Erkendelse og den som erkender?
De fleste Tantras beskæftiger sig på den ene eller anden måde med erkendelse: Hvordan ser vi det, som er – som det er? Og ikke farvet, filtreret, forvrænget igennem vores tillærte bedømmelse, moral og “for-forståelse”?
Acharya Nāgārjuna skriver i Bodhicittavivarana.
“Det, der kan erkendes,
erkendes af den/det,
som kan erkende.
Uden det erkend-bare findes ingen erkendelse.
Altså må du indse,
at hverken objekt eller subjekt eksisterer som sådan.”
Nāgārjuna beskriver her, hvordan vores oplevelse af verden som real eller “virkelig” vil være “relativ”. Det, som erkendes, betinges af det, som erkender. Uden det ene ikke det andet.
Denne beskrivelse er identisk med den, jeg finder både i den systemiske teori og i oldtidens invitationer til meditation.
Den spejler også Zhuangzi, der regnes for Taoismens vigtigste værk.
Dette: At uden det ene eksisterer det andet ikke, og omvendt, kan få os til at sige, at det, vi sanser, tænker, og føler ikke er virkeligt men ren illusion eller udelukkende relativt?
Vil det så være sandt?
Det er både sandt og ikke-sandt.
Hvis, jeg skriver, at alt er relativt, så vil det udsagn, når det indføres i sig selv – eller anvendes på sig selv – pege på noget, der er absolut og altså alligevel ikke relativt!
Udsagnet selv udtrykker jo noget absolut! … alt er..
Jeg kunne kalde det for “det absolut sande“?
Erkendelse sker ikke igennem det relative
Nāgārjuna, Zhuangzi, og systemikerne løser dette ved, at pege på, at vi må iagttage verden som noget, der er relativt og som sådan sandt… og noget, der er Absolut.
Det absolutte kan ikke erkendes igennem det relative – altså igennem tanker, følelser, eller vores sanser.
Det ligger hinsides al betingelse. Hinsides relativitet… Hinsides forståelse
Jeg kan kalde det for “tomt” eller “der-” / “i det-“, hvor alt bliver til?
For Taoisterne bliver det til: “Tao/Dao”..
For Buddhisterne: “Tomheden”
For Systemikerne: “Intet”..
Noget sandt kan der ikke siges eller skrives om det.
Vi kan skrive og tale om, hvad det ikke er.
AT det er muligt AT sige, AT skrive, AT bevæge og AT bevæges … er i kraft af dette “intet”.
Forstås kan det altså ikke… Det skal “opdages”
Det er det, jeg og du ER.
Det er det, som ER.
I det er der ingen “forskel”, og det er i kraft af det, AT der (kan) skelnes, AT der relateres.
Hvis jeg skal “koge” invitationen i en Tantra ned til en Suppe-terning, så bliver det til “at opdage dette…”
