Det, jeg beskriver som “Emergent ledelse” adskiller sig fra den opfattelse i megen litteratur om: At ledelse tager udgangspunkt i en “leder”. En person, der tildeles en særlig rolle og ansvar for at “føre” andre mennesker eller dyr i en bestemt og ønsket retning.

Systemisk set vil “ledelse” finde sted, uden at det, som ordet peger på, nødvendigvis kan knyttes til en sådan leder. Ledelse bliver til noget som kan “opstå”.. eller netop ikke.
Det, der så typisk sker, når mennesker mødes, er at gribe til at ville “styre”.

Hvordan det hænger sammen, kan vi bl.a. undersøge ved at stille spørgsmålet:

“Hvordan opdager vi, at der finder ledelse sted?”

En nærliggende hypotese kunne dermed være:

“Når der forstyrres og skabes impuls til at bevæge sig… med…”

Hvad kan forstås ved “en forstyrrelse”?

Enhver forstyrrelse, der sanses, vil spontant bevæge den organisme, som kan opfatte og sanse den. Langt de fleste af sådanne forstyrrelser virker mest som støj. Det gør de, når de ikke opfattes som opfordringer til at handle sammen. De skal gøre en forskel – og ikke “bare” en forskel, men en forskel, der gør en forskel for dem eller det, der forstyrres.

Emergent Ledelse kræver kommunikation

For at ledelse kan opstå, må der kommunikeres. At kommunikere betyder at “gøre noget fælles”.
En forudsætning for at noget kan forstyrre på den måde, må være, at det fremtræder klart og tydeligt i forhold til de øvrige forstyrrelser, som levende organismer – f.eks. vi mennesker – kontinuerligt færdes i.
Jeg vil i øvrigt beskrive alle forstyrrelser som: Bevægelse. Og Bevægelse bevæger alt! Det er bare ikke sikkert, at vi opfatter det umiddelbart.

Sammenhæng mellem signal og handling

Hvis impulsen til at bevæge sig “med” det eller den, som forstyrrer, skal opstå, må der også være en sammenhæng mellem signalet og den handling, det fører til, hos den eller de, som kan/skal/vil opfatte det.
Det betyder, at signalet/forstyrrelsen skal udtrykkes i et fælles sprog – i et tempo, en takt og en rytme, som er let at følge med en passende anstrengelse.
Det skal også passe til måden, der kan sanses på.

Klarhed i signaler

Hvis signalet ikke er klart og tydeligt nok, vil det kunne tolkes forskelligt. Der skal således være en klar sammenhæng mellem forstyrrelsen, dens betydning eller mulige virkning, og kompetencen til at handle på den.
Således forudsætter ledelse, at der er en vis fælles kompetence. Forstyrrelserne skal være “passende”, således at vi føler, at vi kan magte at handle på dem.
Det er også nødvendigt, at der lyttes aktivt.

Tillid og integritet i Emergent ledelse

Den helt basale impuls i alt levende er at opretholde livet. Derfor vil forstyrrelser, som fremmer, at det synes lettere at bevare denne integritet, være mere umiddelbare at følge, end når det modsatte er tilfældet.
Det kommer til at handle om tillid
Tillid ser jeg som en egenskab ved relationer der bygger på:

• Åbenhed – (at vi fortæller det, som vi bør vide)
• Pålidelighed – (at vi kan regne med hinanden, og gør hvad vi skal i den fælles bevægelse)
• Kompetence – (at vi kan det, vi skal kunne)
• Rimelighed – (at vi tager os af hinanden)

Det er et kendetegn ved tillidsrelationer, at forsvinder én af egenskaberne, så brydes tilliden. Er tilliden først brudt, er det svært at genskabe den igen.

Jeg skal således kunne føle mig fri til at passe på mig selv og tryg ved, at vi passer på hinanden, hvis vi skal bevæge os tæt med hinanden.

Anerkendende dialog

Det fremmes meget ved, at vi relaterer samtidigt og gensidigt, altså i anerkendende dialog. Vi skal have en fælles fornemmelse af, at vi i mødet ses, som vi er, og ikke som det, den anden vil gøre os til gennem sin bedømmelse og ambition.
Hvis, vi instrumentaliseres til at have en bestemt funktion, og det måske endda gøres til betingelsen for, at vi kommunikerer med hinanden, så bliver det meget vanskeligt at bevare integritet.

Eksempler på Emergent ledelse i praksis

At spille musik sammen:

Vi mødes her i takt, tempo og rytme, med et passende klart forhold mellem det, vi gør, så vi tydeligt kan skelne mellem det, vi selv gør, det den anden eller de andre gør, og det samlede fælles.

At danse sammen:

Her kan der opstå ledelse, når vi mødes i musik, der inviterer os begge til at blive bevæget og bevæge os med hinanden. I dette tilfælde vil musikken gennem sin takt, tempo og rytme i sig selv være ledende.

At elske med hinanden:
I elskoven vil ledelsen opstå i en fælles undersøgende og gensidigt inviterende, sanselig bevægelse, når ingen af os vil “noget” med det, vi gør.
Det bliver så tydeligt her, hvordan forventninger og ambition meget hurtigt kan sætte vores integritet under pres. Forventning søger at skabe forudsigelighed og i sidste ende kontrol.


Kontekst

Helt generelt kan “kontekst” i sig selv lede. Kontekst kan beskrives som de omstændigheder, sammenhænge og vilkår, der omgiver og påvirker måden, vi opfatter, forstår og bevæger os på.

I denne forbindelse kan vi tale om “kontekstmarkører”. Det kan være små eller store særligt vigtige tegn, vi opfatter og tolker på en særligt forstyrrende måde.

F.eks. en særlig måde at bevæge sig på. Symboler og signaler med særlig betydning og budskaber. Det kan være farver, indretning, påklædning. Endda små detaljer – også i omgivelserne – kan gøre en meget stor forskel.
Med sådanne kontekstmarkører kan en meget lille ændring få en meget stor betydning for, hvordan bevægelse initieres og forstyrres.

Kom og vær med! Måske interesserer du dig også for ledelse – eller Emergent ledelse?
Det kan være at du også har fået øje på, hvordan en praksis med Tantra, på alle måder kan forandre måden du inviterer til ledelse på?