Dør seksualiteten, når vi analyserer den? Hvad sker der, når seksualitet gøres til noget, vi vil føre en terapeutisk samtale om?

Her tænker jeg ikke på samtaler som følge af overgreb, vold, misbrug etc., men samtaler om den seksualitet, vi lever med hinanden og alene?

At elske med hinanden vil jeg beskrive som en måde at mødes på. Det gælder, om det er i en kropslig sanselig dialog, hvor vi rører fysisk ved hinanden uden at sige noget, eller i samtale hvor vi bevæger hinanden igennem ord og de forestillinger, følelser og emotioner, de inviterer til?

At tale om sex, og hvad der er godt eller skidt ved den, eller om måden vi gør det på? Svarer til at ville snakke om hvordan vi ellers kommunikerer.
Det kan være rigtigt spændende, og vil sådan en samtale skulle have terapeutisk karakter?

Tænk hvis jeg opsøgte en terapeut, fordi jeg oplevede et problem i forhold til: At jeg ikke synes, at jeg ler nok af min partners vittigheder, når vi snakker sammen? Eller at han/hun ikke synes det?

Terapeuten ville måske sammen med mig så spørge til, hvad det er, jeg synes, gør en vittighed sjov? Hvordan den skal fortælles for at falde i min smag, og for at jeg ler mest muligt af den?

At høre en vittighed fortalt godt, kan måske få os til at le hjerteligt?
At tale om den er sjældent særligt morsomt.
Skal den forklares, er den død som en druknet mus!

Dør seksualiteten når den gøres til noget klinisk?

På samme måde ser jeg på Seksualitet. Dør seksualiten ikke, når den gøres klinisk?

Kan vi invitere hinanden ind i en anden seksualitet uden selv at udstråle seksualitet og seksuel lyst og mødes der?

Analytikeren vil næppe le ad komikeren, som hun har analyseret? Komikeren vil bestemt heller ikke finde det morsomt at få det sjove i sig undersøgt?
..Jo måske bagefter ved at få øje på det absurde i det?
Så kan det måske bruges i en Sketch?

To humoristiske mennesker vil imidlertid kunne lære meget af hinanden ved at fortælle og le sammen. De ville måske ende med at hulke af grin, og finde på den ene vilde variation over et emne eller situation efter den anden?

Sex er ganske enkelt uordentligt.
Sex i akademisk indpakning er lysår fra at være sexet…
Kan det tænkes at seksualiteten dør, når vi begynder at analysere den?

Har problemer med sex – noget med seksualitet at gøre?

Måske har “problemer med sex” meget sjældent med sex at gøre?

De handler i stedet om nærhed? F.eks. Om vi evner at være nære og intime.. Med krop, hud, intellekt, følelser, emotioner og alle sanser – uden at mødes i den såkaldte “professionelle distance”?

Eller for den sags skyld:

I det forbehold, som de fleste par mødes i:

“At vores forhold er betinget af regelmæssig sex udelukkende med hinanden, og at vi begge to kan lide det samme”. …

Hvordan i alverden kan vi erfare elskov og kærlighed, når vores møder er betingede på den måde? Af en præmis som strider imod al natur i os? En forventning og fordring som i længden driver al kontakt til frihed og spontan lyst ud!

Mødes vi i det det forbehold at:

“Vores forhold er betinget af regelmæssig sex udelukkende med hinanden, og at vi begge to kan lide det samme”. …

At mødes i intimitet, betyder at tage hinanden ind i os fysisk, emotionelt, sanseligt, intellektuelt og følsomt. Vi bevæges både udefra og indefra sammen.

Det er umådeligt sårbart og blufærdigt.

Dør seksualiteten når vi vil forstå den?

Der findes intet “sprog” for intimitet eller det at elske.
Sprog skaber forståelse ved at tillægge noget betydning. Det er sprogets ønskede funktion at adskille ved netop at binde sådan.

“At elske” skal ikke forstås – det leves!
Hvordan, vi elsker, udtrykkes igennem måden, vi ser på..
Måden vi møder og bevæger os med hinanden på.

Det er ikke sådan, at der findes en “rigtig” eller “forkert” måde. Det er netop pointen!
Rigtigt og forkert, vil være udtryk for bedømmelse og vurdering.

At erkende er hinsides måling.

Hvis et menneske vil forklare, hvordan det sker, at jeg ler og føler mig glad? f.eks. Ved at gennemgå teorien om mit nervesystem. Så kan det muligvis være intellektuelt interessant …

På samme vis vil det forholde sig med seksualitet, sanselighed, elskov og berøring. Det er fantastisk at sætte sig ind i ny forskning.

Det gør mig blot ikke mere modtagelig for at se livet, det levende og alt det skøre, vi kan have for, igennem lattermilde og glade øjne i bevidst opmærksom kontakt til lyst og boblende livskraft i mig

Hvad mon virker – At øve med nogen, som gør noget andet?

Hvad virker så?

Jeg vil beskrive det som: At lære ved at gøre det

Vi kan øve os i at møde hinanden i bevidst kontakt.
At relatere med mennesker og dyr sådan at vi åbner os for hinandens invitationer, kan også læres.

Kunsten at relatere ser jeg som en kompetence.

Den udvikles ved at bevæge sig i et autentisk læringsmiljø.
Det gør kunst og håndværk.

Det er analogt til at lære at slås. Vil du det, så må du slås. Træne med nogen som er bedre end dig. Øve, øve og øve med forskellige.

Det levende er uforudsigeligt, altså må jeg afprøve, det jeg mener at have lært i det.

Vil du lære at elske i praksis?
Så elsk med nogle, som har øvet det længere end dig og måske noget helt andet, end det du kender ?!

Ja det er ganske uordentligt.. og i den grad seksuelt.

…
Et udviklingsfællesskab om elskovskunst

(Læs evt om: relaesthetic)