Hvad føler du lige nu? – Hvad er det for en følelse, du mærker? Hvilken følelse går du rundt med. når…

I vores kultur taler vi meget om følelser og om at føle. Hovedparten af de mennesker, jeg har mødt, stiller ikke spørgsmål til at det både er vigtigt og uundgåeligt at kunne føle. Tanken om at være- eller møde- et følelsesløst menneske, er heller ikke rar.

Du kender sikkert udtrykket “at blive grebet af en følelse eller af sine følelser”? Vi tillægger dem den magt, at “de” kan føre os ud i mange forskellige situationer, vi f.eks. bagefter fortryder?

Følelser og iagttagelsen af deres natur har været helt centralt i de klassiske Tantras. Vi kommer ikke uden om det, hvis vi vil undersøge, hvad vi mener med “at være frie”.

Naturen af en følelse

“Du skal ikke stille spørgsmål ved, hvad for en følelse jeg har!”

Naturen af en følelse er et af de mest ømtålelige og sårbare emner, jeg overhovedet kan tage op. Det ligger næsten i temaet selv: Ved at tale om følelser, inviterer vi til at føle…

De fleste mennesker, jeg møder, forbinder i allerhøjeste grad deres identitet med: “Retten til at føle hvad jeg vil!”..

Hvordan føler jeg så en følelse?

Hvad skal der til for at mennesker generelt åbner sig for at iagttage “naturen af at føle”. Altså ikke bare “Hvad de føler”, men hvordan en følelse overhovedet opstår og benævnes?

Mediet her som en blog, sætter nogle begrænsninger. Emnet et stort og voldsomt spændende. Jeg vil altså bare kradse i overfladen. Hvis du virkelig vil undersøge det, må du møde op fysisk og gøre det sammen med os på Mahamudrainstitut.

At undersøge en følelse

Den bedste måde at tage hul på en undersøgelse af naturen af følelser er med nogle eksempler:

Familien Olsen mangler bare, at den store datter, som lige er begyndt i gymnasiet kommer hjem, så kan de begynde at spise. De hygger omkring bordet, og småsnakker om løst og fast, Lillebror Peter sidder og tegner. Stemningen er let, glad og afslappet.. Far Børge har åbnet en flaske rødvin, og skænket op til mor Sara og sig selv..

Så går yderdøren op, og ind kommer datter Anne. Uden et ord smider hun tasken på gulvet, går hen til køleskabet, åbner lågen og kigger ind…

“Vi skal spise lige om lidt” siger Sara… “Jeg er ikke sulten!” Svarer Anne uden at flytte blikket fra kæleskabets indre, hvorefter hun lukker lågen hårdt.. og stamper op ad trappen til sit værelse…

Med ET er alt forvandlet, alle føler noget andet end de gjorde for 2 minutter siden..

Børge siger til Peter.. “Ryd lige dine tegnesager væk, så kan vi spise..”
Peter svarer.. “Jeg skal lige være færdig først”

Hvorpå Peter hæver stemmen en anelse: “Hørte du ikke hvad jeg sagde!”

Mor Sara irettesætter Børge.. “HAN kan jo ikke gøre for, at sin søster er i dårligt humør!”

Behøver jeg at fortsætte?…
Et er at det, som nu sker, vil være fuldstændigt uforudsigeligt – inklusiv de forskellige registre af følelser, alle vil gå igennem… noget andet, at ingen af dem heller tilsyneladende har en kinamands chance for at gøre noget ved det?!

De er i “deres følelsers vold!”

En følelse skabes ved at benævne bevægelse

Jeg ynder, når jeg skal beskrive dette tema, at adskille det jeg kalder for “emotioner” – dvs den umiddelbare sansede bevægelse, fra den tolkning vi har lært at give den. Tolkningen, vurderingen og beskrivelsen af måden vi bevæges på, kalder vi for “en følelse”.

Vi har lært at “føle”. Vi fødes som emotionelle – dvs. som bevægelige væsener.
Et lille barn råder – i takt med at hun af mennesker i sin omgangskreds lærer at kalde gentagne emotioner noget – over et begrænset udvalg af dem.

I løbet af opvæksten kommer der flere til. De læres så også, ved at lytte til det, som andre mennesker kalder: “Det de føler” i bestemte situationer.

Vi bevæges – alene i kraft af at vi er forskellige – også forskelligt. Vi udvikler også bevægelighed forskelligt. Nogle er mere “stive i kroppen” end andre, der måske leger og bevæger sig i kropsligt udfordrende omgivelser?

Til det hører også en emotionelt udfordrende opvækst, hvor mennesker i den nære omkreds måske er uforudsigeligt svingende i deres reaktioner på noget, som for en iagttager måske ikke ser ud til at være så anderledes end det, de mødte for et par dage siden?

En følelse eksisterer som et sammenspil

Både emotioner og det vi kalder dem – altså “en følelse” – opstår i et fuldstændigt sammenspil, med, hvad der sker omkring os.

Det “omkring os” opfatter vi ved at sanse.

Alt hvad vi sanser, bevæger os, og vi kan møde det forskelligt – eller bevæge os forskelligt også i situationer, hvor vores intellekt fortæller os, at det ligner noget, vi har erfaret før.

På den måde vil vores hukommelse også spille ind på, hvordan vi emotionelt bevæges, hvad vi kalder det (følelserne), og den respons vi udtrykker.

I det sekund vi reagerer, forandres omgivelserne ved, at DE reagerer på vores respons. Og bum tager det hele en tur til i karrusellen…

Måske er datter Anna i eksemplet overfor virkelig sulten, og har lige fået en snapchat med en besked fra en, som virkelig har gjort hende sur. I den bevægelse – den emotion – åbner hun døren til huset, hvor alle ser ud til at hygge sig. ..BARE IKKE HENDE..

“Altså… “øv hvor er I trælse-agtigt”, kan hendes ankomst på få øjeblikke forandre alt i rummet, “Stemningen”, Emotionerne og følelser hos alle…
Det sker som en kugle, der rammer et sæt kegler, eller en sur håndgranat, der sprænger i en portion fløjls-grød med kanel.

Kan du følge det?

Emotioner og følelser er ikke vores egne

Hverken emotioner eller følelser er vores “egne”… De opstår uforudsigeligt spontant, impulsivt og uden andre “grunde” end de, vi gerne konstruerer bagefter for at tildele skyld eller finde en tilsyneladende bekræftelse ved at tildele dem en “årsag”: “Hvis du ikke havde været så irriterende, ville jeg være mere glad!”

Alt det, jeg skriver her, peger på, hvordan vi har lært at “binde os selv”, som det vi kalder for “jeg”.
Ovenikøbet med forventninger til, at vi “bør have det under kontrol”.

…. Og når vi så overhovedet ikke har det, er det vores “skyld”…

Hvad er det så de klassiske Tantras inviterer til i denne henseende?

Først mig fremmest at anerkende – dvs iagttage og se, hvordan det virker og fungerer. I samme iagttagelse få øje på, at intet af det kan være sandt!

Javel.. det stille hav og den rolige stemning i huset hos Børge og Sara, rejser sig til til noget, der kan udvikle sig til uvejr og storm om et øjeblik. Kan vi forhindre det? Nej!

Hvad gør vi så? Vi bevæger os med det…
Det værste, jeg kan gøre, er at kæmpe mod det.

Det er modstanden, som binder.

Børge, Sara og Peter forventer en hyggelig aften. Og med et ruller mørke skyer op, da Anne træder ind.. Forsøget på at fastholde den gode stemning og irritationen over, at det ikke er muligt, binder i lidelse…

Det, jeg holder fast i, binder i mig … At være et “mig” ER at “holde fast i noget”!

Det, jeg holder fast i, binder i mig … At være et “mig” ER at “holde fast i noget”!

Som ung mand sejlede jeg meget i min kapsejlads-jolle. Ja i alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af og få lov til at seje.

I begyndelsen nød jeg, når det var roligt vejr med en passende vind.

Efterhånden som kompetencen til at sejle udviklede sig, opsøgte jeg vildere og vildere vejr. Det blev ganske enkelt helt fantastisk at sejle med vejret, bølgerne, vinden og jollen..

For mig er det en erfaring, der er dybt forankret i måden, jeg bevæges emotionelt på. En spinkel jolle har ingen chance, hvis den skal passere igennem en stor bølge. Går jeg op i vinden i en storm i et forsøg på bare at lade den passere, vil den med sikkerhed bringe mig i store vanskeligheder. Jeg må holde fart i båden og danse med elementernes rasen.

“Jesper på havet” er en anden, end den Jesper, der spiser is på havnen i solskin. Jesper findes ikke udenfor forskellige sammenhænge, der bevæger…

Jesper har ingen egen-eksistens. “Der bevæges” og det kaldes “Jesper”.. eller “Mads”, eller “ham der!”, “du der!”…

Lad mig kort pege på forbindelsen til Tantra:

Dogen Zenji, grundlæggeren af Soto Zen-buddhismen i det 13. århundrede Japan, havde, hvad nogle vil kalde for en sofistikeret forståelse af følelser. Han undersøgte især idéen om “ikke-separation” og opmærksomhedens rolle i det.

Dogen understreger, at følelser ikke er separate fra vores væren i verden; de er snarere (en del af) vores samlede eksistens. I sin tekst “Shobogenzo“, dykker han ned i emner, der berører både kognition, følelser og emotion, og anbefaler praksisser som zazen (stillesiddende meditation) som f.eks. Shikantaza -som middel til at forstå og transformere følelser.

Shikantaza er en specifik form for Zazen. Shikantaza betyder “blot at sidde” og er en form for “objektløs meditation.” I stedet for at fokusere på vejrtrækning eller et koan, er praksis i Shikantaza at sidde med en fuldstændig åben og opmærksom bevidsthed, uden at hæfte sig ved eller forfølge tanker, følelser eller sansninger.

For Dogen er der heller ingen klar adskillelse mellem krop og sind.

Han så følelser – ikke som noget, der skulle undertrykkes eller adskilles fra andre aspekter af menneskelig erfaring – men snarere som bevægelse, der kan iagttages i en bredere sammenhæng i opfattelsen af Naturen af det som er.