Hvad er en tantra? Dette spørgsmål stilles ganske naturligt af de som f.eks. hører om og ganske ofte forveksler det med “tantra-sex”, eller som noget “par kan gøre med hinanden”.

En tantra – af mange

En “tantra” beskriver en tekst eller “læring”, der inviterer den, der vil lytte, se og erfare – til bevidsthed om frihed.

At være fri handler i en “tantra” ikke om at “være fri FRA noget” eller “fri TIL noget” som det så ofte forstås, men om ikke længere at identificere sig med nogen fortælling, der kan betinge livet.

Dette gør en tantra “mystisk”. Når denne “frihed” ikke kan betinges, kan den heller ikke beskrives “sandt”. Det eneste, der måske er muligt, er at pege i retning og sige: “Prøv dette… og så!”

At tisse op ad skiltet

De fleste vil kunne indse at et billede af – eller en fortælling om et træ – ikke er et træ? Fortællingen “peger” eller henviser til noget andet end “sig selv”. Præcis på samme måde, vil en fortælling om mig ikke VÆRE mig.

At tage fejl af en beskrivelse, der peger, og det, som den peger på, vil svare til at tisse op ad skiltet der står “toilet” på, i stedet for at finde det toilet som det henviser til. At gøre det, bliver både temmelig upraktisk, ubehageligt og noget værre griseri.

Ikke desto mindre er det det, som de fleste mennesker gør, når de ser sig selv? Vi er simpelthen opdraget til at tro fast på at “vi skal være nogen eller noget”. En “Nogen” eller et “Noget” der kan rummes i en historie:

Et CV, en titel eller – mange, at være søde, gode, pæne, lækre, sexede, kærlige, dygtige, afholdte etc… .  Fortællinger om os, der allesammen inviterer ind i ambition og præstation, eller i det mindste udgøre vægtskåle, hvorpå vi kan måle både og selv og andre på.

Identifikation

Denne måling eller bedømmelse vil netop betinge os, og stille sig i vejen for kontakt til denne frihed eller kærlighed om jeg vil. Det, AT der fortælles, er ikke “sagen” i dette, men at vi ser disse fortællinger som “sande” – dvs. forveksler “det, som er” med beskrivelsen af det, som er.

Denne forveksling kaldes ofte for “identifikation”.

Hvad er jeg så?

Hvis jeg nu ikke ER “nogen” eller “noget”, hvad er jeg så?

Se dette spørgsmål lader sig jo egentlig ikke besvare. En tantra ville f.eks. kunne pege på, at “jeg” er et “udtryk” af universets bevægelse? Derfor benyttes gerne metaforer som “bølger” i havet, “hvirvler i den strømmende flod”, som beskrivelser af at vi på den ene side er helt unikke, og på den anden side er fuldstændigt forbundne med alt andet i universet.

Ja selv det, at kalde os “forbundne” rummer et problem, idet vi i så fald ville være “enheder”, der “hænger sammen”? I stedet vil en tantra pege på, at det, som er, –  blot udtrykker bevægelse.

“Jeg” er en klapren fra den port, som bevæges af vinden. Ved at se på porten erkender jeg vinden, selv er den ikke synlig for øjet, omend den kan erkendes på sit udtryk.

Medfølelse

At få øje på denne forbindelse leder helt naturligt ind i “medfølelse”: At se, at enhver bevægelse “jeg” gør, bevæger alt, og at alt, bevæger “mig”. … Et: “Vær mod andre, som, du ønsker, at andre skal være mod dig selv” – der ikke KAN fungere som en moral eller en regel, men som en beskrivelse af denne sammenhæng.

Tantra og meditation

Tantra forbindes med “meditation”. Og denne praksis med at sidde eller bevæge sig fuldstændigt opmærksomt hvor alt gives “samme gyldighed” handler om at få øje på denne forbindelse. Noget der naturligvis IKKE er muligt, hvis der er “nogen”, som er grebet af en ambition om at opnå dette.

Sådanne paradokser er Tantra´s fyldte med.

Retreat på Mahamudrainstitut