Når et ungt menneske kan have svært ved at forholde sig til elskov og f.eks. tale om det, så kan det måske skyldes at der mangler forankring i noget emotionelt? Uden den bliver samtaler om sex “kolde”

Det som inviterede dem med mig under bruseren var emotionelt

Jeg husker fra mine tidlige teenageår, hvordan jeg utallige gange stod under bruseren, og lod det varme vand løbe ned over min nøgne krop. Der skulle blot et kort strejf af min hånd over min stav, før den på nærmest magisk vis rejste sig.

Jeg kan ikke sige, hvad der kom først: Den lette sanselige berøring eller begyndelsen til en fantasi om en eller anden kvinde jeg havde været i kontakt med? Det var aldrig ukendte, jeg tog med mig i tankene der under bruseren. Deres alder var ikke afgørende. Det, som inviterede dem ind i alle mine sanser og tanker, var emotionelt.

Jeg hørte mine kammerater tale om at de “rev den af”. Det kunne jeg overhovedet ikke forbinde mig med. Jeg elskede med oftest modne kvinder til lyden af det strømmende varme vand på badeværelset. Lukkede mine øjne. Berørte mig over det hele og naturligvis også mit svulmende lem.

Vekslende imellem uendeligt langsomme og hurtigere bevægelser opdagede jeg, hvilken forunderlig, helt vidunderlig kraft og sødme der var i elskoven længe før, jeg havde været nøgen sammen med en kvinde .

En “kold” ophidselse

Engang da jeg som hver morgen, var på vej på cykel i skole. Jeg havde 16 km frem og tilbage, fik jeg øje på et kulørt magasin i grøftekanten. Jeg stoppede og samlede det op. Det viste sig at være et pornoblad.

Jeg fik nærmest et chok. Der var kvinder fotograferet med vidt åbne lår og nogle mærkelige ansigtsudtryk. På en gang reagerende min krop med ophidselse, og samtidig følte jeg mig frastødt. Jeg vil hævde, at jeg kan fremkalde følelsen igen. Denne ambivalens imellem den dyriske refleks i kroppen efter kvindens køn, og en form for mismod eller bedrøvelse over, at det, jeg så, tydeligvis var “opstillet” eller “kunstigt”.

Jeg tog bladet med hjem, og så kun i det nogle få gange, før jeg brændte det. Det føltes koldt. En “kold” ophidselse.. Nærmest som en dobbelt binding: “Kom kom.. lød en urkraft fra kroppen… Bliv væk!.. ekkoede det mere insisterende, emotionelt og ubehageligt.

Virker enhver tanke emotionelt?

Der opstår ingen tanke, uden at kroppen bevæges. Krop og sind bevæges som et. På den måde vil jeg postulere, at enhver tanke også virker emotionelt.

Det, vi beskriver som “følelser”, ser jeg som beskrivelser og forklaringsmodeller, vi har lært at gentage, når vi genkender særlige måder at blive bevæget på. Nogle børn lærer, at “smerter i maven” altid betyder: “Du er nok sulten”.

Det kan lede til et langt liv i kamp imod overvægt, da små børn stort set udelukkende peger på maven ved ethvert betydende ubehag. Om det så også er i hovedet, at det gør ondt, eller yndlingsbamsen ved et uheld er blevet smidt ud af barnevognen på vej hjem fra indkøb med far.

Hvad er det så, som tydeligvis gør, at jeg og måske de fleste mennesker, bevæges mere og anderledes af nogle indtryk og forstyrrelser end af andre?

Hvis, jeg lægger mig tæt sammen med Gandalf – den hvide schweiziske hyrdehund, som jeg også deler hus med – og fornemmer, at han skubber sig ind mod min krop, så bevæges jeg anderledes emotionelt, end hvis jeg læser en bageopskrift.

Det må have noget at gøre med at sanse anerkendelse? I responsen – svaret og gensvaret bliver det emotionelle til bevægelse med hinanden. Vi tager ind! Vi møder hinanden.

En bageopskrift fungerer som en recept. Et skilt eller henvisning: “Sådan bager du kanelsnegle!”
Det kan godt være, at jeg kan danne mig en forestilling om duften af friskbagte og passende søde kanelspiraler, der er lige til at guffe i sig. Og der er i mit møde med en bageopskrift ingen dialog og anerkendelse.

….

Alene under bruseren som ung mand, var det anerkendende fortællinger, som fyldte mig med ubeskrivelig lyst. Vi bevægede os med hinanden. De opstod som kropslige dialoger, hvor jeg i den situation var os begge. Jeg følte mig set! Jeg så – og lod dem i mine tanker og berøringen af “mig selv” se, at jeg så dem.

Bare det at skrive om det nu, bevæger mig. Det er nogle sårbare erindringer at dele.

Elskov er emotionelt for mig

Det har fulgt mig hele livet.

Elskov er emotionelt for mig. Sex UDEN anerkendelse, der opstår i dialog: Som noget overordentligt aktivt, levende og opmærksomt undersøgende – føles “Mentalt”.

Når jeg bruger udtrykket “overordentligt” – så handler det ikke om, at det på nogen måde skal være spektakulært. Denne anerkendende dialog er hinsides form og forventning. Den opstår “bare”.. Den er klar som det klareste vand, eller som at se i et spejl uden støv eller fedt på glasset.

Hvordan opdager jeg, at et møde bliver mentalt?
Ved at der er “noget vi skal”, eller noget, “der skal ske”. Forventninger og længsler der søges indfriet eller en bestemt form, som det hele skal have..

Hvis mødet f.eks. gøres sentiMENTALT .. Så hører al anerkendende kontakt op! Den naturlige afspændthed afløses af spænding og fokus. Der skabes en “stemning”, som skal opretholdes.

Der dukker følelsen af “bliv væk!” Meget insisterende op.

At forandres for altid

Når jeg/vi inviterer til møder i den store sal på Mahamudrainstitut, så indebærer det at erkende, at hvert eneste møde bevæger os alle emotionelt. Ikke bare den lille gruppe-, eller de to som øver sammen, men os alle.

Jeg kan ikke bevæge og bevæges af et menneske, uden at vi forandres af det for altid.
Vi kan kontinuerligt undersøge, hvordan vi bevæger os i de møder?

Det er det vi gør