Vil du af med din lidelse? De færreste mennesker kan lide at læse om lidelse generelt? Anderledes forholder det sig med “egen lidelse”? Alene det forhold, at antallet af terapeutiske uddannelser og deraf følgende terapeuter og tilbud til mennesker som bøvler med det ene eller det andet vokser, vidner om det?

Der er penge i din lidelse!

Der er penge i din lidelse.

Det ved ikke bare medicinalindustrien, men også de som tilrettelægger uddannelser for behandlere og terapeuter.

Både yoga og tantra i de moderne versioner synes ikke at være en undtagelse herfra? Det er for mig ganske forunderligt, idet de begge udspringer af traditioner, der i højere grad inviterer til en praksis for “det sunde liv” frem for at behandle din lidelse.

Det sunde eller det syge?

Ayurveda som har flere tusinde år på bagen, fungerer også som en praksis med afsæt i det der kan kaldes for “Salutogenese”. Et begreb som i 1970érne blev udviklet af Aaron Antonovsky (1923-1994), en amerikansk-israelsk medicinsk sociolog. Han beskriver ‘sundhedsudvikling’ som en proces, hvor kilderne til sundhed skal udforskes og anvendes.

Begrebet ‘salutogenese’ kommer fra det latinske “salus”: “sundhed” og det græske: “genesis” – “oprindelse”

Overfor det står ‘Patogenese’, som peger på det “syges” oprindelse. Det vil sige: “At tage afsæt i den konkrete lidelse, som den kommer til udtryk i krop og sind.

De fleste mennesker, som oplever lidelse, vil gerne “af med den”.

I takt med at der løbende opfindes nye diagnoser vokser derfor antallet af muligheder for at tilbyde behandlinger for det ene eller få det andet. Det gælder for såvel industrielle producenter af medicin og for de, som tilbyder behandlinger og terapier af enhver art.

Kom til os, synger de i kor: “Vi kan hjælpe dig af med din lidelse“!

Vil en Tantra hjælpe dig af med din lidelse?

Udtrykker en tantra så en invitation til at blive fri for din lidelse?
Er den at se som et behandlingstilbud?
Giver det mening at sætte den ind i en terapeutisk kontekst?

Nogle vil sige, at det vel ikke er så vigtige spørgsmål, hvis “bare det virker” . Med “virker” tænker de nok på ,“at oplevelsen af lidelse forsvinder”?

Der har bredt sig en opfattelse af, at hvis noget gør ondt så skal det gå væk!
Lever vi et samfund hvor smerte er uønsket?

At dømme efter mængden af smertestillende og beroligende medicin, som sælges, forholder det sig nok sådan?

Smertesansen den vigtigste af dem alle?

Smertesansen er måske den allervigtigste af vores sanser? Om jeg ellers kan måle sanserne individuelt efter deres vigtighed?

En af virkningerne ved spedalskhed er at fornemmelsen for smerte forsvinder i de områder af kroppen, der inficeres. Det fører til, at patienterne ikke opdager når han eller hun skærer sig eller kommer til skade. I princippet kan de skære en finger af sammen med grøntsagerne, og opdager det først når skærebrættet bliver blodigt.

Min smertesans er simpelthen det, der gør, at jeg flytter mig og bevæger mig på en sådan måde, at jeg ikke kommer til skade! I forhold til at overleve vil den være den mest kritiske at miste af mine sanser!

Smerte betyder: Flyt dig!
Når smerten bedøves så meget, at vi nærmest ikke kan mærke den, så vil vi muligvis blive ved med at gøre noget som ikke er godt og sundt for os?

På den måde tjener smertesansen også som en særdeles vigtigt sans i forhold til at lære. Børn skal slå sig for på den måde at lære at bevæge sig sikkert i forskellige omgivelser.

Ikke “din lidelse”, men lidelsens natur?

Når en tantra inviterer til at se på lidelse, så handler det ikke om sygdom og at have ondt i psyken. En tantra undersøger lidelsens natur som sådan?

En tantra, vil pege på at lidelse er, AT vi ikke ser: At det, som er, ikke kan være sådan, som det fremtræder for os.

Altså at det, jeg kalder “min oplevelse af verden”, ikke er verden, som den er!

…Men i stedet: “Det, jeg gør til mig” ..

En anden måde at beskrive det på ville være: At jeg betinger mig af mine oplevelser, og på den måde er ude af stand til at erfare, “det som er.”

Med “det, som er” peges der på det, “der har eksistens i sig selv”, og ikke betinges af noget andet?… f.eks. af “det eller den, som iagttager?”

Medfølelse

“Medfølelse” forstås typisk i Vesten som noget varmt og følelsesbetonet, der associeres med “hjerte, medlidenhed og et ønske om at at “være god og indfølende”.

I en tantra ses medfølelse som indsigt. Den kan beskrives som “nøgtern og klar”. En erkendelse af at adskillelsen i “dig og mig” eller “mig og det” er illusorisk i sin natur.

Et udtryk for denne medfølelse er for eksempel ikke at stræbe efter at opfylde sin næstes ønsker, forventninger og længsler, men at se igennem lidelsens natur og handle i overensstemmelse med det.

Nāgārjuna viser i Mūlamadhyamakakārikā, hvordan det vi almindeligvis forstår som “lidelse”, ikke kan adskilles fra “den lidende”. Dvs at såvel “den lidende” og “dennes lidelse” ingen eksistens har i sig selv, men opstår illusorisk og betinget.

At ville komme af med “sin lidelse” vil således være ensbetydende med også at “miste sig selv “som dette “selv” fremtræder illusorisk adskilt fra det, som ellers er.

En Tantra inviterer ikke til “personlig udvikling”

En sådan tilgang til lidelse står i diametralt kontrast til psykoterapeuternes tilbud om “personlig udvikling”. En tantra inviterer til det, jeg med et blink i øjet vil kalde for “personlig afvikling”.

Hvad er tilbage når personlighed er afviklet?….: Bevidst opmærksom kontakt til det, som er. Det siger næsten sig selv, at det ligger uden for beskrivelse og oplevelse.

I nogle sammenhænge bruges ordet transcenderende om det. Det betyder ikke som det så ofte er tilfældet i den vestlige nye tantra: at noget transformeres.
Den ,som ikke føler sig rigtig nok som Person, vil gerne transformeres til en anden og “bedre” Person. Det er imidlertid ikke invitationen i en tantra!

Transformation måles med brug af en målestok. Transformationer betinges af det, der var før, og det der er nu.
Altså af “tid” og “form”.

At SE er hinsides tid og form.
Om det anvender jeg gerne ordene: at “anerkende”.

Kan det at mødes i kontakt være en “oplevelse”?

Selvom nogen måske ville tage mig det ilde op, at jeg skriver det? Så vil et kursus, der påberåber sig forbindelse til klassiske tantras, på ingen måde kunne handle om at tilbyde deltagerne “oplevelser”.

Det kan være hyggeligt nok at gå i teateret eller i Tivoli – til cabaret eller koncert og vel også til noget, som kaldes for et tantrakursus? Oplevelsesøkonomien bugner af tilbud om underholdning.
Ja på den måde har behandlingsindustrien og underholdningsbranchen nok ikke noget at lade hinanden komme efter?

Jeg har simpelthen aldrig kunne forstå, at det at mødes i kontakt til det, som er, kan gøres til hverken terapi, behandling, en oplevelse eller -underholdning?

Hvis kontakt først er erfaret, erkendes det, at der i kontakten ikke længere nogen, der kan opleve?
Der er ikke længere nogen, der bruger “den anden” til at skabe sig selv?

Terapeuten betinges af den, der søger terapi.
Den, der vil være lærer, betinges af de, som gøres til elever.
Behandleren betinges af- og betinger den, der behandles.
Ham eller hende, der vil underholde med “tantriske oplevelser” betinges af den, der lader sig underholde.

I dem alle er afstanden ønsket. Dvs. illusionen om afstand som opretholdes igennem ambition og kontrol. F.eks også som det kan komme til udtryk igennem såkaldte “etiske regler”.

Kan det være sådan, når vi elsker? … At vi skaber en ønsket afstand, for at bruge hinanden til noget?

– altså når vi ELSKER – og ikke bare “dyrker sex” eller “-tantras**”, som nogen også kalder det?

Hvis du vil undersøge dette sammen med andre, og måske få øje på en anden måde at mødes på, end igennem en professionel distance? Så kan det være at systemisk cupisofi og elskovskunst er noget for dig?