Hvis du læser denne tekst, vil du på et øjeblik blive i stand til at vække det hedeste begær hos det menneske, som du møder. Vel at mærke ikke blot gøre vedkommende liderlig, men dampende liderlig efter DIG!

Nu hjælper det jo ikke meget at personen bliver tændt på dig, hvis du ikke ved, hvad du skal stille op med det? De følgende afsnit vil derfor også vise dig – trin for trin – hvorledes du kan bruge denne skabte seksuelle tiltrækning til din egen fordel, om det så er at bringe ham eller hende med hjem i sengen, eller opnå noget andet og måske mere attraktivt for dig?

At invitere igennem intellektet.

Læste du ovennævnte afsnit færdigt?
Med dette eksempel vil jeg vise, hvordan en “invitation” som er skrevet direkte til dit intellekt fungerer: Den rammer flere behov hos læseren og skaber på den baggrund nysgerrighed. Hvis du som læser kan identificere dig med drømmen om at kunne tiltrække og forføre hvem som helst, og med ambitionen om at kunne lære det “trin for trin”, har jeg vel skabt en invitation som – i det mindste indledningsvis – får dig til at læse videre?

Manipulation

Jeg har igennem mange år mødt mennesker på mine seminarer, som gerne ville lære at manipulere. Manipulation kan via sin oprindelse oversættes til: “at føre med hånden”. Machiavelli skrev allerede i 1500 tallet om at de 3 vigtigste behov at tale til for enhver magthaver var: Sex, frygt og forfængelighed. Hvis Sex og forfængelighed ikke virkede, så var det vigtigste af alt at skabe frygt, såfremt magten altså skulle beholdes.
Jeg genfinder fuldstændigt de samme virkemidler i nutidens industrialiserede reklamesamfund!

Invitationer til intellektet kan gives på en mere subtil måde:
Skab først en teori, som i dele henviser til noget, som de fleste mener at genkende. Såkaldt “kendt viden” eller “genkendelige behov og problemer”. Sørg for at denne teori indeholder en række ord og begreber, som er særlige for denne. Ord som måske er nye, og gerne nogle som klinger godt og falder let i munden.
Knyt så en række troværdige historier på denne teori, som underbygger dens anvendelighed. Og slut så af med at give dine tilhørere en række færdigheder, som de fysisk kan afprøve, der giver dem en erfaring med, at teorien faktisk virker og skaber en række sanseoplevelser. Hvis der skulle være nogen, for hvem det ikke virker, så forklar at der skal øvelse til!

Identifikation er forudsætningen

Begge modeller bygger på en fælles forudsætning: At de, der tales til, identificerer sig med de ambitioner, den frygt og det begær som invitationen indeholder. Samt som noget helt grundliggende, at lytterne overhovedet vælger at tro på den, som giver invitationen.

Det at gøre nogen eller noget til en autoritet i sit liv bliver til et stort skridt ind i drømmeland. Der mister du kontakten til livet selv, og udskifter den med en historie.

Hvad mener jeg med “at invitere”?

Min impuls til at skrive denne artikel opstod ved at en stillede mig spørgsmålet om, hvad det “at invitere” betyder?
Jeg benytter ordet selv, når jeg f.eks. vil invitere nogen til “at undre sig” sammen med mig, og opdagede at dette tilsyneladende uskyldige ord, slet ikke er så ufarligt endda.

For mig er betydningen af “at invitere”: At skabe kontakt. Og dermed må jeg så også forstå, hvad jeg mener med “kontakt”? Hvor der er kontakt, er der ikke to længere. Der var to eller flere, nu er alene kontakten der!

At mødes i en historie

Hvor vi mødes i en historie, i en fortælling om hinanden, en bedømmelse eller sågar en beskrivelse – som f.eks. det forelskede par skaber om hinanden – finder der ingen kontakt sted? Hvor mødet sker med en ambition og “at ville et eller andet sted hen med dette møde – have noget UD af det”, kan der ikke være kontakt. Den ene eller de begge er ikke til stede. De er i drømmen og forestillingen om det, der skal (op)nås. Det bedste tegn på det er følelsen af stress, skuffelse, eller utilfredshed med at: “jeg ikke fik, hvad jeg kom for”.

Vil du danse?

Den kontakt, jeg skriver om, sker hinsides ord og identifikation. Det betyder ikke, at vi kun kan have kontakt, når vi tier stille, men at mødet finder sted i bevidsthed. Kan der være bevidsthed, hvor der er forbehold? Kan jeg se, hvis jeg ser efter noget bestemt?

At invitere til at “undre sig” sammen bliver til: at bevægelse kan opstå. Bevægelse udløses af, at der sanses, og der sanses, når bevægelse finder sted. Det er som livet selv: Livet lever ved at vejret trækkes, og vejret trækkes, ved at der er liv.

Det svarer til, at jeg siger: “Vil du danse”?… Og for at danse, må du opgive din indre modstand.

Det betyder ikke, at du skal give mig nogen som helst form for autoritet. Tværtimod vil det forhindre dig i at give slip. Hvor der skabes autoritet, opstår et ideal eller en “form” og dermed identifikation med en ide. Livet danser ikke nogen bestemt dans. Der danses ikke efter en koreografi – med mindre du har valgt at stille dig udenfor livet og forsøge at være koreografen, der forventes at have kontrol over forestillingen? Kan der være lyst og glæde, hvor der er kontrol? Kan kærlighed leve under kontrol?

ER Livet ikke dansen selv? Så længe der en, som “vil danse”, er der skabt et skel.
Jeg kan se på ildfluernes dans. Danser de sammen? Eller er det bare den beskrivelse som, jeg vælger at give det, jeg ser? Er de dansen? Det, som sker, imens det sker, i det liv som lever.

Et møde eller en “massage”?

Jeg har ved flere lejligheder beskrevet, hvordan ordet: “en tantramassage” eller “en tantrisk behandling” kan stille sig i vejen for, at vi mødes. Kan et andet menneske “massere” mig til forståelse af frihed? Hvad skal jeg “behandles” for? … Skal jeg give min “behandler” autoritet?
Ordene kan virke som en invitation til intellektet. Både for den, der ser sig som “massør” eller “behandler”, og den som handler på invitationen? En invitation som betinger mødet. Er det ikke også derfor, at det bruges? For ikke at skulle forholde sig til moral, skam og blufærdighed?

Har jeg brug for en “lærer”?

Har jeg brug for en “tantra-lærer” som underviser mig i, hvordan jeg bliver bevidst? Og skal jeg så lede efter den “rigtige” af slagsen? Hvordan afgør jeg det, med baggrund i min tilsyneladende selvvalgte inkompetence? Og hvis  jeg anser mig som kompetent til at vurdere denne “lærer” som værende “dygtig”, må jeg så ikke, for at kunne afgøre det, allerede besidde de kvalifikationer, som gør det muligt at bedømme ham/hende som sådan? Altså i virkeligheden være mere kvalificeret?

Vi kan mødes i en duft

Vi kan mødes i – lad os bare kalde det for en “tantra-massage”, et “tantrisk møde”, en “retreat” eller et “seminar”- og i det møde vil der være meget at forstå, som er umuligt at begribe. Enten ER kontakten der, eller den ER der ikke.

Hvis jeg handler ud af kontakt til lyst – dvs. hinsides betingelse – så vil enhver ambition og fordring forsvinde. Om nogen følger eller lader være vil være lige gyldigt (til forskel fra ligegyldigt). Der vil ikke være nogen at følge, ej heller noget at opnå… Det vil være som en duft der fornemmes, en duft der gør en forskel – uden at denne forskel rummes i en historie.

Tantra kan ingen “lære” af nogen. Du kan lære “teknik” og metode, og begge dele vil fjerne dig fra livet selv.

Tantra er mystisk udenfor enhver fortælling. Tantra skal du selv opdage. Du er lige midt i det! … Alt hvad jeg inviterer til, er at mødes. Det eneste som behøves fra os begge er et: “jeg vil…..”.