Emergens – når måden, dele relaterer med hinanden på, skaber egenskaber, delene ikke har i sig selv.

(Denne tekst er noget længere end langt de fleste indlæg på hjemmesiden. I den undersøger jeg det, vi kalder for “emergens”, som har en meget væsentlig plads både i de klassiske Tantra og som hele fundamentet for f.eks at kunne konstruere computerbaserede neurale netværk. Læsetid ca. 20 min)

Emergens?

Den mest gængse måde at beskrive “Emergens” på lyder:

“At helheden er mere end summen af enkeltdelene” og videre: “At en helhed kan have egenskaber, der ikke findes hos nogle af dets enkeltdele, men opstår alene i et sammenspil”

De fleste mennesker kender til fænomenet, som er blevet døbt “sort sol”? Flokke af stære samles, og pludseligt bevæger de sig i fantastiske formationer og mønstre, så ikke kan tilskrives den enkelte fugl, men opstår ved, at de bevæger sig sammen.

Nogle har set undervandsfilm af små fisk, der i det øjeblik, de jages af meget større havdyr, pludselig bevæger sig som et. Det virker som om al bevægelse synkroniseres til en organisme?

Begge fænomener er eksempler på Emergens.

Færre tænker måske på at vores hjerne – ja ultimativt at vores krop også kan iagttages som et emergent fænomen?

Det levende som et emergent fænomen

Neuronerne i hjernen er forbundne. Hver især kan de sende impuls til hinanden. I sig selv kan en neuron f.eks ikke “tænke”, og sammen opstår der i det samlede system af forbundne neuroner tænkning som et emergent fænomen.

Den tænkning eller processering af signaler til og fra alle steder i kroppen, som gør, at du og jeg lever, sker også emergent. Livet er ikke alene knyttet til enkeltdelene. En hånd uden krop er ikke levende. Den levende krop fungerer også emergent.

Det gør den ovenikøbet ikke begrænset til det, vi forstår som sin “afgrænsning”. At den lever er resultatet af kontinuerlige og stadig forandrende interaktioner med omgivelserne den bevæger sig i. van, luft, næring, planter, dyr, vejrforhold, andre mennesker etc etc… Alt samme skaber emergent det vi kalder for “os”.

Et “du” og “jeg” som helt grundliggende ingen egen eksistens har. Som ikke kan leve isoleret fra alt det andet, men opstår i og SOM: Gensidig afhængighed og interaktion -dvs. bevægelse – imellem myriader af andre systemer på såvel kvante-, mikro- og makro niveauer…

Jeg kan beskrive det som “kommunikation”, og jeg kan beskrive det som “iagttagelse”.

“Iagttagelse”: Som at opfatte noget! Et signal, en forstyrrelse, en forskel, fra noget der således forbindes med hinanden.

“Iagttagelse”: Som evnen til aktivt at skelne – skabe eller udgøre en forskel

Naturen af det som er?

Begrebet Emergens peger på noget vanvittigt komplekst. Samtidig er det helt forunderligt spændende af fordybe sig i. Det henviser til naturen af det, som er.

Fænomenet har været kendt siden oldtiden. Det anvendes i dag til at konstruere såkaldt “kunstig intelligens” – neurale netværk og -sprogmodeller, og til at beskrive alt fra vejrfænomener, sociale systemer, økologi, kvantefysik, astronomi … etc…

Det, som kaldes for “systemisk teori og handlen”, beskæftiger sig indgående med Emergens. Det giver sig f.eks udtryk i at få øje på, at ingen iagttagelse kan finde sted uden at den øjeblikkeligt integreres og indgår i det, som iagttages. “Neutralitet” bliver dermed illusorisk.

Igennem historien har der været stor modstand imod at se det. Emergens peger nemlig på en Natur, der ikke fungerer igennem årsager og virkninger. At der ikke findes “ting”, vi reelt kan flytte rundt på, uden også at bevæge nærmest alt andet. 

Erkendelsen af Emergens inviterer til et helt andet perspektiv på at være menneske, og på alt levende som sådan. Ja på: Hvad universet og eksistens overhovedet kan være?

Stræk og svag Emergens

Emergens kan beskrives som enten “stærk” eller “svag”. Svag emergens refererer til egenskaber, der i princippet kan forklares ved at forstå de underliggende enheder og deres interaktioner. 

Stærk emergens derimod, refererer til egenskaber, der i princippet ikke kan reduceres til- eller forklares fuldt ud ved de underliggende enheder.

Pratityasamutpada – intet opstår uafhængigt

Pratityasamutpada er en fundamental Tantra inden for Buddhistisk filosofi. Den tilskrives Buddha Siddhartha Gautama, og inviterer til at se, at alle fænomener opstår i forhold til andre fænomener. Med andre ord, at alt er forbundet, og at intet opstår uafhængigt. Det svarer til at se Naturen af det, som er, som Emergent.

I sin Tantra: “Mula-madhyamaka-karikas” tager Nagarjuna , der regnes som den måske mest betydningsfulde filosof efter Gautama Buddha selv, samme tema op…

I den behandler han med forbløffende klarhed, hvordan fænomener optræder for os.

At der ikke findes bevægelse uden det, der bevæger, og det, der bevæges.
“Klart nok” vil de fleste tænke. Uden at få øje på at ingen så kan have eksistens uden “de andre”.

Nagarjuna

Nagarjuna viser bl.a. også at tid, hvad de fleste opfatter som “noget, der passerer”, eller en scene hvorpå forskellige begivenheder udfolder sig, snarere vil være noget, som opstår fra vores interaktion med systemet og de skiftende tilstande af det system, vi gøres til en del af.

Det, vi oplever som tid, ses således ikke som en fundamental egenskab ved universet, men som udtryk for en tilstand, systemet observeres i. Tid bliver til et resultat af vores beskrivelse af det.
Til en måde der interageres på…Ikke mindst til en måde at skabe illusion om afgrænsning på.

Lad mig komme med et eksempel fra Nagarjunas undersøgelse:

Vil der findes en fortid uden en nutid?
Betinges ikke den tid som var FØR, af den tid, vi gør til nu?
Vil fremtid eksistere uden nutid?

Fremtiden, vil være den tid, som endnu ikke er kommet, og som adskilles fra nutiden og fortiden?

Altså kan hverken nutid, fortid eller fremtid eksistere uafhængigt af hinanden. De har ingen egeneksistens?

Tid skabes som en måde at afgrænse bevægelse på. Da vi helt konsekvent anvender den i kraft af, at vores sprog gramattisk er opbygget omkring tid, vil den nærmest helt generelt indgå i vores opfattelse af emergens.

Det er også vores anvendelse af tid, der ganske ofte får os til at tænke i kausalitet som det første, når vi vil forklare sammenhænge.

Hvordan opstår så disse emergente systemer?

Et “levende system” opstår og vedligeholdes igennem- og som iagttagelse. Dvs. kontinuerlig skelnen. Det beskrev jeg før som “bevægelse”.

Hvis, jeg vil beskrive et menneske som “fingre, hænder, underarme, overarme, skuldre, brystkasse… osv.” så udtrykker denne opdeling en ren abstraktion, der skabes af igennem måden, der iagttages på.

Radikalt set vil “systemet” – altså det, som betragtes – ikke kunne adskilles fra “det, som iagttager det”. Dvs. såvel opdelingen og måden, det betegnes på, “hører også med til dette system”. 

Iagttager, iagttagelse, og det, som iagttages (afgrænses), kan ikke skilles ad.

Sprogligt set bliver det vanskeligt at beskrive, idet vores sprog typisk opererer med “ting”, der bevæges, og ikke med bevægelse som sådan.

“Du bevægede din hånd” – siger vi frejdigt, uden at reflektere over at det ikke er muligt at bevæge “hånden” uden at alt andet bevæges med. “Håndens bevægelse” afskilles alene igennem beskrivelsen af denne “bevægelse” fra såvel omgivelserne, kroppen, intellektet og de myriader af sammenhænge der ellers kunne beskrives, som noget der bevæges i sammenhæng med “håndens bevægelse”.

Ændres iagttagelsen – ændres systemet

Dette får naturligvis en stor konsekvens for vores almindelige opfattelse af “naturlove” eller andre regelmæssigheder, vi ønsker at beskrive for f.eks at forudsige bestemte “handle-mønstre”.

Hvis beskrivelsen af en sådan lovmæssighed umuligt kan adskilles fra iagttagelsen af det system, der beskrives, så vil den kun gælde for “det iagttagende system”. Ændres måden, der skelnes på, vil “systemet” også simultant ændres. Dette tilfælde såvel iagttageren – altså det som iagttager, iagttagelsen og det som iagttages.

Det betyder at iagttagelsen virker som bevægelse af- og i- det system, der iagttages. Som bevægelse der bevæger bevægelse eller: Interaktion, der forstyrrer interaktion.
Følgen af det, bliver vanvittigt spændende at undersøge!

Emergens i systemisk forståelse – vil altså pege på bevidstheden om at enhver afgrænsning af “noget” f.eks. igennem beskrivelse, vil forandre det, som iagttages – af den simple forklaring, at det, som iagttages, er iagttagelse.

At dele op betyder at miste indsigt

Hvor vi traditionelt har lært at opnå indsigt ved at dele det, vi iagttager og beskriver op i stadig mindre dele, så beskriver Emergens, at vi derved vil miste indsigt om det, vi oprindeligt ønskede at iagttage.

Vi kan ikke slutte fra “enkeltdele” til “helheder”, når det handler om det levende. Selv en sådan “helhed” vil også blot kunne betragtes som en enkelt-del i et andet system.

Vi kan heller ikke ud fra det, vi erfarer emergent, slutte til delene.

Måske kan vi prøve os frem ved at undersøge og eksperimentere med at lade forskellige dele interagere på forskellige måder med hinanden, og så iagttage, hvordan det samlede system bevæges emergent?

Lad mig komme med nogle eksempler, som illustrerer, hvad erkendelsen af emergens leder til:

Psykologen måler sig selv op imod sin klient

Vi kan med lige så god ret hævde, at det, som “måles”, når en psykolog iagttager og beskriver en klient, er psykologen selv og ikke klienten. Det svarer til at veksle imellem at sige: “Blyanten er 3 gange mit viskelæder lang” eller “Viskelæderet er ca en tredjedel af blyantens længde” – begge beskrivelser vil have lige megen ret.

Klienten kan ikke se “sig selv” i mødet med psykologen. Begge erfarer den emergente skabelse af “klient i samtale med en psykolog”, som stort set på alle måder vil adskille sig fra enhver anden erfaring og møde..

Drengen i skoleklassen

Hvis jeg ud fra min iagttagelse og beskrivelse af den adfærd en dreng viser i sin skoleklasse, vil konkludere noget om, hvordan drengen i øvrigt “er”, vil jeg være fuldstændigt blind for, at forskellen imellem “skoledrengen Søren” og “Søren alene på fisketur” vil være voldsom.

Hvad, jeg heller ikke ville se, var, at det: At jeg beskriver hans adfærd, som om den kan betragtes uafhængigt af blot en eneste af de øvrige sammenhænge, der også kunne beskrives – inklusiv det forhold at det er mig, som iagttager og beskriver ham, som JEG er!? Må føre til, at beskrivelsen vil være en af uendeligt mange forskellige mulige.

En “opfundet” mulighed af uendeligt andre.

Lad mig præsentere et andet eksempel.

Lederskab med Fury i skoven

En kvinde sætter sig op på en hest, som hun kalder for “sin”, og rider ud i skoven. Hun vil træne at blive bedre til “at lede hesten”.

I sin sidste træningstime bemærkede hun, at træneren sagde at “hun skulle tage lederskab!”
“Jeg må være mere klar i min styring!” tænker hun, idet hun drejer fra skovstien for at tage turen i skovbunden ned ad den stejle skrænt imellem knækkede træstammer.

Efterhånden som vejen bliver mere og mere ufremkommelig, og idet hun ihærdigt forsøger at styre hesten udenom de uoverskuelige forhindringer, bliver hoppen mere og mere urolig og gør modstand. Den spænding forplanter sig naturligvis til rytteren… og det hele ender med at Fury, som hoppen hedder, standser og står bomstille med en stille sitren i kroppen.

Lise – som jeg kalder kvinden – vender mere frustreret hjem, end hun var før. Måske tænker hun “Møghest”… og planlægger allerede en ny tid hos berideren i hovedet.

Et system

Hele ovenstående scenarie-beskrivelse udtrykker et “system”. Min beskrivelse her beskriver bl.a. hvordan Lise selv f.eks. ser på “lederskab” (Vel at mærke med mine ord).

Hvis nu Fury havde været alene uden Lise, så er der vel ingen der vil være i tvivl om, at hun uden problemer med al den sanselige opmærksomhed, en hest kendetegnes ved, kunne bevæge sig afspændt og ubesværet ned af denne skrænt i skovbunden?
Heste er ufatteligt bevægelseskompetente i mine øjne.

Lises ide om “at styre” vanskeliggjorde det ganske enkelt for Fury at passe både på sig selv og på Lise. Det er vel intet under – og et udtryk for stort lederskab hos FURY, at hun vælger at standse helt og nægte at gå videre?

Lederskab – at gøre det let at følges?

Hvis nu Lise og hendes berider havde iagttaget ”lederskab” som “at gøre det let at følges”? Dvs. Til en undersøgelse af, hvordan Lise skal bevæge sig (Iagttage og skelne) på en sådan måde så hun og Fury kan bevæge sig sammen med mindst mulig anstrengelse, så ville det måske have været en anden erfaring i skoven?

“Lederskabet” ville have bestået i at bevæge sig sådan, at Furys af-sig-selv kunne finde den sikreste vej ned for sig …

“Lederskabet” ville være “noget i måden, vi bevæger os sammen på”… og med “sammen” mener jeg ophør af to.

Lederskabet opstår så at sige I og af bevægelsen, og ikke som noget den ene kan “udøve på den anden”.
“Lederskabet” bliver til iagttagelse af iagttagelse….

At invitere til kontakt

I det øjeblik Lise erkender, at “Fury” KUN kan erkendes i “Lise”, igennem den skelnen, der finder sted ved at sanse og bevæge sig MED Fury, så bliver det til et spørgsmål om at invitere til “kontakt”. Dvs at der ikke længere skabes en illusion om, at der er noget “imellem” os.
“Lederskabet” – det er alt det, der gøres, når du inviterer mig til at sidde på din ryg og lade mig føre rundt i skoven og ned ad skrænten.

“Lederskabet” opstår emergent. Det har ingen egeneksistens.

Fungerer alt som emergens?

Traditionelt vil vi, som jeg indledningsvis beskrev det, se et system som enkeltdele, der relaterer med hinanden på forskellige måder.

Når vi så får øje på at disse enkeltdele også består af enkeltdele, der relaterer med hinanden, og af de også består af enkeltdele.. etc… så bliver det tydeligt, at “systemet” ikke består, men virker igennem: “Hvordan der interageres imellem “alt..” ”

For vores sind, der er skolet i at se verden i dele og “ting”, kan det føles som en stor udfordring at begribe.

Hvis “noget” kontinuerligt forandres og bevæges, så må vi for overhovedet at kunne iagttage det spørge. “….Hvad bevæger det sig i forhold til?”

Vi er med andre ord nødt til at gøre som om at iagttageren og den baggrund, noget iagttages på, er relativt ubevægelige i forhold til det, som bevæger sig.

Med far til motorløb

“Se far! Racerbilen tager svinget nu!” – siger drengen, der er til motorløb med sin far.

For at følge bilen med sine øjne, må han relativt bevæge sit hoved sådan, at han kan “følge den med øjnene”. Da afstanden er stor, kan han gøre det med en lavere hastighed end den, som racerbilen kører med. Afstanden gør det muligt for ham overhovedet at skabe en illusion af, at den er en “form”, som bevæger sig. Set fra den afstand bevæger bilen sig langsommere for iagttageren, end hvis han bevægede sig tættere på.

Stod han helt tæt på, ville han skulle bevæge sit hoved med 250 km i timen for at se den passere. Det ville næppe være muligt! 


 Efter at den var kørt forbi, ville han se bagenden af den som noget, der tilsyneladende bare forsvandt ud af syne ved at blive mindre og mindre!

Nu ved han godt, at det ikke er det, den gør. Det han han lært og erfaret. Det er perspektivet som gør det. Måden iagttagelsen finder sted på.

Det er vældigt praktisk at kunne se noget som “ting”. Og samtidig mister vi erkendelsen af deres natur.

Hvorfor? – spørger drengen- Kausalitet og emergens

Hvis nu den samme dreng spørger sin far: “Hvorfor kører racerbilen så hurtigt?” , så kunne faren svare: “Det gør den for at vinde løbet” eller “det er fordi den har 300 Hk” eller “Det er fordi køreren er dygtig” eller endelig. “Det gør den kun, fordi vi sidder stille i forhold til den”.

At iagttage naturen af det som er emergent – leder nærmest øjeblikkelig til at få øje på, at vores forestilling om kausalitet – Dvs. at en virkning følger en årsag, må undersøge nøjere?

Vi ikke enhver “virkning” en iagttager kan pege på, blot være en af mange? Vil ikke denne virkning betinges af, at netop DEN iagttager igennem måden, der iagttages på, afgrænser systemet, som iagttages og bevæges derved?

Det samme kan jeg skrive om “årsager”.

Emergens opstår “bare”. Måske kan vi operere med “sandsynligheder for at noget sker”? Vi kan også komme med udsagn som “tilsyneladende opstår dette i et sammenspil imellem disse elementer, hvor noget vægtes på bestemte måder, og ikke på andre.

“Jeg elsker dig!”

Hvis jeg siger: “Jeg elsker dig!” til en tilfældig kvinde på gaden. så vil der ske en hel masse emergent. Måske står hendes kæreste lige i nærheden, og pander mig spontant en på skrinet?

Måske bliver hun angst for mig og løber væk?

Måske smiler hun venligt og siger: “Nåe gør du det? Har du husket at tage din medicin”?
Måske siger hun: “Hej hvem er du?”… og indleder en samtale?

Det vi ganske enkelt være fuldstændigt umuligt præcist at forudsige, hvad hun gør – endsige pege på årsagerne til, at lige præcis den kvinde reagerer som hun gør, ved den måde at bevæge hende på, som mine ord udtrykker.

Hendes respons på min forstyrrelse, vil afhænge af hendes “tilstand”. En tilstand som i øvrigt heller ikke kan adskilles fra alt det andet, som er omkring os begge.

Spørgsmålet: “”Hvorfor noget sker?” må vi erstatte med: “Hvordan noget sker”.
Og måske endda undersøge: “Hvordan emergens skabes og forstyrres”.

Ignorans – og Emergens?

Vil det f.eks. være alle forstyrrelser et system bevæges af? Eller vil systemer være mere følsomme for nogle forstyrrelser end for andre?
Det bliver relevant at se på i hvilket omfang systemer er i stand til at vægte og ignorere visse forstyrrelser, og måske endda forstærke andre?

Hvis en flok fugle, når de flyver i flok, skaber emergente mønstre, så kan det måske være ligegyldigt hvorvidt de har forskelligt farvede svingfjer?
Omvendt kan netop DET, at de har disse forskellige farver, være afgørende for, hvordan mønstrene fremtræder for en iagttager med øje for farvespil?

Tilsyneladende er mange levende systemer meget robuste overfor forstyrrelser? Det er f.eks. det utroligste mennesker kan udholde i nogle “parforhold” før de vælger “at gå fra hinanden”. Det de accepterer vil typisk langt overstige det acceptable i et “godt venskab”?

Når de så siger at: “De er gået fra hinanden”, så taler de typisk stadig om “Min ex..” Parforholdet benyttes stadig til at skabe identitet: Som en måde at iagttage på.

Forskellen imellem selvorganisering og emergens

Inden jeg tager fat på at beskrive, hvordan vi kan “forstyrre” emergens, vil jeg kort beskrive forskellen imellem “selvorganisering” og emergens. to begreber der anvendes i den systemiske teori og tænkning.

Emergens og selvorganisering er tæt relaterede koncepter.

Selvorganisering refererer til processen, hvor orden, struktur eller mønstre opstår spontant fra kaos eller tilfældighed, uden en ekstern leder eller central kontrol. Det sker styret af lokale interaktioner mellem dele af et system.

Emergens refererer som tidligere beskrevet til nye egenskaber, der opstår på “højere organisatoriske niveauer”, som ikke kan forudsiges eller forklares fuldt ud fra de lavere niveauer.

Disse emergente egenskaber er resultatet af interaktioner mellem systemets komponenter.

Selvorganisering vil være strukturskabende og Emergenspege på egenskaber, der opstår som et resultat af denne struktur.

I en myretue fungerer selvorganiseringen som det, der får myrerne til at arbejde sammen for at bygge boet uden en central autoritet eller detaljeret plan. Emergens kan f.eks. være det, som får myreboet til at udvise egenskaber, som enkelte myrer ikke har. F.eks evnen til alene at finde føde eller forsvare sig mod rovdyr.

At forstyrre emergens?

Hvis vi ultimativt kan beskrive alt levende som Emergent, så bliver det meget spændende at kigge på, hvordan- eller om- vi bevidst kan forstyrre “den”?

Når noget levende oplever en passende forstyrrelse, vil det typisk forandre sig. Hvis denne forandring ovenikøbet kan styrke det levende systems evne til at bevare sin integritet, vil vi se denne forandring som læring.

Når Emergens handler om, hvordan det, der iagttages som nedre niveauer, systemer eller dele, interagerer med hinanden? Så kommer forstyrrelser også til at virke på dette “hvordan”:

Hvordan kommunikation og interaktion opstår, ændres, forhindres, forstærkes, hæmmes, udvikles og forandres?

Igen er det vigtigt at holde sig for øje, at systemets læring ikke kun handler om, hvad det gør “internt” – men også om, hvordan det adskiller sig fra “sine omgivelser”.

Feedback loops hvor output fra en del af systemet påvirker input til en anden del, kan bidrage til emergens. Positive feedback loops kan forstærke adfærd, mens negative feedback loops kan hjælpe med at stabilisere systemet.

Et barn mobbes

Et barn i en skolegård, vil måske opleve at blive generet af nogle andre børn som “mobber”?

Der vil være mange måder barnet vil kunne bevæge sig med det. For at udvikle nyttige færdigheder – Dvs lære – er det vigtigt at finde måder det kan interagere med denne trussel på, som tilgodeser mange forskellige “sider” af sig? 

Det kan handle om at bevare roen, at lære at slås, at anerkende og bevæge sig hensigtsmæssigt med angst, at skabe nyttige alliancer.. etc. Det kan også indebære at udvikle en evne til at aflæse sociale normer og regler for kommunikation i det større skole- og skolegårdssystem det indgår i.

For lidt større børn ville det måske være nyttigt at opnå indsigt i “mobningens og mobbernes natur”, fra en tilstand, hvor barnet ikke er i en akut truet situation.

Når vi ser på, hvordan Emergens kan forstyrres, kan det være nyttigt at iagttage ,hvad der overhovedet fremmer dannelsen af Emergens: Forstyrrelse af emergens sker også emergent.

Hvordan skabes betingelser for Emergens?

Emergens fremmes ved at der er mange elementer i systemet, og at de kan interagere med hinanden. Dette kan være mennesker i et socialt system, celler i en biologisk organisme, eller endda computere i et netværk.

Hvis elementerne i et system er forskellige og har mange måder at interagere på, er det mere sandsynligt, at der vil opstå (interessante) emergente egenskaber. Dette som jeg vil kalde for at indføre “Diversitet” kan lede til nye og uventede former for samspil og dynamik.

Bevægelses-kompetence der åbner for fleksibilitet og tilpasning, vil også være fremmende for udvikling af emergens. Igen er det interaktionen, der er i spil. Stivhed eller træghed i et system, vil hindre den umiddelbare kommunikation.

Feedback loops, hvor output fra en del af systemet påvirker input til en anden del, kan bidrage til emergens. Såkaldte positive feedback loops med anerkendelse og belønning kan forstærke adfærd, mens negative feedback loops, hvor der erfares modstand og begrænsning kan hjælpe med at stabilisere systemet.

Naturen af emergens er at den virker og opstår på niveauer i et system. For eksempel kan individuelle fugle danne en sværm (et niveau af organisation), og flere sværme kan interagere for at danne endnu større mønstre (et andet niveau af organisation).

Initialbetingelser og randbetingelser: De betingelser, under hvilke systemet starter og opererer, kan også påvirke emergens. Små ændringer i begyndelsestilstande kan nogle gange føre til store ændringer i de emergente egenskaber af systemet.

Forstyrrelser af emergens vil kunne ske ved at ændre på et, flere eller alle ovennævnte områder.

Hvordan interagerer mennesker med hinanden?

Interaktionerne – dvs hvordan vi kommunikerer internt i vores organisme imellem – i princippet – uendeligt mange dele eller niveauer af systemer?

OG hvordan vi interagerer med andre mennesker og “DERES” uendelige niveauer af systemer?

Synes nærmest at være så mangfoldige og forskellige, at enhver, som vil undersøge dem, kan tabe pusten?

Når det kommer til stykket, handler de alle om at “skelne”: At gøre det muligt at opfatte noget fra- og imellem- hinanden. Det jeg tidligere har beskrevet som iagtagelse og bevægelse.

Hvordan bevæger- interagerer- og bevæges vi af hinanden?

Vi taler og skriver med hinanden. Vi vurderer, bedømmer, måler, vil påvirke, invitere, gøre os interessante, accepterer, anerkender

Vi kommunikerer igennem vores kropssprog, grimasser, bevægelser, attitude, holdning, hygiejne, påklædning, berøring, afsted og nærhed, tiltrækning, begær, udtrykte følelser, blikke, tempo. takt og rytme, direkte eller indirekte.., stemmeføring og -højde

Vi interagerer igennem roller, status og både formelle og uformelle hierarkier.

Vi viser og signalerer tillid, sympatier, dominans, underkastelse og kommunikerer i allerhøjeste grad stemninger, følelser og affektive tilstande – glæde, vrede, ophidselse, raseri, frygt, overraskelse, latter.

Vi opstiller og følger normer for adfærd for os selv og andre, og bruger dem til at skabe særlige grupper med. Måder vi hilser på, og i det hele taget kulturelle normer påvirker vores interaktion.

Vi både elsker- og konflikter- med hinanden. Vi danner formelle “relationer” der mere eller mindre styres af normer for, hvad vi gør eller ikke gør indenfor dem og udadtil mod andre, som ikke hører til i dem. Vi laver aftaler og forventer gerne at de holdes.

Vi kan også kommunikere i forskellige “stile”: Aggressivt, passivt, assertivt…undskyldende, klagende og fordømmende.

Alle disse aspekter af mellemmenneskelig kommunikation beskriver muligheder for at forstyrre bevægelsesmønstre. Ikke bare i sociale sammenhænge, men også i “os selv”.

Forstyrrelser som kan bidrage til emergens kropsligt, emotionelt, intellektuelt, og socialt – ja på uforudsigelige måder.

Fra Smartphone-spøgelse til en rank mand

Hvis et menneske f.eks begynder at øve at gå mere rankt og afspændt i kroppen, med et opmærksomt anerkendende blik for de omgivelser og mennesker, det møder, så vil det næsten med sikkerhed føre til emergente forandringer.

Det vil blive opfattet anderledes. Måske som meget anderledes, hvis det tidligere bevægede sig foroverbøjet med næsen vendt mod skosnuderne eller blikket klæbet til skærmen på en smartphone.

Reelt set vi nok ALT forandre sig for dette menneske! Responsen fra omverdenen ville ændre sig markant. Selvtilliden ville vokse… De tanker, der tænkes ville få en anden karakter. Han vil sanse sin krop anderledes.

Fra ung venlig mand til misbruger

En dreng på 15 år får smag for et særligt computerspil. Igennem det internetbaserede spil skaber han mere eller mindre formelle online relationer, med andre mennesker, der sidder og spiller rundt om i verden. Meget hurtigt trækker han sig ubevidst fra sociale kontakter, som ellers er opstået i forbindelse med skole og fritidsliv. Han søger at finde så mange timer som muligt, hvor han uforstyrret af familien, kan erfare den succes og det fællesskab, som spillet giver ham mulighed for.

Hvad han ikke ser er, at spillet er designet til netop at skabe den slags afhængighed. Jo længere han spiller, jo mere vigtigt bliver det for ham at kunne leve op til de normer og den prestige som den “virtuelle “ kultur forventer. Han begynder at bruge mange penge på at købe særligt udstyr til sin Avatar i spillet.

Det gør ham agressiv i forhold til familie og tidligere venskaber. På den ene side skal han finde penge udenfor spillet til at købe for! På den anden side vil han helst spille det så ofte og så længe som muligt.

Det bliver tydeligt at iagttage at emergente mønstre, der ses hos misbrugere af euforiserende stoffer også optræder her.

Før var hun sød, nu virker hun afvisende

En ung kvinde på 18 år vender hjem til familien fra en ferie, hun har tilbragt sammen med en veninde sydpå i det varme Spanien.

Noget synes forandret? Det virker som om, hun pludselig trækker sig og søger mere afstand end før? I hvert fald når hun er hjemme hos sine forældre.
For moren føles det svært. Det kommer pludseligt.

Også det sker emergent. En ferie kan invitere til at den måde, der relateres på, vægtes anderledes. Binding til familie kan erstattes af binding til veninde og at der åbnes mere i retning af seksuelle/emotionelle kontakter når de sammen på ferien f.eks. går i byen for at danse?

Hvad der sker naturligt som ændringer i, hvordan vi interagerer med omverdenen virker emergent på måden, vi opfatter os selv på og hvordan vi iagttages af vores omgivelser?

Iagttagelse sker ikke isoleret fra det system, som iagttages, Det virker som det samme system.

En mor, der oplever at der skabes afstand fra datterens side, vil uvilkårligt komme til at skabe den selv. Det bliver meget svært at se, at det som før oplevedes som “nærhed”, nu kan virke “nært” på helt andre måder?
“Nærhed” findes ganske enkelt ikke som “noget”, der kan bringes på en form. Den opstår emergent… igennem måder der iagttages på…

Bevidsthed om emergens

Hvad gør det så vigtigt at beskæftige sig med den åbenbart emergente natur af alt?

Handler det om, at den som får øje på det, som spilproducenterne i eksemplet før, kan bruge det på en smart måde til at skabe penge med?

Er det for at kunne skabe fantastiske læringsmiljøer, som virker emergente?

Eller kan det om noget åbne for bevidst at erkende naturen af det, vi og alt andet er?

Hvordan fungerer bevidsthed overhovedet?

Vi ser ofte bevidsthed som det at være “vågen” – dvs. opmærksomt-, aktivt-, iagttagende undersøgende og anerkendende (sansende).

Overfor det stiller vi: At sove uden “at få ret meget andet med” end de eventuelle drømme, som opstår under søvnen. Som at være mere optaget af sine egne fortællinger, drømme, mål og forventninger end helt konkret være tilstede i det som er.

Bevidsthed refererer også til at have erkendt selvets natur. At du og jeg tilsyneladende opfatter os som “individer”, der er adskilte fra andre “individer” og fra omgivelserne i øvrigt.

Endeligt tillægger vi bevidste mennesker evnen til at Meta-reflektere over egen bevidsthed: At være bevidste om egen bevidsthed: Dvs. evne at iagttage, reflektere, og igennem denne iagttagelse bevæge hvordan egne tanker, handlinger, vaner, færdigheder, viden, oplevelser, kropslige kompetencer, bevægelser og erfaringer opstår på?

Noget tyder på at denne “bevidsthed” også må betragtes som emergente fænomener?

Når noget sker…

Det er som om, at alt i princippet “bare sker”?
Når noget sker, sker der typisk en hel masse. Det er ikke til at stoppe igen!

På sin vis illustrerer det meget godt det at orgasme! Den hører op med det samme, når vi spørger “hvorfor?”..

Det er meget mere tilfredsstillende at iagttage den opmærksomt, fuldt og helt imens den bevæger alt… Og HVORDAN?

Den stoppes i øvrigt meget enkelt ved at spørge et menneske, som er lige ved at orgasme: “Hey! orgasmer du nu?!” .. og/eller “HVORFOR orgasmer du nu?” … Så hentes han/hun øjeblikkeligt tilbage til ideen om sig SELV….

Det er vældig praktisk og nyttigt for et samfund, der er skabt på, at vi flytter rundt med hinanden som ting og “ressourcer”, vi kan bruge til specifikke formål og mål.

..Og i det perspektiv hverken særligt tilfredsstillende eller overhovedet i overensstemmelse med vores natur?

Hvis vi vil undersøge emergens og Naturen af det som er, må vi iagttage “hvordan” meget nøje. Vel vidende at fortællingen om dette “hvordan” ikke ER det, der sker.

At den kropslige sansning dvs. den processuelle erfaring af “hvordan” – heller ikke er det!

Hvad med den bevidste opmærksomme iagttagelse? Er den det måske? …

Tilbage står for mig: Kontinuerligt at udvide mulighederne for at iagttage – og dermed også at handle kompetent i kontinuerlig foranderlighed.

At handle er også at iagttage – at bevæge.

Hvis du interesserer dig for at undersøge “Naturen af det som er” igennem konkret undersøgende bevægelse i krop og sind.. og altså også Emergens? Så kan det være at vores helt skønne fællesskab af nysgerrige mennesker, også kunne være noget for dig?

Vi ser på det med afsæt i det at “mødes”. Igennem kunsten at relatere, kunsten at elske, og elskovens kunst .. Det er ganske enestående