En tilstand af nydelse? Vil du derhen?
“Lad mig hensætte dig i en tilstand af nydelse …” Eller skal jeg hellere skrive: “Binde dig i en tilstand af…”
Hvis jeg ser mig som værende i en “tilstand af noget” – f.eks. -af sorg, -lyst, -henrykkelse,-mismod, eller nydelse , så betyder det, at jeg igennem min beskrivelse, “fryser” det, som lever og kontinuerligt bevæges og bevæger sig, i en “form”.
For at måle, må jeg skabe en form
Vil jeg måle noget, må jeg have det til at passe i en form, der kan bruges som en målestok eller reference: En skabelon, standard eller norm. “Norm” betyder “normal form” eller den “vedtagne form”.
“At leve” udtrykker ikke en tilstand. “At være kærester” – eller “venner” – gør ..
Det er så let med “tilstande”. Dem kan jeg flytte på, bringes i, eller bevæge mig imellem. Jeg kan “gå” fra en tilstand til en anden. Gør jeg det, vil det typisk blive kaldt for “en overgang”.
Noget, der “befinder sig i en tilstand”, er let at forholde sig til. Det er enkelt, fordi der er regler for, hvordan den ene tilstand adskilles fra den anden. Samtidigt er det attraktivt for det kontrollerede mennesker. “Kontrol” kommer af det latinske: Contrarotulum – der betyder at måle op imod (contra) “rullen” .. dvs. det, der burde være iflg. bogholderiet.
At (be)dømme det rigtige
I kontrollen er normen det “rigtige”. Det jeg dømmer det levende efter.
Hvordan måle noget der kontinuerligt spræller og bevæger sig, udvides og trækker sig sammen, blomstrer og visner, fødes, modnes og dør, vokser og skrumper, vædes og udtørres, svulmer og synker sammen?
Det er umuligt, med mindre jeg gør det til tilstande, jeg kan revidere i mit bogholderi og sammenligne med, hvad der burde være “som forventet”?
At kontrollere
Det er essensen i at kontrollere: At finde afvigelsen, imellem det jeg oplever og min forventning om, hvad der burde være. Jeg KAN naturligvis KUN kontrollere efter det, som er forventet!
Ser jeg noget, jeg ikke kender og aldrig har erfaret, må jeg vurdere det efter en “tilstand”, jeg er fortrolig med.
På den måde vil verden i det kontrollerede menneske erkendes ud fra sine erfaringer. Erfaringer der fremtræder som beskrivelser af “oplevede tilstande” – som idealer eller noget der “skal undgås”.
“At leve” udtrykker ikke en tilstand
Et menneske der lever i kontakt til lyst og kærlighed, vil lade sig bevæge som havet eller græsset, der bølger i vinden. Som varm lava der sprudler uforudsigeligt op af jordens dyb. Som ild der fortærer, og køligt vand der perler på varm hud.
Her erkendes ingen begyndelse og slutning, “At leve” betyder at dø og fødes igen og igen. Alt er bevægelse. Intet “flytter sig”.
Hvilken angst vil der ikke knytte sig til tanken om dette?
Hvad skal jeg så holde mig til? Hvor er min målestok?
I bevægelse bådes skabes og erkendes det, som er – som det er.
En tilstand af nydelse?
Hvis jeg vil nyde en lækker is, kan jeg ikke hensætte mig til en “tilstand af nydelse” ved at putte den ind i min mund, lade den smelte der, imens jeg passivt og ubevægeligt lader det ske?!
Det er der virkelig ikke megen nydelse ved. Selv den smeltende is vil ikke befinde sig i en “tilstand”.
At nyde, at le og glædes, at sørge, at elske og frydes, at undres, at leve – henviser til alt andet end tilstande. At leve kendetegnes ved, at jeg bevæger mig, af mig selv. Møder mig aktivt i det som er, og bevæger mig.
Hvad er det så mon det menneske vil, der vil hensætte dig i en tilstand af nydelse, og beder dig om blot at ligge helt stille og “nyde” uden at skulle gøre noget som helst?
