Er jeg en Cyborg
For mange år siden så jeg en halvdårlig actionfilm ved navn “Robocop”, der i al sin enkelhed handlede om en politibetjent der efter at være blevet meget hårdt såret, blev “ombygget” til en “ Cyborg ”: Halvt menneske, halvt maskine.
Hvad er et menneske, hvad er en maskine
Da jeg igennem det meste af mit liv har fordybet mig i den systemiske tænkning og -teori, der beskriver hvorledes liv, levende organismer og samfund bliver til og fungerer, var dette plot naturligvis i sig selv spændende: Hvad er mennesket, hvad er maskinen i sådan en Cyborg ? Hvordan kan vi skelne?
Serien “Westworld” tager samme tema op, og jeg så den med stor fornøjelse.
Cellernes membraner
Pt. ligger Bruce H. Liptons bog om “intelligente celler” på mit skrivebord. Lipton har igennem mange år forsket og undervist i cellebiologi, og læsningen af hans bog friskede de mange timer på medicinstudiet med Histologi og cellebiologi op.
Samtidig gav hans populær-gennemgang af den nyere forskning indenfor cellelære og epigenetik endnu et perspektiv på, hvordan vi må revurdere vores opfattelse af at være mennesker og individer i verden.
Kort beskrevet peger Lipton på, at cellemembranen – dvs. den funktion der adskiller cellen fra sine omgivelser og samtidig gør det muligt for den at sanse og kommunikere med disse – reelt set fungerer efter det samme princip som en chip i en computer.
At skelne af-sig-selv
I systemteorien peges der (forenklet) på, at forudsætningen for liv er evnen til at skelne af-sig-selv. Dvs. igennem skelnen på den ene side at adskille sig fra sine omgivelser og på den anden side samtidig “være” disse omgivelser, idet den skelnen, som finder sted, jo betinges af de omgivelser der skelnes i forhold til.
Allerede nu bliver det komplekst. For kan jeg på samme tid både være noget, der ikke er mig (omgivelserne altså) og så alligevel er mig (omgivelser)?
Ja!
I forhold til den logiske tænkemåde fungerer det paradoksalt, og det er pt. den bedste måde at beskrive grundprincippet i liv på.
Systemisk tankegang omfavner uproblematisk paradokser.
Bruce Lipton peger på, at måden, der skelnes på i en cellemembran, styres af omgivelserne – vel at mærke med-betinget af cellens DNA.
Computer med tekstbehandlingsprogram
Analogien, han benytter, er en computer med et tekstbehandlingsprogram, der indeholder en masse muligheder. Programmet svarer til DNA, og måden tasterne betjenes på af en forfatter til henholdsvis membran og omgivelser. Hvad der benyttes af mulighederne i programmet afhænger af forfatterens færdigheder.
Cellemembranen er i princippet “tæt” og samtidig udstyret med 100.000 vis af små “porte” der kan lukkes og åbnes i et voldsomt stort antal kombinationer. Alt efter hvordan disse enten er åbne eller lukkede, ændres potentialet – dvs den elektriske forskel imellem omgivelserne og cellens indre.
Computeren fungerer efter akkurat samme princip med et stor antal Bits og Bytes, der “består” af “noget” som enten kan være tændt (1) eller slukket (0). Lys, ikke-lys, spænding, ikke-spænding… etc.
Tænk bare på de uendeligt mange måder de ca 60 taster på en computer tastatur kan kombineres til ord, tekster, og fortællinger på!
Forestil dig så 70 trillioner celler, som hver har 100.000 vis af “porte”, der kan være åbne eller lukkede. præcis som en tast på tastaturet blot enten er “nede” eller “oppe”.
Robotter og en Cyborg
Hvad, der adskiller “kunstigt intelligente robotter” og en Cyborg fra alm skrivebordscomputere, er, at de første udstyres med sensorer, der tillader omgivelserne i bred forstand at påvirke, hvordan robotten skal bevæge sig – vel at mærke med afsæt i en lang række muligheder, som på forhånd ligger potentielt i maskinen.
“Intelligensen” opstår i det øjeblik, robotten selv kan ændre i disse muligheder, ved så at sige at “re-programmere” sig selv til nye rutiner og frem for alt afprøve disse og justere dem i samspillet med forandringerne i omgivelserne og en eller anden “nytte” for maskinen selv.
Her til morgen, imens jeg stod under bruseren, blev det det så lysende klart for mig, at jeg allerede længe reelt har fungeret som en Cyborg.
Tanke, hjerne, intellekt, krop, bevægelse sanser er et
Mange mennesker taler og skriver om hjernen, intellektet og kroppen, som er det adskilte enheder. Sætningen: “Du skal ud af hovedet og ned i kroppen”, er blot et eksempel på dette.
Mit hoved, hjerne og alt, hvad der foregår deri, er uløseligt og sammenhængende forbundet med alt andet i kroppen. Det hele fungerer som et sammenhængende kommunikerende “system”, hvor en bevægelse et “sted” bevæger hele systemet .
Jeg kan ikke tænke en eneste tanke, der ikke baserer sig på, at der sanses dvs. skelnes. Enhver tanke, jeg “får”, bevæger alt i “mig”. Enhver bevægelse – skaber en tanke. Det hele sker simultant.
Når millioner af kvinder kan ligge under dynen og mærke varmen, fugten og fryden ved at læse en roman som “Fifty shades of grey” – eller lige så mange mænd fornemmer ophidselse og testosteron ved at se på billeder af nøgne kvinder, så er det blot et eksempel på dette.
Smid lige din Smartphone væk!
Tænk nu på din “Smartphone” eller din computer, der er forbundet med internettet og gør det muligt via mails og sociale medier at knytte forbindelser til mennesker og hjemmesider i hele verden!
Når vi mister vores telefon, føles det for mange som noget af et “tab”. Pludselig er en meget vigtig kommunikations-forbindelse gået tabt. Som en Cyborg der taber sin kontakt til omverdenen.
Måden denne kraftfulde telefon computer virker på, følger de samme principper som vores egen organisme. Vel at mærke hele vejen ned på celleniveau – ja længere endnu.
Min telefon eller computer “forlænger” med andre ord min mulighed for at forbinde mig med andre mennesker. Mit sociale liv er meget tæt knyttet til den.
Når vi f.eks. chatter
Hvis jeg f.eks. chatter med dig, og vi sender beskeder til hinanden, vil min besked, som jeg tænker og skriver, blive til tanke i dig ved at du læser og gentænker. I denne samme, samtidige bevægelse er vores kroppe med. Vi bevæges med andre ord af den fælles interaktion, og i bevægelsen sanser vi.
Forbindelsen er lige så reel og virkelig, som hvis vi rører fysisk ved hinanden. Der er intet “virtuelt” over det. Det sanses blot anderledes fordi det ikke er den umiddelbare kontakt med hud, dufte, smag, syn, berøring der er i spil, men en skelnen der her kombineres af den visuelle tekst, og den skelnen der skabes igennem tanken i første omgang, og senere overalt i vores kroppe.
Hvad er mig, og hvad er dig?
Nu kan jeg så spørge mig selv om, hvordan jeg afgrænser det, der “foregår i mig”, og “det som foregår i dig”? Er det virkeligt muligt at adskille det?
I det øjeblik vi taler med hinanden i telefonen, eller chatter over nettet, bliver vi til “hinandens omgivelser” på en meget intens måde. Jeg og du forandres dermed i øjeblikket. Vi “smelter sammen” til ET kommunikerende system – og elektronikken fra telefoner, sendemaster, satellitter, modtagere, netforbindelser etc. fungerer blot som en udvidelse af vores fælles system. Selv strømforsyningen fra el-nettet spiller med her. Går strømmen et eller andet sted er kontakten væk.
Vi kan begge to af-os-selv, eller igennem en påvirkning “udefra” tabe kontakten dvs. opmærksomheden på, at denne forbindelse er til stede. Det hele bæres af “kontakt”: At der ikke stilles “noget” imellem.
Hvad er forskellen imellem direkte kontakt og igennem nettet?
Men hov!
Hvad er forskellen på, om vi er i direkte kontakt i en samtale lige ved siden af hinanden, eller med berøring hud mod hud som “skelnen”, og så at det foregår via en internetforbindelse?
For virkemåden intet. Det er kun måden, der umiddelbart skelnes – dvs. sanses på – som adskiller. I det øjeblik vi begge går i kontakt, bevæges vi som et.
Vi må med andre ord slippe vores forståelse af os selv og hinanden som “enheder” og se os som interaktion eller “skelnen”.
End ikke metaforen “at give og modtage” kan benyttes længere. I et system bevæges alt sammen helt ned på celleniveau, med mindre kontakten afbrydes.
Alt dette giver vel begrebet “intimitet” en helt ny betydning?
Intimitet en ny betydning
Hvis nu mit “system” har lært som en meget væsentlig del af min “programmering” – i dette tilfælde i form af “mine overbevisninger og værdier”, – at jeg ER en enhed: En “nogen” eller “noget”. Så vil det være forbundet med angst og dermed en følelse af kontroltab at skabe kontakt.
Angst for at jeg “forsvinder” i denne kontakt. At et “jeg”, som reelt ikke er der, men udelukkende eksisterer som et “loop” i tankemåden, ikke længere kan opretholdes.
Tankevækkende er det for mig, at vi kun har angst for noget, der findes i vores forestilling og ikke for det, der reelt sker lige her og nu. Det er præcis ligesom angstens følgesvend: Kontrollen – altid forsøger at ændre det, der er og sker, så det passer ind i et ideal eller en plan.
“Er du ved at komme nu?”
Tænk et øjeblik på at orgasme f.eks. KUN kommer hvor kontrol og dermed ambitionen om at være “nogen” ophører. Den stopper øjeblikkelig, hvis du lige i samme øjeblik får spørgsmålet: “Hanne er du ved at komme nu?”.
Ansvar
Det er også så frygteligt besværligt at være forbundet med alt i ET system. Det fører jo til ansvar: Som jeg bevæger mig, bevæges det hele.
Det er så meget lettere at adskille sig i “mig og de andre”, og gemme sig bag sine ego-nalistiske grænser, for naturligvis samtidig at opretholde en korrekt politisk holdning, der accepterer fremmede, OG skaber mit tilhørsforhold til den gruppe, jeg gerne vil identificere mig med.
Altså på betingelse af….
Eller er det virkeligt lettere? Det lyder temmelig anstrengende for mig, når det står der på skrift!
Så hellere en ansvarlig, forbundet og grænseløs, lysten Cyborg.
