Hvad er jeg og hvad er du? Hvordan afgør du, hvad der hører med til dig, og hvad der ikke gør det?
Det lyder som et enkelt indlysende spørgsmål. Og inden du læser videre, så reflekter lige over det!

Afgør jeg det ved at støde ind i noget, når jeg bevæger mig?

Hvor begynder noget andet?

Hvis jeg nu skal finde rundt i et helt mørkt rum, så vil jeg nok føle mig frem? Hvis jeg rammer noget, og sanser det et eller andet sted i kroppen. Måske endda som smerte? Vil det være der, hvor jeg sanser denne modstand, at jeg “udstrækker mig til” og noget andet begynder?

Kan jeg bedømme det ved at se på omridset af min krop. Altså er det min hud, der er afgræsningen?

Eller skal min stemme og de lyde, jeg ellers laver, også tages med?

Hvis nu du står ved siden af mig, er det åndedræt, du sanser fra mig, så “mit” eller hører det til dig?

Kan jeg afgøre, hvad der hører med til mig, hvis jeg svæver vægtløs med bind for øjnene uden mulighed for at bevæge mig?

Er det tyngden, der gør det muligt for mig at vurdere, hvor jeg stopper, og noget andet begynder?

Er jeg min vilje?

Hvad med min vilje? Altså at der er en sammenhæng imellem det, jeg vil bevæge og at jeg kan opfatte, at det rent faktisk sker? Jeg kan også kalde det for “forudsigelighed” eller “inferens”, at den finger, jeg vil løfte, rent faktisk sig løfter sig, når jeg vil have den til det!

Lad mig sige, at jeg mister bevægeligheden og følelsen i mit ene ben. Og ikke kan se det. Kan jeg så afgøre, om det ben hører med til mig eller ej?

Nogen spiller musik. Jeg hører den ved at luftens bevægelse igennem lydens puls, bevæger mine indre ører. Afgrænses jeg af lyden eller af, om jeg kan høre? Rækker jeg længere “ud”? – måske helt til det sted, hvorfra lyden opstår? Uden det ville jeg jo ikke kunne høre det?

Kan jeg eksistere uden, at der er egnet atmosfære omkring mig? Kan jeg virkelig adskille mig fra den luft, jeg trækker vejret i, og de lunger og muskler jeg trækker det med?

Hvornår holdt jeg op med at være min mor?

Hvornår holdt jeg op med at være min mor?
Skete det før eller under fødslen? Og hvordan? Er jeg bare muskler, fedt og knogler etc. Eller er jeg mere end det? Kan jeg adskille mig fra min mor? Og hvad så med min far?.. Det var bare en sædcelle han bidrog med og nogle data i form af DNA?

Er jeg mig uden dem?
Er hun “mor” uden mig?

Hvornår slutter jeg?

Hvornår begynder jeg, og hvornår slutter jeg?

Er jeg kun det, jeg er lige nu, eller er jeg også summen af alt, hvad jeg HAR været?

Hvis alle mine celler fornyes over tid, er jeg så stadig den samme person, jeg var for 10 år siden?

Hvad hvis jeg definerer mig gennem mine relationer?

Er jeg stadig “mig,” hvis jeg mister al kontakt til andre mennesker?
 Kan jeg være “mig selv” uden nogensinde at spejle mig i andre?

Er jeg: “Hvordan andre ser mig”, eller alene ,“hvordan jeg oplever mig selv?” – Er min “oplevelse af mig selv, uafhængig af: Hvad andre oplever, at jeg gør, – og reagerer på det?

Er jeg det, jeg tænker, at jeg er?

Er jeg kun det, jeg føler og tænker lige nu?


Hvis jeg kan ændre mine holdninger og følelser, hvor stabil er “jeg” så?

Er jeg stadig mig, hvis jeg en dag vågner op uden hukommelse og uden genkendelse af mine egne følelser?

Hvis jeg har en pacemaker, er den så en del af mig? 
Hvis jeg styrer en kunstig arm med mine tanker, er den så også en del af mig?

Hvad nu, hvis min bevidsthed en dag kunne uploades til en computer, ville jeg stadig være “mig”?

Vil en smartphone, der rummer mine minder, fotos og tanker, være en del af mig?

Er jeg de ord, jeg bruger om mig selv?

Kan jeg eksistere, som jeg er, uden et sprog til at formulere mig?

Hvis jeg ikke kan sætte ord på “mig,” eksisterer jeg så stadig? Hvis jeg finder en måde at udvide min beskrivelse på, udvider jeg så mig selv?

Hvis jeg nu lærer den fra en anden – er det så vedkommende, som gør mig større?

Kan en anden beskrive mig mere præcist, end jeg selv kan?

Hvis jeg drømmer, er den drøm så “mig”?

Hvis jeg forestiller mig noget, er forestillingen så en del af mig?

Er jeg kun mig, når jeg er vågen, eller er jeg det også, når jeg sover?

Biologi måske?

Er jeg uden de bakterier, der lever i min krop? Der er flere af dem med et andet dna, end det dna jeg kan identificeres med.

Er jeg levende i kraft af alt det liv, der er i- og omkring mig?

Kan jeg eksistere uden det, der nedbryder mine celler og genopbygger dem?

Hvis jeg kun kan leve på grund af solens lys og planters ilt, hvor begynder og slutter jeg så?

Hvis, vi ser på partiklerne, jeg består af, så er de i konstant udveksling med omgivelserne.

Betyder det, at jeg er en midlertidig struktur i energi og materie?


Er jeg summen af mine dele, eller er jeg uforudsigelig bevægelse?

..Og for dig?

Hvad er jeg så for DIG, når du ikke kan sanse mig direkte? Dine fortællinger om mig?
Er jeg så stadigvæk mig, når jeg er død? Altså også dine fortællinger om mig? 

Er fortællingerne om mig i virkeligheden DIG? – Eller det du bl.a. benytter til at adskille dig fra mig med?

Trolden på skulderen

Forestil dig, at du havde en lille fyr siddende på din krop, som gjorde alt, hvad du tænkte og sagde at han/hun skulle gøre!

Fuldstændigt uden modstand. Hvor længe ville det vare, før du ville opfatte den lille trold som helt integreret i dig?

Mit bud er: Ikke særligt længe. Han/hun ville blive til det mest intime du nogensinde ville møde. Ja i virkeligheden kan vi end ikke tale om “intimitet” i den forbindelse. Han/hun ville VÆRE dig. 100% anerkendt i alt, hvad det sker.

Det ville være absurd at skændes. Lige så skørt som at overveje om han/hun nu gør, som du vil.

Selvfølgelig vil han/hun bevæge sig på samme måde, som at din hånd også er dig, og bevæger sig, som “du vil og kan”.

Ville det være den totale hengivelse? Den totale sammensmeltning?

Hvad skulle denne lille trold gøre for at få dig til at tvivle på, om den virkelig hører til dig?
Gøre noget andet end det, du forventer? F.eks pludselig sparke dig i siden, uden at du kunne se sammenhæng i det?

Ville det værste være, hvis den lille trold kunne gøre dig angst?
Bevæge sig spontant på en sådan måde, at det gør ondt og skaber ubehag?
Måske overdøve alle de andre forstyrrelser, jeg har listet op i ovenstående?
Få dig til at frygte for at dø? – Eller bare ikke være “i orden”?



Kan du måske se hvor umuligt og absurd skørt det er at tale om os som afgrænsede individer?

Denne umådelige forbindelse til det kvindelige.

Jeg har igennem hele mit liv, spurgt mig selv, hvordan det kan være at jeg tiltrækkes så meget af kvinder, som jeg gør det? Her skriver jeg ikke specifikt om noget seksuelt.

Jeg blev født ind i en verden, som jeg ikke fandt specielt tryg. Måske gælder det for os alle? Og jeg vil kun tale for mig her.
Jeg har ingen anelse om, hvorvidt den føltes mere tryg, imens jeg modnedes og voksede i min mors krop? Uanset så blev fødslen et meget konkret tegn på adskillelse!

“Du skal lære at stå på dine egne ben!”…
Den sætning har jeg hørt til hudløshed. Og jeg gjorde mit bedste.

Hvad jeg fornemmede igennem min opvækst var, at det var langt tryggere for mig at være sammen med kvinder – uanset alder – end det var med mænd og andre drenge.

Hvor ofte er det ikke netop mænd, der vil ødelægge og vise sig igennem den magt, de mener, at de kan udvirke? Sådan er de ikke blevet født. Det er jeg sikker på. De mødte også en utryg verden – måske personificeret i en magtsyg uempatisk far?

Jeg opfattede ikke min far sådan. Dog som bestemt og til tider kontant og også korporligt irettesættende.

At gå skole oplevede jeg som et af de mest brutale steder at opholde sig. De få steder, hvor jeg fandt en “helle”, var hos nogle kvindelige lærere, som jeg kom til at elske højt. En absolut umulig kærlighed set i lyset af, at jeg drømte om at blive “taget ind” i dem.

At anerkende betyder at ophøre med at adskille.

“At blive taget ind i nogen” ser jeg som “at blive mødt anerkendende”. Kan vi mødes mere anerkendende, end hvis et menneske inviterer og tager os ind i sig fysisk, uden forbehold?”

På den måde skabes anerkendelse i den samme bevægelse: At bevæge sig ind ER at blive inviteret ind.

AT -ville eller -trænge ind, udtrykker derimod magt!
Kontrol.

At SE anerkendende på den måde – med alle sanser – ER at tage et menneske ind i sig.

Vi opfatter ofte det “at sanse” som noget, der går ud fra os. Som om denne afgrænsede krop er forsynet med sansende tentakler, der “henter indtryk hjem” ved at række ud efter dem?

Nej… At sanse er det, vi GØR! – Det vi ER.
Vi eksisterer i et bombardement af “påvirkninger”. Vi ER dem!

Luften, vandet, maden, sociale kontakter, tyngden, vinden, varmen, køligheden, tidevandet, planeternes bevægelse etc. mikroorganismer, og bakterier. Vi eksisterer ikke uden dem/det.

Adskillelse

For ikke at sanse FOR MEGET søger vi at bremse og spærre af: Vi skaber en illusion om afgrænsning, i forsøget på kun at erkende det, vi mener at kende eller genkende.

Vi gør det ved at forsøge på at kontrollere det, som GERNE MÅ komme ind, og det der skal blive ude. Vi vil STYRE det.
Det gør vi blandt andet ved at overbevise os om, at vi er adskilte fra det: “Jeg påvirkes af noget” eller “Det påvirker mig meget!”.. Kan vi formulere det.

Adskillelsen ligger imellem “jeg” og “det”.

De færreste opdager: At “det” er det, jeg er lige i dette øjeblik. Og at “det” er noget andet, i det sekund “jeg” bevæger mig, og dermed forstyrrer “det”.

Du kan spørge dig, om du overhovedet kan sanse noget, hvis du ikke allerede ER et med det, du sanser?
Du sanser det jo ikke “derude” vel?

Vi kan også skabe en illusion om at kunne kontrollere det ved at mødes i en ide om, at der sker en “udveksling”. En transaktion imellem to afgrænsede selvstændige entiteter: “Jeg giver og du modtager og vice versa.”

Et forretningsmæssigt arrangement, hvor fordele og bagdele kan vejes op mod en god og rimelig handel.
Et “forhold” kalder vi det – og rimer på “for-be-hold”.

Tantra: At opdage at intet kan være adskilt.

Den, som vil forene noget eller nogen, MÅ gøre det ud fra en overbevisning om adskillelse.

Jeg indledte denne undersøgelse med at stille spørgsmålet:

 “Hvordan afgør du, hvad der hører med til dig, og hvad der ikke gør det?”

Tantra inviterer til at opløse denne adskillelse.

Opdage at det træ, du iagttager, ikke kan adskilles fra det, du er i det øjeblik, du anerkender det. Dvs. IKKE adskiller i “dig” og “det” igennem en fortælling eller en ide om, hvad det f.eks. skal bruges til? Eller hvad det er, som du ikke er?

Når vi mødes:
Kan vi se – At det altid er intimt at mødes.
Mødet sker derinde! Og vi sanser det på trods af alle de fortællinger, vi har lært og øver for at adskille os fra det.

Følelsen af, at fortællingerne ikke virker, som vi vil have dem til det – bliver en kilde til angst. Vi fryser i form, frem for at bevæge os spontant – og med bevægelsen også “det”.

En Tantra inviterer IKKE til at forene det, som allerede ER et… men til at opdage, at det aldrig har været egen-eksistent – eller adskilt.

Kom og vær med til at undersøge det. Det er ganske fantastisk og meget trygt!