Hvis der er noget, som synes vanskeligt at forstå i de klassiske Tantra´s er det måske det, som handler om ikke at gøre hverken sig selv eller noget andet levende væsen til et “middel” til at “opnå noget med”?

Jeg tænker at det netop var, at jeg følte mig som et middel – f.eks. til at indfri min mors ambitioner for mig, der som ganske ung teenager inviterede mig til at fordybe mig i idehistorie, filosofi og erkendelse?

Jeg så igennem mine ungdoms-år, hvordan al kontakt til lyst forsvandt, hvis det, jeg gjorde, handlede om “at komme et sted hen med det”, frem for at være optaget af det, jeg gjorde, imens jeg var opslugt af det.

Samtidig gik det op for mig, at det er sådan hele samfundet styres, og mennesker fra barnsben trælle-bindes igennem den måde, de lærer at tænke på?

Da jeg opdagede “Zen”.. og senere mange forskellige Tantras, fornemmede jeg resonans i mig. De klassiske Tantras rammer lige netop ind i det tema!

En praksis – ikke et middel til

De inviterer til en praksis. Ikke for at “nå et sted hen”. Ja ..Ikke “for” noget som helst.
“Bare” en praksis, som handler om at SE, hvad der er… eller “det, som er”.
F.eks. at opdage: at Dette, som er, ikke er: “På vej hen…”.

At dette “hen” – vil være en ide, en forestilling, en fortælling om noget som ikke er, et fatamorgana, en illusion, en stræben efter “noget” til “mig” – og min “identitet” i en kultur af forventninger og ambitioner?

Et middel er måske lettere at sælge?

Det, som gerne kaldes for “ny Tantra”, springer måske gennemgående let hen over dette? Hvordan “sælge” noget i vores samfund til forbrugere, der er opdraget til at ville have mest muligt “ud” af deres køb?

Tydeligt bliver det f.eks. for mig, når seksualitet, berøring, bevidsthed, opmærksomhed og sanselighed forbindes med terapi?

En bedre seksualitet med hinanden?

Et par vil gerne have “en bedre seksualitet” med hinanden. Mere nærvær når de er sammen. Ofte er behovet stærkere udtrykt fra den ene end hos den anden.

Valget falder på et “tantra massage kursus”. Både kurset og tantra massage skal være midlet, som løser problemet og bringer dem tættere på hinanden?

Et middel betinger det, som sker. Bruger jeg f.eks. en tændt røremaskine sammen med fløde, kommer der “flødeskum” ud af det.

Berøringer til det autistiske barn?

Et “Autistisk barn” skal gøres “opmærksom i længere tid ad gangen”. Midlet er “sanselig berøring” på ryggen hver aften. Det gøres for at opnå noget.. Det opstår ikke af sig selv… altså må der gøres noget for det!?

To mennesker går til terapeut, for at tale om deres problemer. De kommer bl.a. frem til at de ikke kysser så meget mere. “Måske skal i kysse noget mere?” foreslår en bestemt velmenende terapeut. … Næste aften kysser han hende. “Ah” tænker hun, “nu er vi i gang med det, som skal føre til mere kontakt”… Det sker ikke af sige selv, det er en del af behandlingen.

Et “Sacred space” som middel?

En anden anbefaler dem at “skabe et Sacred Space” for elskov. (Det lyder måske bedst, når det siges på engelsk) .. men altså et “helligt rum” at elske i. Det “hellige rum” gøres til et middel.. På samme måde som religion er det.

Kritik?

Du kan læse ovenstående som “kritik”.. Jeg tænker det ikke sådan. Jeg reflekterer over forskellig praksis, og ser hvordan jeg gerne bruger en hammer, en drejebænk, en skraber, stemmejern og maskiner af forskellig slags som midler, når jeg arbejder med træ eller ler. De har en funktion. Det er en væsentlig del af deres natur.

Spiritualitet? – er det det “hellige” eller det naturlige?

For mig er det at se, det, som er.. “Spiritualitet”.
SE uden at gøre det til noget andet, eller at ville noget med det.

SE træet!
Se at jeg ser det, som jeg er.
Det er det, træet er, i mødet med mig: I mig.
Det skaber mig i det, som er.
Ikke som noget “det vil”, det er ikke dets funktion.
Det er natur.
Det er, som det er.

Der er for mig intet mere “helligt” over et tændt stearinlys, røgelse, manalaer, Yantras, florlette kjoler, eller taktfaste trommelyde – end der er over en slimet skovsnegl, der gumler på nedfaldne blade, eller en hund som tisser op ad et træ.

Kan jeg se mig og dig, som du og jeg ER? Lade os være som vi er, og bevæge os i det? Uden at betinge noget af det, der sker, når vi er sammen, som et middel til noget andet – end det som sker?

For mig er det det som ordet: “At elske”.. peger på.

Det er historieløst. Det har ingen rigtig eller forkert “form”. Det er “hverken form eller ikke-form”. (som Acharya Nāgārjuna ville formulere det)

…Forstået på den måde, at vi ser, at enhver fortælling, vi skaber om det, ikke kan være “sand”, men måske alene spejler “hvem vi gerne vil være”?!
At den er et middel til at “fremstå” for hinanden, på en bestemt måde… i denne situation?

Ser vi ikke, at den er illusion, men antager, at den er sand, så stiller vi den imellem os.
Den vil vende os bort fra at erkende, at “kontakt” er det, som er…

Vi bevæges af- og bevæger hinanden – og af alt hvad der er.
Forskellen er, om vi ser det?
Erkender det..

At få øje på det er næsten ikke til at bære for en forstand, der ikke bare vil være, men være “noget” eller “nogen”…

En tantra peger på en praksis – ikke som et middel til ..

Ligesom det er praksis at trække vejret, drikke vand når jeg er tørstig, svede når jeg er varm, tænke på sex, når jeg er liderlig, tænke og filosofere, iagttage det som er, lege, varme mig ved bålet… etc. Jeg gør intet af det FOR at leve. Det at leve udtrykkes i, at jeg trækker vejret, drikker vand etc. Luften og vandet omkring mig er lige så meget “mig” som det er “det”.

Du er lige så meget jeg, som jeg er “mig”. Når jeg ser dig, “er du der” – i “mig”..

En Tantra peger på at være et opmærksomt, bevidst iagttagende og naturligt, spontant medfølende menneske.

Det er intet “sted” at komme “hen”.

Der findes f.eks. heller ingen ingen “berøringer”, som kommer et “sted” fra”, eller skal et sted “hen”. Vi opdager typisk med det samme, når der berøres med et formål eller som et middel til at opnå noget andet!

Hold op! .. lyder invitationen

En Tantra inviterer ikke til at gøre noget, men til at holde op med at stille alt det der.. “…Jeg vil hen til.. “ i vejen for at anerkende det, som er, som det er….

Det betyder ikke: At acceptere det, som det er.
Når noget accepteres eller forkastes sker det betinget af en målestok. Accept peger på at vurdere og bedømme som f.eks god nok /dårlig, rigtig/forkert.

Erkendelse. Anerkendelse… vil intet.
Jeg ser dig.
Dig i mig.
Mig i dig!

.. Det er sårbart. Det er sanseligt. Du kommer ind! Jeg lukker dig ind!

Lad os lege, danse og elske!