Vil du være en god elsker? Det spørgsmål kan meget let invitere i ambition. Bedre er det måske at spørge: “Hvordan elsker vi dejligt med hinanden?”

At elske er noget, vi gør. Den, som selv mener at være en god elsker, er det sjældent.

Nogle ville øjeblikkeligt forbinde mit spørgsmål med at gå i seng med hinanden. Jeg tænker det meget bredere. Elskov begynder længe før, de fleste måske overhovedet tænker det?

At holde op med at ville noget

Jeg ser det sådan, at kærlighed er det, som er, når vi lader være med at ville styre os selv, hinanden og vores omgivelser i en ønsket retning. Kærlighed kan ikke forlanges, kræves, gives eller modtages.

Vi kan bevæge os i opmærksom bevidst kontakt til “den”. Dvs. i bevidst opmærksomt med det, som er, og ikke i en forestilling om noget, der helst skal være eller blive.

Hvor svært er det ikke lige, når vi nu netop opdrages til – og konstant igennem bl.a. de sociale medier netop inviteres til at skulle “gøre et godt indtryk” på andre for at “sælge os selv” bedst muligt?

En god elsker – vil ikke gøre noget ved mig

Hvad nu hvis jeg beskriver Elskov som:

At bevæge sig opmærksomt, sanseligt berørende med hinanden på en sådan måde, at vi i alt det, vi gør, klart fornemmer, at vi begge vil det, og samtidig ikke vil noget med os selv eller hinanden?

Hvordan mærker jeg, at nogen i et møde vil have noget fra mig?

Det bliver tydeligt når det menneske, jeg møder, ikke vil eller kan bevæge sig med mig, men forsøger at gøre noget ved mig.

Hvis to mennesker vil danse med hinanden, så bliver det vigtigste at kunne lytte med alle sanser. Vi skal kunne fornemme hinandens bevægelser. Det kan jeg kun ved at være opmærksom på, hvordan jeg bevæges i mig, i mødet med dig.

Vi må indlade os på hinanden. Undersøge hvor finder vi fælles rytme, takt og tempo, tryk og træk, spænding og afspænding? Jeg kalder det for at bevæge sig i: Samtidig fælles interaktion.

Vi bevæger- og bevæges- samtidig af og med hinanden.
Ledelse er noget der opstår i vores samtidige bevægelse. Ikke noget “vi gør ved hinanden”.

Det bliver meget svært, hvis jeg er optaget af at skulle et eller andet sted hen med dig, have noget fra dig, gøre noget med dig, opnå noget, danse en helt bestemt dans, eller har en ambition om at vise, hvor dygtig er jeg.

Når vi mødes i noget som ikke findes..

Hvis vi mødes med tanke på det sidstnævnte, så mødes vi i noget, der ikke findes!
Det synes ofte synes svært at forstå?

Hvad mener jeg med, at det, vi gerne vi opnå, ikke findes?

Ja, hvis det allerede fandtes, så var der jo ikke nogen grund til at stræbe efter det?

Opmærksomhed udtrykker: At bevæge sig bevidst sansende i det, som sker, imens det sker.

Når, jeg erkender dig og verden omkring mig, så sker det ved, at jeg sanser.
Dette: At jeg sanser, er også det, som giver mig bevidsthed og erfaring af mig. Mig i verden, Jeg i mødet med dig. “Du”, som jeg sanser mig i mødet, med dig.

Hvis jeg i det møde vil noget, jeg i sagens natur altså ikke allerede har!? Så vil den ambition eller længsel udelukkende findes som en fortælling om noget, der ikke findes endnu, men gerne må komme!

Med andre ord som en “illusion” eller et fatamorgana.

Et Fatamorgana

Et fatamorgana opstår i sindet på meget tørstige mennesker, der midt i ørkenen skaber en illusion om, at de er lige i nærheden af en frugtbar oase. De er blevet så tørstige at deres sanser sløres. 

Kroppen forlader sig i den situation fuldstændigt på de hallucinationer, som hjernen skaber. Den tørstige begynder at løbe efter det illusoriske friske kildevand imellem de høje palmer.

Den elsker eller de elskende som vil have noget ud af mødet, har bragt sig i en tilsvarende situation. De er der ikke mere men i drømmeland eller i en hallucinerende rus, som har afskåret dem fra at sanse det, som er – og dermed også sig selv, som de er…

Hvordan elsker en god elsker dejligt?

Tilbage til spørgsmålet: Hvordan elsker vi dejligt med hinanden?
Kan det øves?

Ja, og det vi først og fremmest kan øve er, at iagttage naturen af det, som er – og se hvordan vores fortællinger igen og igen stiller sig i vejen for at se.

Alle sanser fungerer igennem bevægelse.
At iagttage sker i kraft af mine sanser.
Som mine sanser kan sanse, erfarer jeg verden omkring mig.
Det vil sige: Det, jeg erfarer, er, “AT jeg sanser” !
Som, jeg kan bevæge mig, KAN jeg iagttage det, som er.

Du bliver for mig: SOM jeg kan bevæge mig i mødet med dig.

Hvis jeg skal “kæmpe” for at bevare min integritet – så bliver det svært at “have dig i mig”.

Jeg kan “fryse”. Dvs. gøre mig ubevidst, som den hallucinerende i ørkenen, og på den måde fortrænge, at du er derinde i mig. Ligge lige så slap, som var jeg død uden at sanse noget, og lukke for al iagttagelse.

Jeg kan gå væk. Skabe nok afstand til jeg føler mig tryg og i integritet igen.

eller…

Aktivt bevæge mig anderledes, og om muligt ikke længere lade dig gøre noget ved mig – i mig, som jeg ikke vil.

Ved at forandre måden, jeg bevæger mig på, forandres også min iagttagelse af det, som sker.

En god elsker lytter med alle sanser, og bliver stille i sit sind.

Det hele kan jeg samle i: At øve mig i at lytte opmærksomt med alle mine sanser og lade mig bevæge af det, som sker!

…og IKKE af en fortælling om, at vi skal et andet sted hen! …
I kontakt til kærlighed er ikke noget sted at “komme hen”.

Som og vær med på cupisofi og elskovskunst.. En meget tryg ramme at øve det i!

Samtaler om lyst