Ekstase og Tantra, hvordan hænger det sammen? Handler en Tantra om at opnå en eller anden “tilstand” eller ” at komme et sted hen”? 

For nylig førte jeg en kort dialog i en kommentartråd her på Facebook. Den handlede bl.a. om min holdning til en praksis, hvor nogen bringer en anden til en “tilstand” af ekstase. En ekstase af en sådan karakter at vedkommende bliver viljeløs og siger JA til noget, som hun ellers aldrig ville have gjort.

For mig er det lysende klart, at en sådan praksis er fuldstændig vanvittig.

 Både for den som lader sig invitere – og for den der giver invitationen.  Et menneske inviteres derhen, hvor det ikke spontant og impulsivt kan flytte sig væk, hvis hans/hendes integritet trues.

Det svarer til bevidst at tage en pille, der gør det samme. Pille-spiseren som et viljeløst offer for et potentielt overgreb?

Det at bedøve den naturlige flugtimpuls igennem en eller anden teknik eller et bedøvelsesmiddel,  gør det muligt at begå et sådant overgreb.

Fuldkommen vågenhed

Tantraens rod, stamme og krone kan sammenfattes til et ord: “Meditation”. Med det ord peger jeg på “vågen opmærksom iagttagelse”: At se det, som er – og ikke falde i søvn til drømmen om det der var, eller burde være.

Når der om meditation tales om at “blive stille” – så peges der på at afspænde.

Shunryu Suzuki – “den gamle Suzuki” – benytter billedet af en frø, der sidder helt ubevægelig og fuldstændigt vågen og opmærksom til at beskrive denne vågenhed.  Med en lynhurtigt smæld med sin tunge fanger den en flue, der flyver forbi. Den overraskes ikke af fluen. Hvor opmærksomhed og vågenhed råder overraskes ingen.

Rummet – der åbnes ved at afspænde i meditationen – og altså ikke ved at blive “slap” – udtrykker bevægelse over “midten”. Der hvor den største bevægelighed er mulig uden anstrengelse.

Meditation fungerer altså ikke som en “tilstand” – men som at lade rummet “i sig” udvides indtil der ikke længere opretholdes en adskillelse imellem “det, der er derinde” og “det, der er derude”.

En sund praksis med ekstase?

Jeg har før skrevet om, hvornår jeg finder en praksis sund eller ej.

Alt, hvad der kan have blot den mindste karakter af at fungere som et bedøvelsesmiddel, en rus, ekstase, “højere tilstande”, vil jeg holde mig langt fra. Til dette hører også invitationer  til at være “modtagende” og  “givende”. Hvor der udveksles “gaver” bindes der  i en forventning til “at tage pænt imod gaven”.

Hvad, der måtte handle om at overtage tro og overbevisninger, vil jeg også gå udenom. Det gælder også hvad angår at lade sig invitere ind i særlige stemninger eller fantastiske fortællinger.

Ja al praksis hvor den ene “holdes fast” eller “bindes”. Det er for mig uanset, om det er er mentalt igennem forventninger og ambition, eller fysisk ved at blive holdt fast eller bundet f.eks. med reb.

En “sund” tantra vil i min optik vise, hvordan det er muligt at møde livet og det levende aktivt, bevægeligt, autentisk og i integritet. Den vil invitere ind i klarhed og bevidst spontan handlekraft uanset hvilke “øvelser”, der er tale om.

Frem for alt vil en sund tantra vække erkendelsen om den umådelige kraft, der ligger i os alle til at bevæge os tydeligt fra og til i enhver given situation.

Ansvarlighed og frihed

Ansvarlighed lever kun i frihed. Et menneske der lader sig bedøve i en trance, eller hensætter sig i en tilstand hvor det f.eks. siges “ja” til alt… vil ikke være frit, og dermed heller ikke i stand til at handle ansvarligt.

Dette kan kun erfares i praksis!

Cupisofi og elskovskunst