Er vi her for at hjælpe hinanden terapeutisk?
Er vi her for at hjælpe hinanden? Hvad er vi her for? For at få- eller opnå “noget”? Eller er vi her bare, som vi nu er her?
“Jeg har dette problem! Er der mon nogen i gruppen her, som vil hjælpe mig med det?”
Den type spørgsmål ser og hører jeg i utallige variationer.
Måske vidner de som en trend i måden, mennesker relaterer på?
I en gruppe på et socialt medie melder sig et nyt medlem. 2 sekunder efter kommer det første opslag:
“Jeg har to billetter billigt til salg! Er der nogen som vil købe dem her?”
Ansøgningen om at være med gruppen har taget udgangspunkt i, at den skal bruges til noget. Hjælpe vedkommende i den situation han/hun står i.
… Jeg studser!
Hvad kan jeg hjælpe dig med?
Et menneske går til en terapeut, og efter at de har hilst på hinanden og sat sig ned, spørger sidstnævnte: “Hvad kan jeg hjælpe dig med?” .. eller variationen: “Hvad (for et problem) bringer dig herhen”? .. “Hvad kan jeg gøre for dig?”
Konteksten er klar, vi mødes for “at ordne noget”, som den ene af os synes er svært eller “ikke kan finde ud af”.
“Ja og hvad så Jesper… Er der da noget galt i det? Er vi her ikke for at hjælpe hinanden?”
Hvis vi spørger de forskellige brancheforeninger for alverdens serviceerhverv, terapeuter, sygeplejersker, socialarbejdere, læger etc, så vil svaret sandsynligvis blive et: “Jo naturligvis! – det er det vi tjener vores penge på!”
Hvis jeg vil skabe afstand – så skaber jeg et problem.
Det samme ser jeg ske i forhold til nye former for “Tantra”. Mennesker erfarer noget, de finder fantastisk dejligt og forandrende, og tænker så: “Det her vil jeg hjælpe andre mennesker til også at erfare”… Og så søger og annoncerer de efter endt uddannelse efter nogen, som har brug for hjælp.
Hvis jeg ønsker at skabe eller opretholde afstand i et møde imellem mennesker, så behøver jeg blot at bede den ene om at hjælpe den anden med “sit problem”. Det ønske fra min side, vil samtidig også skabe afstand imellem mig og ham/hende jeg spørger.
Skal jeg rigtig sætte trumf på, bringer jeg ambition ind i opgaven:
Jeg siger:
“Jeg vil anmode vedkommende, du hjælper, om bagefter at evaluere, hvor godt du løste opgaven. Derefter vil jeg kigge på resultatet og vurdere, om du har gjort det godt nok?”
Den måde at møde mennesker på praktiseres utallige gange hver eneste dag.
Der er ganske enkelt blevet til normalitet, at vi er der for at hjælpe hinanden. Vi relaterer for at få noget ud af det. Selv når mennesker “dater”, starter de med at læse om hinandens forventninger til “den anden”.
Er vi her – fordi de andre ikke kan selv!
De fleste serviceerhverv lever således af at overbevise mennesker om “at de ikke kan selv!” og har brug for hjælp til at løse deres problem.
Hvad, jeg her skriver, handler ikke om, hvorvidt vi kan eller eller vil understøtte hinanden eller ej, når noget føles svært, og der er noget, vi have gjort noget ved. Tværtimod.
Jeg reflekterer over, hvordan vi møder hinanden, og hvad det gør i os?
Hvad betyder måden, vi relaterer på, for vores sundhed?
Der synes efterhånden at være solid forskningsmæssig evidens for, at måden en behandlende relaterer med en behandlingssøgende på, har meget afgørende betydning for en behandlings virkning. Det gælder indenfor så vel fysiologiske som psykologiske områder.
Omvendt står det også klart, at vi i den grad kan mistrives, når måden, vi relaterer med mennesker på, får os til at føle afstand og isolation. Oplevelse af en sådan afstand fremmes meget let, når vi ses eller opfatter os selv som at være- eller have- “et problem”.
Jeg har erfaret og erfarer til stadighed, at når vi tillader tillader hinanden “at være (i) os selv” så ophører enhver ide om “at jeg kan eller skal hjælpe dig med noget, du bøvler med”.
Hvis vi stedet favner det menneske, vi møder, i samme, bevægende, anerkendende, omsorg som når vi møder “os selv”, så bevæges alt.
Derved hjælper ingen nogen med noget. Vi er undersøgende og iagttagende sammen i det som er. Det forandrer alt.
Jeg kan så spørge : Hvordan vi hver især så “favner os i anerkendelse”?
…
“Hvad kan jeg hjælpe dig med”, siger ekspedienten i tøjbutikken
“Jeg er blevet meget glad for dig, og ved ikke hvad jeg skal stille op med det”? ..Svarer kunden
“Det ved jeg ikke noget om, og det kan jeg ikke hjælpe dig med. Vil du have nyt tøj? Og hvis ikke ? ..Vil jeg bede dig om at gå igen!”
…
For bevidst at erkende “kontakt” må vi turde være her, som vi er, uden at betinge os selv eller skabe en kontekst, der betinger. Det gælder for mig i alle møder, om det er over telefon, chat, på en date, en almindelig samtale, i elskov, eller i et andet fællesskab.
Er vi her for at hjælpe?. Nej!
Når Karin og Jeg er værter for fælles undersøgelse af livet, det levende, at leve, at relatere og i den sammenhæng også “Tantra”, så er det således ikke for at hjælpe nogen.
Noget at det allerførste jeg inviterer alle til, når vi mødes og indledningsvis sidder sammen, er at fortælle om “det, som optager mig” i denne tid og lige nu?
Jeg inviterer til, at de, som vil det, kan bringe sig selv ind i mødet. ER du her som tilskuer eller bringer du dig i spil?
Det handler ikke så meget om det, vi fortæller, men om at vi på den måde tydeliggør for os selv og andre, at vi er her.
ER vi her? ER du her?
“Lad mig mærke dig!”
Det udtryk kender de fleste? Hvad betyder det i min beskrivelse? Hvordan “mærker vi hinanden”?
At “mærke dig” betyder måske, at jeg sanser mig – med dig i mig – i mødet med dig?
Jeg lader mig bevæge af-, og dermed sanse det, du gør, og hvordan du gør det lige her og nu. Jeg lader dig se det – hvis du ellers kan eller vil se?
Du og jeg er ikke vores fortællinger og historier.
De tjener alle til at, vi bevarer integritet, så godt som vi har lært og øvet os på at gøre det. Det er så også igennem dem, vi med al sandsynlighed vil skabe både afstand og evt. modstand.
Hvis, vi allerhelst vil gemme os bag vores udtrykte behov, forventninger, og ønsker til os selv, hinanden og verden, så vil det være det, vi bevæger os selv mest af i mødet med hinanden…
…
Invitationerne i de klassiske Tantras har ikke en terapeutisk karakter. De er heller ikke skrevet for at hjælpe nogen.
…
“Hvor skal jeg gå hen for at komme til Templet?” Siger den blinde mand til den blinde kone.
“Du skal gå til det røde hus og så dreje til højre. Derefter fortsætter til du ser byen imellem de to bjerge ude i horisonten. Der ligger det! Du kan kende det på det gyldne tag,” Svarer hun
“Tak!” Siger han høfligt.
“Jeg er glad for at hjælpe dig!” svarer hun og forsøger at huske, om det nu også var det, hun havde lært, at hun skulle sige, hvis noget skulle spørge?”
Ingen af dem åbenbarer sig selv i mødet.
En Tantra som en praksis
En Tantras ærinde er et helt andet. Den inviterer den enkelte af os til at iagttage naturen af det, som er. Dermed også naturen af det vi er.
Den natur kan ikke beskrives sandt igennem fortællinger, ønsker eller behov. Og der er ganske enkelt ingen, som kan hjælpe os til at sanse.
Hvad, vi kan, er at være sammen, som vi er, når vi er sammen. Være “omgivelser” for hinanden derude og derinde. Bevæge og bevæges.
Det er naturens måde at “lære på”.
En sådan vedholdenhed kaldes i Tantra for “en praksis”.
Hvis det, jeg erfarer endnu engang ved, at vi er sammen, er: At vores møde betinges af, “at jeg ikke kan selv” og, at jeg skal hjælpes. Så er det det, jeg bekræftes i.
Erkender jeg i stedet, at ingen hjælper nogen, men at:
“Vi er med- og i- hinanden”.
… Så åbner vi for at erkende: “De tanker, der ikke kan tænkes, og at gøre det, som ikke kan gøres”..
Det, som sker af sig selv, er skjult for den, der vil have “noget” til at ske.
Det levende kan ikke bare ændre på et hjørne eller en del af sig. Det har ganske enkelt ingen hjørner, kanter eller dele.
Trækkes jeg i bare den yderste del af min lillefinger, bevæges alt af det, også “den som mener at trække” 😉
