Et menneske der adskiller “sig” fra sine “emotioner”, vil have tingsliggjort begge dele. Jeg har ikke”emotioner”. Jeg er emotion.

At læse om andres praksis

Jeg finder det spændende at læse artikler fra forskellige udbydere af tantra-kurser. Især når de indeholder andet end blot en reklame for det næste arrangement.

Det bliver interessant, da det for mig peger på den praksis og de grundantagelser, de pågældende må invitere deltagerne ind i? Det fører til at jeg reflekterer over, hvad vi gør på Mahamudrainstitut, og hvordan jeg måske kan formidle det mere klart?

“Skal jeg gå med mine emotioner eller tage ansvar?…stod der.

Forleden handlede det om det hensigtsmæssige i at overtale en kvinde til at tale om- og genoverveje sit “nej” til den mand, hun impulsivt ikke havde lyst til at være sammen med”. I dag stødte jeg så på sætningen: “Skal jeg gå med mine emotioner eller tage ansvar? – i øvrigt fra samme kursusarrangør.’

Da jeg læste spørgsmålet, blev jeg forstyrret af dets indbyggede præmis. Det lille “eller” der skaber en modsætning. Antagelsen bag måden at spørge på, bliver således, at jeg, såfremt jeg “går med mine emotioner”, ikke kan tage ansvar!

Emotion og pligt?

“Emotion” kommer af det latinske ‘emovere’ – der henviser til at “bevæge”. At blive “emotionel” vil på dansk også kunne udtrykkes som “at blive bevæget” – eller “let lade sig bevæge”.

I et typisk patriarkalsk verdensbillede, vil det “emotionelle menneske” ikke anses for at være tilregneligt og ude af stand til at handle “ansvarligt”. Med det menes der imidlertid ikke “ansvar” i dets egentlige betydning, men derimod som “pligt”:
Et emotionelt menneske vil ikke være bundet af sin pligt! ……

Soldater trænes til at undertrykke enhver emotion igennem kontrol. De skal overvinde det, der betegnes som en “svaghed”. “Noget” der ikke regnes for at være “maskulint”. Emotionalitet forbindes i den sammenhæng med at være “dramatisk” – eller “lave et drama”. Eller som en antydede i en kommentar til artiklen, jeg refererer til: “Ikke at være voksen”… (!?#)

Emotioner i det kærlige, sanselige møde..

I forhold til en tantra finder jeg dette ret interessant. Måske særligt når det drejer sig om at invitere til et sanseligt opmærksomt møde i kontakt til kærlighed og lyst?

Jeg ved ikke om jeg kan komme i tanke om ret meget, der er mere bevægende eller “emotionelt” end det?

Emotioner er det, jeg er

Nuvel. Et menneske der adskiller “sig” fra sine “emotioner”, vil have tingsliggjort begge dele. Jeg har ikke”emotioner”. Jeg er emotion. Jeg bevæges og bevæger – det er det, jeg er…

Tantras er fyldt med metaforer, som peger på dette: “Vær stærk som bambussen, der svajer for vinden!”. “Vær som vand der omslutter og giver efter!”. “Lad dig flyde med og opløses i strømmen, i erkendelse af at du og floden er et!”.

Zhuangzi – der regnes for et hovedværk i taoismen, er fyldt med dem. I Zen traditionen – der bygger på en buddhistisk tantra, er de hyppige. … Ja jeg finder dem overalt.

Medfølelse

Essensen i “compassion” – eller “med-følelse” handler om at “lade sig bevæge med..” IKKE at “med-lide”, men at erkende ved at genkende i sig. Ikke som en intellektuel “forståelse” – dvs. bedømmelse, men ved at erkende, “at som du bevæger dig, bevæges jeg.”

I det ligger kontakt til frihed.

Et menneske, der vil “binde sig i kontrol”, vil bremse emotion – altså sin spontane naturlige bevægelse”. – For at gøre det muligt, må han/hun skabe en fortælling der lukker for at se, det, som er, og i stedet handle i en forestilling om det, der “bør være”: Det der er “rigtigt” og “fornuftigt”:

“Sig nu ikke bare “nej” til nogen – du skal opføre dig pænt, også når det indebærer, at du må undertrykke dine emotioner!

At handle i bevidst kontakt til emotion er ansvarligt! – Det er hinsides “pligt”

Kun den, der er fri, kan handle ansvarligt.

Det betyder at anerkende det emotionelle dvs. det bevægende i sig. Det som “bevæger sig af sig selv”. Uden det, vil ingen kunne “svare-an” i den bevidste, opmærksomme, kontakt til det, som er. Det ER det “samme”som det, jeg er…

I emotioner og det emotionelle ligger der ikke et gran sentimentalitet. De er heller ikke “følelsesladede”. De er klare!… sårbare, kraftfulde, autentiske uden “en maske” at gemme sig bag.

systemisk cupisofi og elskovskunst