Hvordan er det med Elskoven og Kærligheden i Tantra? Ser jeg en forskel imellem at tale om at “dyrke Tantra sex”, eller at mødes i kærlighed og elskov?

Jeg mødte Finn i børnehaven

Jeg mødte Finn i børnehaven. Vi var begge omkring de fem år, og det blev starten på et venskab, der varede 17 år. Det sluttede brat, da jeg pludselig fik at vide, at han var forulykket i sin bil på vej hjem fra Norge. Han blev 22 år gammel.

Bare at skrive om ham, gør mig bevæget. Vi boede nærmest i lange perioder på skift hos hinanden. Jeg kaldte sin mor for min “reservemor”.

Til sin begravelse var kirken fyldt til bristepunktet. Jeg måtte gå ud. Jeg var ude af stand til at holde smerten tilbage. Jeg gik for mig selv til en hjørne af kirkegården og skreg den til sidst ud. Vildt og hæmningsløst. Heldigvis var der ingen, som forsøgte at stoppe eller trøste mig.

Det underlige var, at vi de sidste år ikke havde haft så voldsom megen fysisk kontakt til hinanden. Han havde travlt med at starte sin virksomhed op. Jeg læste på universitetet.

Smerten var fysisk

Smerten var fysisk. Som at miste et ben eller måske nærmere et stykke af mit hjerte. Efter den dag slog det med en anden rytme. Det synger en mild sang om livets forgængelighed og uendelige sårbarhed.

Hvis, du spørger mig, så elskede jeg ham. Jeg har uendeligt mange gange spekuleret over, hvad det vil sige – “at elske”?

Jeg har søgt svar og refleksioner i litteraturen, hos tænkere, religiøse skrifter, og igennem utallige samtaler.

Jeg har iagttaget naturen af denne “kærlighed”. Det er det, jeg gør, når jeg sidder stille i meditation, eller opmærksomt betragter det, som er, imens jeg gør, hvad jeg nu gør.

… Og størst af det hele: Jeg elsker!

Kærligheden kan ikke forstås

Kærlighed kan og skal ikke forstås. Den forvrænges i beskrivelse eller tanke.

Ordet “kærlighed” peger på det, som er hinsides betingelse: Det, som er, som det er – uanset hvad jeg ville ønske at “gøre det til” igennem min tolkning og bedømmelse.
(Tro altså heller ikke på DEN sætning!)

Når, jeg så alligevel skriver om kærlighed, som vel millioner af andre før mig har gjort det, så hænger det sammen med, at jeg bevæges.
Jeg bevæges af det, som er.
Jeg er bevægelse intet andet.

Illusionen om at have styr på det

Oh ja! Jeg kan skabe en illusion om at have “styr på det” eller være i “kontrol”. Selv den opstår i et forsøg på at undgå eller i det mindste kunne påvirke, det, som er og sker.

Den giver mig en ide om at have en “Form”: At være en “nogen” eller “noget”, der er adskilt fra det, som ellers er?

Illusionen kan for en stund få mig til at glemme, at jeg blot er en dråbe fra en bølge i et stort brusende hav. En dråbe, der opløses og igen bliver et med vandet, idet den rammer havet igen.

Hvad, der smertede, var emotionen, jeg tolkede som “uigendrivelig adskillelse”.

I elskoven og kærligheden er der ingen adskillelse

I dag bevæges jeg af at have set dette hav: At det, som er, er et – At det eneste, jeg behøver at gøre, er at se det, jeg stiller “imellem” for at adskille “mig” fra “dig” eller “hvad som helst andet”…

Hvor, jeg ophører med at “ville adskille”, åbenbares kærligheden for mig.
Sårbarheden, der også kan være “smertelig”, er et udtryk af denne sanselighed.

For mig har det altid været sårbart at elske. Elskoven åbner et rum, hvor illusionen om adskillelse forsvinder. Elskoven ser jeg som et udtryk for kontakt til kærlighed.

I elskoven og kærligheden er der “intet imellem”. Det, der sker, sker af sig selv. I elskov er der ingen “brug” eller ambition, hverken af hinanden eller af noget, der skal “gøres”.

I elskoven og kærligheden er der intet at søge

Der er ikke noget at “søge” – intet sted at komme hen.

Hvor skulle to dråber kunne komme hen, når de opløses sammen i det samme hav?

Elskoven og kærligheden er ikke seksuel. Den er kontakt til Lyst – det, der som kærlighed og frihed, er hinsides betingelse.
Det, der ikke kan forlanges eller kræves.

I elskoven og kærligheden betinges vi ikke af at skulle gøre noget rigtigt

I elskoven og kærligheden betinges vi ikke af at skulle være særlige, eller af at gøre noget “rigtigt”. Der opstår det, som er muligt og spontant, i det møde, som er.

Vil jeg “dyrke sex” derimod – (også “tantrasex”) – søges den nydelse eller oplevelse, som mødet skal give. Vi ser os som adskilte, i f.eks. “en giver og modtager” og skal levere en ydelse.

Mødet betinges af det, som skal ske, eller sker.

Mod til at sanse smerten

Det kræver mod at elske uden at ville binde den anden eller sig selv. Havet ER uden bånd. Kærlighed gør fri af illusion. Den spærrer os ikke inde i en form.

Jeg må have modet til at mærke smerten, til at erfare denne uendeligt fine sårbarhed.
I virkeligheden er den styrke, der overgår al forstand. I den rene sårbarhed sanses alt, hvad der er, som det er. Den er ikke sentimental og ikke forstilt.

Den er åben, klar og bevægelig. Fri og let.

Den er vild og blid, foranderlig som vejret og al bevægelse der er til. Der er intet at fastholde, idet intet forsvinder.

Elskoven og Kærligheden har ingen retning, intet fokus, intet objekt. Intet at søge – Den er det, vi er …

Det er for enhver, som tør, at se det…

Det er sårbart at møde i kærlighed, hvad døden kan berøre.
Frygteligt at elske, drømme, håbe, at være i angst for at miste.

Det er for tåber, og det er helligt.
Helligt er det at elske.

Du lever i mig, omend de siger, at du er død.
Jeg ser dig i pausen, hvor min ånde vender.

Jeg mindes, græder og ler.
Bevæget af din fylde.

Du er i det, som er.

Det er helligt at elske det, som døden har berørt. ❤️