Så længe, jeg kan huske, har jeg været fascineret af det kvindelige. Med fascineret mener jeg “betaget af..”.

Vores mor

Ingen gør så stort et indtryk på os som vores mor. En baby er totalt fascineret af sin mor! Det er uanset, hvordan vi efterfølgende vurderer hende. Hun giver os bogstaveligt talt livet.

Ud fra et evolutionsmæssigt perspektiv er simpel celledeling den letteste måde at reproducere sig på. I et miljø som kontinuerligt forandrer sig i drastisk, er det imidlertid ikke nogen fordel, at være en kopi af hinanden. Overlevelse af en art i foranderlige miljøer, sker bedst når formeringen skaber variation. Dertil blev “mandlige” individer udviklet af det kvindelige – og med dem den kønnede formering.

“Y” kromosomet er en mutation af “X” kromosomet. Der skal være “X” i et befrugtet æg, for at det overhovedet vil leve. kombinationen “YY” findes ganske enkelt ikke i noget levende væsen.!

Mandens opgave er med andre ord ikke at skabe nyt liv men at tilføre variation. Mest fordelagtigt for videreførelsen af kvindes gener er det, hvis hun parrer sig med forskellige mænd og får børn med dem. At det generelt ikke længere er sådan, skyldes udelukkende socialt-religiøse konstruktioner. Det er dog ved at ændre igen sig i nogle samfund, hvor traditionelle familiemønstre opbrydes.

Da Kvinden finder sig en at parre sig med ud af en stor pulje af mænd, vil der være mænd, som aldrig bliver valgt. Det skaber usikkerhed og frygt hos de mandlige individer.

Manden længes efter at få lov – og kan ikke være sikker

På den ene side er de skabt af hunnerne for at sikre kønnet formering med en tilsvarende stor drift efter det. På den anden side kan de ikke være sikre på at få lov?

Altså skaber mænd igennem historien en monogam kultur, der legitimeres af religiøse fortællinger. Frem for, at hun naturligt udsøger sig ham selv, tvinger han hende ved at hævde et “Gud-givent”ejerskab til hende.
Det gør ham imidlertid ikke lykkelig, idet som ordsproget siger: Nok kan man tvinge en hest til truget, men ikke til at drikke.

Nøglen til at være mand ligger med andre ord hos det kvindelige!

Fascineret af det kvindelige – og Tantra?

Det spejles også i det, som anses for at være oprindelsen til de mange “tantras”: At ære frugtbarheden, den cykliske Natur og dermed det kvindelige.

Den som fødes som dreng og med Y i sine kromosomer, vil være fuldstændig afhæng af sin mor i de første år. Der adskiller han sig ikke fra sin søster. Den store forskel opstår, når han kommer i puberteten.
Det er ikke en særlig god ide hverken at parre sig med sin søster eller sin mor. Altså må han adskilles fra dem begge.

“Ud med dig!.. Ud og vær en af dem som bliver valgt”..

Der møder han for første gang denne eksistentielle udfordring for alvor! Ja den er ikke bare knyttet til hans “evolutionære nytte” – idet der jo findes utallige andre mænd – men til hans integritet! .. Til det han er her for!

“Bliv valgt!”

Jamen det kan han jo ikke styre. Det ligger jo ikke i sine hænder?

Jeg husker det tydeligt som teenager. Spørgsmålet: “Hvordan finder jeg en pige som vil gå i seng med mig?” – var nærmest konstant præsent.

Kvinden er ikke et problem

At jeg ikke var alene om det ønske vidnede den ene “score-bog” efter den anden om. Jeg brød mig overhovedet ikke om dem!

De reducerede det kvindelige til at være et “problem”, som skulle løses. Nej naturen er aldrig “et problem”. Problemer opstår, når vi vil finde måder og metoder til at kontrollere og styre den med.
Det er jeg kun blevet bekræftet i igennem livet.

Hvad så – når nu jeg er fascineret?

Hvad så?
Hvordan kom jeg tættere på at elske med en kvinde?

Svaret var mere enkelt end jeg kunne have forestillet mig: Ved at elske hende!

Jeg kan ikke elske det, jeg vil have noget fra.
Selv det at “give” handler også om at “modtage”.

At elske betyder at være der. At se, sanse, erkende hende i sin natur.
… Og hvordan gør jeg så det?

Ja det eneste sted jeg kan erkende hende er i mig.
Som, jeg sanser mig sammen med hende, erkender jeg.

Du og jeg kan i allerhøjeste grad selv påvirke, hvordan vi sanser, hvad vi sanser og hvornår?
Det afhænger af, hvordan vi bevæger os i mødet med det, som sanses.

Det kan jeg skrive meget om. Det er det vi igen og ingen inviterer til på Mahamudrainstitut.

Det virker ikke at kræve eller forvente.

Et par grundlæggende erkendelser vil jeg gerne dele her:

Hvis jeg løber væk, når noget skræmmer mig ved hende, så betyder det, at jeg ikke vil erkende det, jeg vises der!

Hvis jeg vil have noget bestemt fra hende? Eller give hende noget, og forvente at hun reagerer, som jeg gerne vil have det? Så ser jeg hende overhovedet ikke.
Jeg er allerede lukket af det, som blot er et indpakket krav…

Ingen kan “kræve” at blive valgt. Det virker ganske enkelt ikke!

Jeg kender impulsen til at vise min anerkendelse af hende igennem det, jeg gør …

Jeg kan/vil ikke lade være med, at vise hende det! ..Jeg glæder mig over det, og gør min glæde synlig.

Vi er her .. sammen, imens vi er det.
“Jeg er her!” siger jeg – i handling uden ord, og med ord.
“Du er her ! – I mig”

Det retter sig ikke imod en

Det retter sig ikke imod en kvinde. Jeg peger på “det kvindelige”.
Som mænd vil vi gerne være den eneste ene, og kan så let føle os tilsidesat, når hun ser mere i retning af sine børn, veninder, haven, kunsten.. eller hvad det nu er? Også hvis det er… måske nok en/flere mand/mænd?

Kærlighed er ikke “rettet”, og den kan slet ikke have en “form”! Den omfavner alt.
At leve her sammen med mennesker, som kan “tage ind” og åbne i kreativitet, omsorg og anerkendelse – er for mig bevægende og berørende.

Jeg står som mand og læner mig gerne ind i det kvindelige. Nogle gange som en støtte, andre gange som, den der bliver holdt. Jeg er fascineret og betaget af det kvindelige. Hun er min rod!

Du kan du dykke ned i dette i vores praksis-fællesskab