Hvad er du og jeg?

Når nogen spørger mig, hvad “tantra” betyder, så svarer jeg gerne: “En tantra er navnet på en tekst, der inviterer til at iagttage naturen af det, som er”.

I den beskrivelse bliver det indlysende, at “Tantra” er et kategoribegreb. Der kan potentielt være mange forskellige invitationer til at iagttage?

Det helt store spørgsmål der rejser sig, når vi ønsker at iagttage naturen af det, som er, bliver “om det da overhovedet er svært?”

Er det ikke det, vi gør hele tiden?

Nej siger så disse “tantras”: Det er netop ikke det, vi gør! .. Og forstsætter:

Det synes at være sådan: At vi iagttager Naturen, som VI er, og ikke som DEN eller DET er? 
Og det inviterer os til at lide.

Det svarer til at gå rundt med et spejl tæt foran ansigtet, og forsøge at orientere os i en foranderlig verden, ved at være optaget af at se på os selv.

Forestil dig at køre i bil og have udskiftet forruden med et spejl, du ser dig selv i. Det vil give mange skrammer!

Hvem vil ikke gerne undgå dem? I stedet for at komme i tanke om, at det hele ikke handler om at se på sig selv, så lytter du til hende, som kører ved siden af dig. Hun har fundet ud af, at mange mennesker helst vil undgå de smertelige stød, og derfor er villige til at lytte til- og betale for- gode råd.
Han/hun med de gode råd ser godt nok også ind i et spejl, og lader naturligvis være med at fortælle det. Det ville ødelægge en god forretning.

….

Hvordan gøres spejlet gennemsigtigt?

Kan vi da ikke bare være, som vi er, uden at stille spørgsmål til eller ved det?
Jo – jeg formoder at de fleste dyr lever sådan? Og nogle organismer når tilsyneladende en sådan kompleksitet, at de udvikler bevidsthed om et “selv”?

Til den kategori hører også mennesket.
Med dette selv følger også en adfærd med en intention om selvbestemmelse. At se sig selv som et individ I verden. Som noget der tilsyneladende både er adskilt og “med i det hele”.

Når vi vil bestemme selv, så opstår behovet for at føle sig i kontrol. Når det så alligevel ikke lykkes, hvad det generelt nok aldrig reelt gør, så føler vi smerte. Dette “selv” bliver til lidelse. Angst for ikke at kunne være i kontrol. Angst for at ophøre med at være “selv” igen, hvilket jo ufravigeligt sker, når vi hver især dør!

Hvor, der er angst for at dø, vil der også opstå angst for at leve fuldt og helt. At leve betyder “at fødes og dø”. Det er den kontinuerlige bevægelse, som finder sted i vores krop og sind hvert eneste øjeblik. Vi fornyes og forandres kontinuerligt – og måske reelt set hinsides enhver kontrol?

Hvordan forliges du og jeg med det?
Det er det, som “tantra” oprindeligt inviterede til – før New Age bølgen tog betegnelsen på hæftede den på “spirituel underholdning” i markedet for “selvcentreret selvudvikling” 😉 ..

….

Hvad er du og jeg?

Det spørgsmål er på mange måder fundamentalt i Tantra. Måske nærmere som: “Hvordan opstår du og jeg?”…. ET “Jeg”?

Det er måske også det helt centrale filosofiske spørgsmål, som har rumsteret igennem menneskehedens historie?

Formatet på en artikel i en blog som denne sætter begrænsning på omfanget af tekst. Jeg har derfor blot samlet nogle få synspunkter og refleksioner på det spørgsmål.

Hvad siger du selv?
Hvem er du og jeg?

Når du læser der spørgsmål, så vil du måske tænke på alle de erfaringer og oplevelser, du har haft igennem livet? Du vil beskrive hvilken familie, du kommer fra, hvad du har lært, kan og måske ved?

Måske vi du gå videre og fortælle om det, du godt kan lide, hvad du laver, dine interesser og hvordan du “har det for tiden”.. med andre ord præsenterer du dig med en historie.

Historien du fortæller, når du stilles det samme spørgsmål, vil du variere alt efter den sammenhæng du oplever, at du skal fortælle den i?

Du fortæller et til din “arbejdsgiver”, og noget helt andet i sengen med en måske-kommende-kæreste?

Måske er du så ikke den historie, du fortæller, men “en som fortæller historier”?
Du kan i hvert fald få øje på, at de historier, du fortæller, fortælles på mange mange forskellige måder af dig. De udbygges og meget udelades efterhånden, som tiden går. Du husker (eller mener at du husker) og du glemmer (mere end du tror).

Du kan fortælle om dine erfaringer, og vil bestemt ikke fortælle om alle dine erfaringer, og i hvert fald heller ikke til enhver!

Et historie-fortællende væsen?

Med andre ord. Du er et væsen, som tilpasser sine fortællinger til de omgivelser, de fortælles i.

Men… Du er vel meget mere end det?

Er du og jeg ikke også krop?
Altså noget som bevæger sig af sig selv – Dvs. ikke en maskine , men organisk kontinuerligt forandrende, sansende, tænkende og følende? Du spiser og skider, sveder og fryser, hopper og danser.. Du bevæger dig i verden, med “den” og andre kroppe… Andre som også kalder sig for “jeg”.

Ja ok.. de “hedder” så måske noget andet? Kalder sig Lise, Pia, Poul og Hans… og siger næsten alle: “JEG hedder…xxxx”

Når vi nu alle sammen gør det? Hvad er det så, vi har til fælles?
Vi taler f.eks. stort set alle sammen om det, “som er svært”… 😉

Hvad ER du og jeg så?

… En historie fortællende organisme, som fortæller, at det er svært?.. Og som nærmest hele tiden er optaget af at være nogen eller noget, som andre, der også kalder sig for “jeg”, godt kan lide?

DET er da spændende ikke?
Eller er det netop IKKE spændende?

Jeg hælder til det sidste.

Hvordan opstår alt det roderi med du og jeg??

Hvad, jeg derimod finder vanvittigt interessant, er, hvordan alt det roderi overhovedet opstår?
Hvordan opstår i dette tilsyneladende uforudsigelige univers … en lige så tilsyneladende “orden”, der eksisterer kort, for derefter igen at opløses i kaos og tilfældighed?

Noget som måske kan iagttage både “sig selv” og især alt det, som IKKE er selv, men som er den fuldkomne forudsætning for, at ethvert selv skabes?

Naturen af det som er!

Hofstadter, Engelsrud, Yuasa og Nagarjuna er navnene på tænkere, praktikere, og filosoffer, der som mange andre er kommet med særdeles praktiske forslag til, hvordan dette temporære foranderlige selv opstår.

De falder ind i en lang tradition og peger ind i at undersøge naturen af det, som er, igennem naturen af kroppen og sindets måde at virke på.

At få øje på: At det vi er, også ER Naturen af det, som er…

Det kan være svært at se, når vi har travlt med at ville være noget ANDET end det… Nemlig: “Selv at ville bestemme, hvem vi selv er, og vil være”…

Det er let at være sig selv, når man helst kun vil se sig selv.
Det er meget sværere, når det, vi møder konstant er, andre end os selv…

Hvis det, vi møder, altså ER andre end os selv… Kan vi mon møde andre uden at være bundet af vores selv-opfattelse?

Hvis du vil være med til det…?!
Ja så sker det bedst i et fællesskab, hvor du og jeg netop møder andre, end os selv.

Det er sjovt, det er spændende, det er svært, det er vildt, det er overraskende, det er lystent, det er sårbart og det er udfordrende. Ja det er særdeles levende at være med til!

….Og det kræver, at du både vil se som krop, sind, og bevægelse … Du finder ikke noget med: “At du skal ud af hovedet og ned i kroppen her” … Det hovedløse må du søge andre steder 😉 … det religiøse ligeså.