Hvordan bærer du dig ad med at se et andet menneske? Ja ikke bare det, men at erkende alt det, du gør?

Før det første skelner du!
“At skelne” er bevægelse.

Hvis du kan se en edderkop på væggen, så bevæger du dine øjne fra det, du kalder “væg” frem og tilbage over det, du kalder for “en edderkop”. Navnene har du lært. Også ved at skelne
I samme sekund skelner du også imellem “dig”, væggen og edderkoppen. Det har du også lært!

Som nysgerrig baby ville du simpelthen putte den i munden, som noget, der også er dig.

Din evne til at bevæge dig er begrænset af hvad, hvordan, og hvor nuanceret du kan sanse hvad? Naturligvis også til din motorik og fysiologi i det hele taget.

Alt, hvad der er, “består” helt basalt set af bevægelse. Nogle kalder det for “vibration”, der måske kan beskrives som “rytmisk gentagen bevægelse”. Det går så hurtigt, at vi fysiologisk ikke kan følge med – dvs. bevæge os i samme hastighed. Vi sanser det som om, at det er “fast”.

Hvis bevægelse, mødes af bevægelse, så opstår der resonans. Det er, som hvis to forskellige instrumenter spiller sammen, så er tonerne der høres væsentligt forskellige fra dem, når de spilles hver for sig.

DU er ikke overfor mig

Hvis vi udvider dette til at gælde hele universet på alle niveauer, så bliver det klart at det er fuldstændigt umuligt at adskille bevægelse “fra hinanden?” Der ER ikke noget “hinanden”- blot skelnen. Uforudsigeligt og kontinuerligt anderledes. Dvs. bevægelse er bevægelse , ikke “den bevægelse” og “den anden bevægelse”.

For at det skal ses som “anderledes”, skal der skelnes på en særlig måde! Det sker ved at “markere”, isolere eller gøre som om, at det vi ser, er noget fast. Noget vi genkender, simpelthen fordi det er nyttigt for os, at gøre det. Til det har vi mennesker opfundet sproget.

“Der står en kvinde!” siger vi, og isolerer hende med måden vi sanser på – altså skelner og bevæger os på, når vi opfatter “hende”.

Vi markerer “hende” ganske enkelt som “noget andet end os”, og al den anden bevægelse, vi bevæger og bevæges af.

Er du med endnu?

Det er ikke let at “forstå”..

På den måde kommer vi til at markere både hende og os selv i forhold til hende ved at adskille os, ikke bare fra det, der kunne skelnes, men også fra “det som skelner” – det har vi et navn for: MIG SELV.

“Jeg ser det selv!” – “Jeg kan selv”!
Vi har opfundet utallige måder at adskille og dermed skabe en illusion om, at vi hver især er anderledes end alt det andet. At vi er noget afgrænset, der ser noget andet, der er afgrænset.

Selv når vi ikke KAN afgrænse det: F.eks. når vi mærker den voldsomme bevægelse af det, vi kalder for “vinden” mod vores kroppe. Siger vi: “Vinden er godt nok frisk i dag”. Bum så har fuldstændig afspændt bevægelse fået en “hård” form, og vi afgrænser os fra “den”.

De færreste opdager, at “vindes kraft” KUN sanses, når vi stiller os imod den, eller vi bevæges ind i “noget andet” af “den”?

“Det var vinden, siger vi”
“Næh -det var MIG SELV”



Vi kan virkelig mærke “os selv” i mødet med “vinden”, som vi afgrænser os fra.

Når jeg skriver dette, så inviterer jeg til at se, hvad de klassiske Tantra f.eks. har til fælles med Kvantefysikken:



At det er, når der måles, vurderes, markeres og bedømmes, at vi skaber illusionen om adskillelse fra det som gør. Det er sådan illusionen om MIG overfor dig kommer til at se fuldstændig virkelig ud for os.

Vi overhører, at alt hvad du gør, bevæger mig spontant – Dvs. skaber mig som en afgrænset FORM overfor eller imod dig. Med mindre at jeg opdager, at det simpelthen ikke kan være sådan. Vi opstår i bevægelse – ALDRIG “den samme” – det kan “bevægelse ikke være”.

Jeg og du er noget, der sker, og det ene kan ikke adskilles fra hinanden. Vi kan ikke adskilles i dele, hverken overfor sig eller sammen. VI er bevægelse der sker…

Og det kan ses!

Hvordan?
Det er den helt grundliggende invitation i de klassiske Tantras.



ALT, hvad der sælges som behandling, selvudvikling, gode oplevelser for dig! … Har ikke den mindste sammenhæng til disse klassiske tantras.



De skaber illusioner om virkeligheder, der opstår ved at vurdere og bedømme, “det hele” og hinanden” og leder til mere afgrænsning og ambition om at være noget særligt, som vil have noget fra andre.

De søger at sætte intimitet og integritet i FORM – stræber efter afstanden, igennem forbehold i måden, vi “skaber kontakt” på.

Tænk bare på en kat! … Den kan om nogen igennem sin spontane afspændte bevægelighed bevæge sig trygt og kompetent. Vel at mærke i direkte sanset erkendelse af, hvad der sker og hvordan!

Der skal mod til at droppe ideerne om at skulle “holde sammen på sig selv” og i stedet undersøge “hvordan det sker, som sker”? – som en direkte iagttagelse – altså bevægelse.

Det fantastiske er, at når det ses… så ophører angst, og dermed og behovet for “mod”. <3

Vil du være med?