Der sidder en længsel efter fællesskab i de fleste mennesker. Vi er udviklet som flokdyr, bevæger os gerne i grupper, og længes efter det nære, tætte og fortrolige. Ikke mindst de mange mennesker, som bor alene og søger en partner, vidner om det? Er det et “bare et behov” eller bunder det dybere?

Behov – har vi dem eller er vi dem?

Når, der tales og skrives om “behov”, så udtrykkes det typisk som: “At vi har et behov”.

Det fører til en ide om at behov så også kan “slippes”? Ligesom hvis jeg holder en pind i min hånd, og så bare lader den falde til jorden.

Begær kan måske slippes, og behov er i min beskrivelse ikke noget, vi har, der kan slippes, men noget vi er. I daglig tale blandes begær, midler og behov uklart imellem hinanden.

“Jeg har behov for en bil” siger en.

Nej, bilen gøres til et middel til at opnå noget andet, der måske retter sig mod at opretholde livet i sin essens og måske ikke? Måske ovenikøbet på en sådan måde, at de overordnede livsvilkår forringes?

At leve

At leve betyder: At trække vejret i ren luft, at spise nærende mad, at sove, at skide, at kunne holde sin kropstemperatur, at føle sig sikker og forsvare sig mod småt og stort, at blive set og se, at formere sig, at finde tryghed og styrke i fællesskaber, at holde sig ren og rask.

Alt dette er i vidt omfang lige så vigtigt for at leve, som mit hjerte, lunger, fødder, hænder etc. er det: Livet udfolder sig bevægelse og forbindelse med de omgivelser, vi lever i. Uden dem, intet liv.

At tage omsorg for hinanden

Livet er også at “sørge for…” noget eller nogen? At tage “omsorg” for sine børn, hinanden, og frem for alt de livsnødvendige omgivelser, der i ovennævnte betydning er “os selv” – altså livet selv. Jeg/vi er dem.

Denne iboende bevægelse af selvopretholdelse af-sig-selv kalder jeg for “livsimpulsen” i os. Den er spontan, uden årsag eller grund. Den er “mening i livet” – ikke som en intellektuel konstruktion a´la “hvad er min mission i livet” – men som livets egen essens: Det at leve.

…….

Længsel efter fællesskab med en partner

Jeg hører mennesker give udtryk for længsel efter en partner. En at stå op med, gå tur med, være fortrolig med, hygge, støtte hinanden, være der, mødes i omsorg, elskov, samtale. etc.

Det er ikke et “behov”, som bare kan slippes i min optik. Det er livsimpuls! … At søge fællesskab.

En form?

Hvad, der måske kan være interessant at undersøge, er, om dette fællesskab, med alt det liv det indeholder, reelt set knytter sig til et “parforhold”, eller om “parforholdet” blot er blevet til en “form”? En skabelon og kendt ramme, vi har lært at forbinde med alle disse behov?

Hvad, der for mig står lysende klart, er, at hvis parforholdet gøres til “et middel” til noget, så udebliver den “mening”, jeg peger på i det ovenstående.

Fællesskab er ikke et middel til … men livet selv

Ren luft er ikke et middel til min overlevelse, lige så lidt som mit hjerte er det. Uden dem begge er jeg her ikke. På samme måde ser jeg på fællesskab og omsorg for nogen…

Den måde at tænke på vil være fremmed for de fleste mennesker? Kollektive fortællinger om at “Være sin egen lykkesmed”, “at gå efter sine mål”, “Hvis du vil det nok, så kan du nå det. Husk at det er DIT liv! ..” etc. Har givet os illusionen om, at livet knytter sig til os som individer. At det tilhører os, som noget vi har.

Selv de mest hårdnakkede fortællinger kan imidlertid ikke fortrænge vores natur. Vi fornemmer, at der er noget, som ikke stemmer i det individualiserede liv, vi lever.

Hvis du vil være med til at undersøge noget af alt dette, så meld dig til vores seminar den 27-28 april hvor vi undersøger dette emne: Fællesskab – parforhold – at leve single

Læs også gerne artiklen om kropskontakt