et udtryk for, hvordan vi skaber os selv lige i dette øjeblik igennem iagttagelse og samtale.

Ord er ikke det, de nævner. Det ville være magisk, hvis jeg kunne sige “penge”! Og bum så var der penge. På den måde peger de på, noget andet end sig selv. Vi åbenbarer os selv igennem dem. Skaber fortællingen om vores “selv”. Giver dette “selv” et udtryk i mødet igennem samtale.

Jeg ser det som en kunst at samtale, bevæge og bevæges.
Det fungerer som at danse med hinanden.

Dialog som handler om magt?

At danse med nogen, kan nogle gange føles som at blive bevæget med magt. Der er ambition bag bevægelserne. Sådan kan en samtale også få udtryk af at være et spil magt. At den ene vil have ret over den anden. Det sker netop, hvor der kæmpes om hvad der er sandt eller forkert.

Et menneske, der er ubevidst om, hvordan dette selv skabes, vil tage det personligt ikke at få “denne ret”. Forskellige meninger eller holdninger opfattes som et angreb på “sig selv”.

I de tilfælde forvandler det at samtale sig til at angribe og forsvare.

At elske med ord?

Hvis vi derimod kan bevæge os i at samtale, uden at søge bekræftelse på vores spørgsmål eller meninger? Altså uden at bruge den anden til at bekræfte os selv. Så kan alt, hvad der siges og eksemplificeres stå som muligheder, der inviterer til at se vores selv i stadig nye perspektiver.

Der forsvinder ønsket om magt og at bestemme. Hvis det erkendes, at intet sandt kan SIGES om det, som er, men blot erkendes ved at se og se, at også vi selv derved ses? .. Da kan det at samtale blive som at danse frit med hinanden i lyst.

Det kan være som at elske, berøre, lege og lære igennem ord.

“Hvilken kjole synes du jeg skal tage på?” spørger hun ham, og viser sig.
“Den sorte” svarer han.

Da kun kommer tilbage, har hun taget den røde på.

“Hvorfor spurgte du mig, når du alligevel ikke hører på det, jeg siger?” udbryder han.
“Jeg ville gerne høre din mening, den er vigtig for mig!” Svarer hun…

… Det forstår han ikke, idet det at spørge vel må betyde, at svaret tillægges magt?
Nej!

Ved at svare, når vi spørges, viser vi os for hinanden, som vi udtrykker os lige nu. At lade sig se på den måde, er sårbart.

Den, der ser dialog som et spil om at bestemme, har endnu ikke forstået, hvad det betyder at anerkende…

Jiddu Krishnamurti pegede på- og viste om nogen dialogens vigtighed i den fælles undersøgelse.

Kom og vær med på vores skønne sommercamp 22.
Med dans, dialog, berøring og dejlige møder…