“Direkte erkendelse” synes at være et fællestræk i mange af de klassiske Tantras.

To mestre: Dōgen og Nāgārjuna som grundlagde to skoler indenfor Buddhismen, inviterer til “at se naturen af det, som er” i umiddelbar, direkte erfaring som praksis.

Med “praksis” mener de ikke: “En praksis der skal føre til noget.
De peger på praksis som: Kontinuerligt AT SE i direkte erkendelse og fri for de begrænsninger, som sprog og konceptuel tænkning skaber.

Se hvad?

At alle fænomener er “tomme” dvs. ingen iboende natur eller egen-eksistens har.

Deres invitationer rummer det paradoks, præcis som denne korte artikel gør det, at invitationerne til “direkte erkendelse”, præsenteres igennem tale og tekst. En tekst, som umiddelbart “peger” på noget andet, end den selv er…

“Se ikke på mig … se det, jeg peger på og undersøg det!” … Siger den.
…….

Direkte erkendelse er ordløs

Direkte erkendelse er ordløs..

Ordene tjener til at afgrænse mig ved at skabe “dig”, som noget jeg kan have, få, afvise, udgrænse etc.. forelske mig i.. etc.. og dermed adskilt fra mig.

Det er sådan afgrænsning virker… Egocentrisk.
Egoisme… som National-isme.
Egoistisk som Nationalistisk..

Det gør det ikke bedre at se på en social-isme…
Den gør blot den sociale gruppe til enheden, der afgrænses.
Deraf f.eks. også “National-socialisme”.

Når det erkendes, at jeg ikke er adskilt fra “mine omgivelser”, men ER dem.
Så fører det til: At jeg passer på “mig”, når jeg passer på “dig” og “dem”.

At alle levende væsener- ja alt, jeg møder, er omfattet af det, jeg kalder for “mig”. Måden jeg møder “dem” på, bliver til måden “jeg møder mig” på.

Mister jeg en god ven.. så

Det er meget let at få øje på, at det forholder sig sådan.

Den ambitiøse far, vil hurtigt også blive ambitiøs på “sine børns vegne”.

Hvis et barn ikke har det godt, så har moren eller faren det heller ikke godt.

Når hunden, hesten eller katten er syge, så føler vi os syge…

Mister jeg en god ven, så sanses det som noget, der påvirker hele min integritet.

Tiltrække og frastøde – i den direkte erkendelse

Noget vil føles som “nært” og andet som “fjernt”.
Noget som umiddelbart tiltrækkende. Andet som umiddelbart afvisende.

Sådan virker naturen af det, som er.
Ved at åbne og lukke,
tiltrække og frastøde.

Ikke som forskellige “bevægelser”, men som “naturen af bevægelse”.

Der kan ikke lukkes uden at åbnes, og det ses kun af den, som ser.

Vil nogen æde- eller skade mig – søger jeg distance.
Vil nogen have noget fra mig – gør jeg det samme.

Det tiltrækkende inviterer af sig selv.
Invitationer åbner, og festen kan binde.

Det gør de fester, som skabes for at bekræfte værterne og gæsterne i, at de er noget særligt.

Og uanset:
Om det vil æde mig, skade mig, invitere og/eller binde .. Det hele er mig.
Det “sker bare”…

Konkurrenterne er også “mig”

Floraen i mit tarmsystem er også mig. Hvis den ikke passes og plejes med omsorg, har jeg det ikke godt.

Min bolig er mig, mit tøj er mig, mit arbejde og mine kollegaer.
Måden, jeg tænker på, er mig. Også når jeg tænker og taler om dig og “det”

Det forunderlige er, at hvis jeg skaber “konkurrenter”, så vil de også være mig.

Konkurrenter kappes om de samme ressourcer. Hvis, de er knappe, vil det føre til konflikt. Når jeg ser, at “mine ressourcer” også er mig, så kan jeg i stedet tilpasse mig ved at udvide det, der er ressourcer for mig – og dermed erkendelsen af det, som mig..

Hvad, der er frit, vil ikke bindes.

Tager jeg dig spontant i hånden, når vi går sammen på stranden, så er det dig i mig, jeg anerkender og ser.

Ser jeg imidlertid din hånd som noget andet end mig, vil det, at invitere dig til at holde mig i hånden, virke som at “gribe efter dig” og for at binde “det sammen”, som ellers ses som adskilt.

Hvis det er det sidste, som sker, vil du måske mærke at du binder dig og hende, når du slipper hånden igen?
Tænker du så: “Hvad tænker hun nu, ved at jeg slipper hendes hånd?”

Lader jeg Gandalf den hvide Schæfer møde mig, eller vil jeg “have fat i ham”?
Sanser jeg mig i ham, og han i mig?

Hvad, der er frit, vil ikke bindes…
Frit kan det, som afgrænses, ikke være!

Hvor ofte erkendes det frie ikke først, når det bindes?
Og SE: Vi lærer og opdrages til, at det bundne er “trygt”.

I direkte erkendelse ophører stræben

Ser vi, at vi er “det samme”, ophører enhver stræben efter at binde “nogen” eller “noget” tættere til sig.
Vi er allerede et. Det rækker at erkende det og handle i den erkendelse.

Hvis du er lige så meget “mig”, som ”mine ben” er det, så kan jeg praktisere at bevæge mig med dig på samme måde, som jeg kan øve bevægelseskompetence med “mine ben”.

… Og jeg “har” ingen ben, ligesom jeg ikke “har” dig.
Jeg er det hele.
Når “jeg” bevæger “mig” bevæger jeg det hele… også dig og det, som ellers er.

Når det “hele” bevæges – bevæges altså også “alt i mig”.

Hvordan bevæges?
Det kan jeg øve og undersøge… Og den praksis omfatter også dette “alt”.

“Tænker du på mig?”

“Tænker du på mig?” siger han eller hun.. og afgrænser sig og den i den sætning.

Jeg er dig.
Jeg tænker heller ikke på min næse eller på mine ører, med mindre de klør, berøres kærligt, for hårdt, eller forstyrres på en anden måde.

Spørgsmålet binder – Dvs det “afgrænser”.
Det er bindingens natur: At afgrænse – at forbinde og afvise.

At anerkende

SØGER “jeg” så “dig i mig”?

Eller ser jeg, at du er der i det øjeblik, jeg ser dig i mig og mig i dig?

SE! Det samler sig om “at se”: At anerkende

…

Hvis du vil være med til at undersøge dette… så kom
Kan du se, hvordan direkte erkendelse kan praktiseres i møder hud mod hud i bevægelse med “dig i mig, og mig i dig”?