Et dilemma

Jeg ser et interessant dilemma imellem på den ene side, at det meste markedsføring, som virker, bygger på enten sex, frygt eller forfængelighed (ambition). Altså evnen hos afsenderen til at skabe en identifikation og en drøm, stærk nok til at modtageren vil handle… Og på den anden side, at jeg inviterer til at slippe enhver ambition?

At blive optaget af en drøm, hænger vel uløseligt sammen med at ville være “nogen” eller “noget”, som er anderledes end det, der er nu?

At slippe en ide

Når det, som vi inviterer til i Mahamudrainstitut er at slippe ideen om at skulle “være nogen”, endsige skulle “nogen steder hen”, og blot anerkende det, der er, og IKKE historien om det, der er, så er det vel nærmest givet på forhånd, at det ikke er muligt igennem virksom markedsføring, at skabe interesse?

Når mennesker med forstand på sådan en markedsføring velmenende siger, at jeg skal skrive noget til mine “kunder”, som de godt kan lide, dvs. noget, som fortæller dem, hvad de får UD af at komme i Mahamudrainstitut, så må jeg skuffe dem.

Jeg ser dig ikke som en kunde

Jeg ser ikke dig, som vil mødes med mig, som en “kunde”. Du kan ikke håbe på at få andet ud af at mødes med mig, end netop AT mødes med med mig – altså det vi gør sammen, imens vi gør det.
Og på mange måder vil det, som jeg inviterer til, i udgangspunktet ikke være noget, som dit intellekt vil kunne “lide”: Når intellektet ER ambition, vil det vel betyde intellektets død at slippe denne ambition?

Som at elske

For mig fungerer det at mødes med mennesker, som at elske. Dvs. i åbenhed at se om elskoven opstår, af sig selv, for sig selv. Det kan ikke planlægges på forhånd. Hvis jeg mærker at nogen i et møde: “vil have mig et sted hen”, kommer der et impulsivt nej. Hvor bevægelse mødes i bevægelse, og undren med undren bliver det let at danse sammen, og der åbnes der for det rum, hvor elskov, kærlighed og lyst lever.

Jeg skriver og deler

Når jeg således skriver og deler, så er det kun for at dele. Er det ikke sådan det fungerer, det med “at undre sig sammen”? At dele?

Igen vil jeg bruge metaforen med at danse: Hvis jeg danser med et andet menneske, er alt, hvad vi begge to behøver, at gå ind i kontakten til hinanden, og bevæge OS SELV hver især i opmærksomhed på alt omkring os, inklusiv de invitationer, som vi sanser i os selv, fra mødet med hinanden. Nogle gange vil vores bevægelse impulsivt betyde at kontakten slippes måske blot for et øjeblik, for så at genoptage den i et nyt møde. Dette “slip” fungerer som et: “nej til nu”…eller et “måske senere”. I en sådan dans oplever jeg stor frihed og kontakt til lyst.

Altså vil den eneste invitation, jeg kan give, uanset om det handler om seminarer, uddannelse eller et tantrisk møde/en tantramassage: Skal vi danse sammen og/eller elske med hinanden?

Kærligst Jesper