Et parkursus virker ikke! Hvordan kan det være?
Et parkursus virker ikke! Ja hvad skal det virke på for? At vi bliver mere intime med hinanden? At vi får bedre sex med hinanden? At vi ikke går fra hinanden?
Virker behandlingen ?
Når psykoterapeuter og f.eks. sexologer med let hånd skriver på deres hjemmeside, at der er “evidens” for virkningen af deres behandlinger, så skal det tages med mere end et gran salt.
Med det mener de på godt dansk, at behandlingen virker, og at det kan dokumenteres med data, at den gør det. Det er der imidlertid nok ingen af dem, som kan!
Er det så også vigtigt? Vil det ikke være tilstrækkeligt, hvis en vis del af deres klienter udtrykker tilfredshed med behandlingen, de har modtaget?
Tja.. Hvis jeg køber et middel mod hovedpine, er der strenge krav til godkendelsen af det pågældende medikament, herunder at der er lavet forudgående kontrollerede studier af virkning, bivirkninger, indikationer og contra-indikationer. Findes de ikke, er det ganske enkelt forbudt som behandler at anprise og anvende et produkt som et lægemiddel. Dvs. at tillægge det helbredende eller sygdomsforebyggende virkning. Det regnes som kvaksalveri.
Jeg er tilhænger at at samtale – og af at elske
Jeg er stor tilhænger af at samtale. Det at relatere med et menneske, der er åben for- og villig til at spejle og lade sig spejles, og sammen reflektere over lidelse og alle de problemer og glæder, vi synes at møde.
At føle sig set, og se at vi ses – kalder jeg for at “anerkende”. Til det hører også viljen til både AT se og lade sig se. En sådant anerkendende møde fungerer i øjenhøjde. Det er som at danse sammen, at undersøge, lege, elske og øge de muligheder for at handle, vi kan komme på i den samtidige fælles bevægelse.
Sådanne samtaler vil i min opfattelse være karakteriseret af lige værdighed, og ikke være betinget af professionel distance eller -afstand.
Vi mødes om et problem?
Megen terapeutisk praksis tager afsæt i at en klient har “et problem”. Noget der skal løses eller som han/hun vil af med. I forhold til det, jeg vil kalde for den “moderne” eller “nye Tantra”, vil sådanne problemer ofte henføres til “det at leve sammen som par”.
Antallet af kurser, seminarer og terapiforløb der henvender sig til “par” med løfter om at finde tilbage til lyst og intimitet” igennem Tantra, boomer i disse år. Enhver sexolog skal i dag “vide noget om Tantrasex” for overhovedet at have en chance på sådan et marked.
Ingen aner om disse mange samtaler og parkurser overhovedet virker? Hvad vil det sige, AT de virker? Hvad måles det på?
Det lidt utrolige i denne sammenhæng er, at de klassiske Tantras ingen steder adresserer det at være “et par”. De peger nærmere på, at nutidens ide om den “romantiske kærlighed” vil stille sig i vejen for at se det, som de inviterer til at se: At det, at afgrænse sig som “et par” vil være illusorisk i sin natur, og blot fungere som en invitation til mere eller mindre permanent lidelse.
Det budskab er så ikke lige helt let at “sælge” i kulturer, der producerer underholdning på stribe, centeret omkring den “romantiske og lykkelige kærlighed”?
Manglende intimitet?
Når, et par henvender sig til en parterapeut, sexolog eller tager på par-kursus i tantra, så vil det underliggende problem med stor sandsynlighed formuleres som: “At det handler om manglende intimitet imellem os.”
Dette problem opstår ved, at den ene forventer noget, som den anden ikke kan eller vil levere”.
At leve sammen er imidlertid meget intimt. Spørg bare om det på et flygtningecenter! Så nej, det handler ikke om manglende intimitet. Intimitet er der så rigeligt i et parforhold. Men om at mødes i forskellige forventninger.
Kort sagt at betinge samværet af sådanne forventninger. At stille krav til en helt bestemt form for intimitet og evt. seksualitet. Det gøres alene af den grund, at parforholdet indeholder en betingelse om, at vi har monopol på hinandens intimitet og seksualitet. Et monopol der ovenikøbet bliver tydeliggjort og befæstet ved, at vi går til Par-terapeut og taler om “vores seksualitet” eller “kun laver øvelserne sammen på tantra-kurset” og gør som om, vi er nyforelskede – eller vil være det igen?
Intimitet har simpelthen ingen form. Lyst har ingen form. Kærlighed er hinsides form. Hvis jeg og du skal betinges af en form, som ovenikøbet skal passe os begge to, så mister vi begge muligheden for at bevæge os med integritet. Vi ender med at begå overgreb på os selv igen og igen.
Et parkursus virker ikke.
De klassiske tantras inviterer til at SE dette. At relatere uden at låse os i form: – Dvs. i en bestemt relation. At mødes ansvarligt, medfølende, anerkendende, i kontakt til kærlighed med alle de mennesker vi møder. Hvis vi har børn sammen, så er der naturligvis vigtige opgaver at løse sammen…. At fordybe sig i Tantra er at undersøge og afprøve muligheder med et åbent sind. At få øje på at vi er forbundne. Vi er intime! ikke bare med hinanden – vi to – men med alle mennesker, dyr, og hvad der er. Lidelsen opstår, når vi gør alt, hvad vi kan for IKKE at anerkende denne forbundethed. Det gøres ved at definere ganske bestemte regler, krav og forventninger til måden, vi “må se dem på”.
.. Nej et Parkursus virker ikke. Heller ikke når det handler om Tantra. Hver for sig, kan vi måske få øje på nye måder at mødes og bevæge os anerkendende med hinanden på? Måske kan vi ankomme sammen, og så deltage som “hver for sig”? Det udfordrer, og den er også muligt.
Kærlig hilsen Jesper
