Er I flere end to på lagnet? Har det betydning for, hvordan vi elsker, og om vi vil være gode til det? En samtale om opmærksomhed og nærvær eller fokus.

….

Jeg har jævnligt hørt dig sige, at det, der betyder mest i et møde, er “opmærksomhed”. Det gælder vel også for elskovsmøder?

At være nærværende

Ja det gør det i allerhøjeste grad. Nogle kalder det for at være “nærværende”. Hvis jeg skulle koge “tantra” ned til en suppeterning, ville jeg beskrive den som “opmærksomhed” – intet andet.

Jeg tænker at mange mennesker er klar over hvor vigtig den er, og blot ingen øvelse har i det, eller øver noget andet i den tro, at det er opmærksomhed, de øver.

Hvad mener du med det?

Den, der koncentrerer sig, vil ikke gerne forstyrres

At være opmærksom forveksles gerne med at koncentrere sig. Altså med at have fokus på noget.

Opmærksomhed fungerer fundamentalt anderledes.

Når jeg koncentrerer mig om at se noget meget småt og specifikt, vil jeg stille skabt på det. Det gør jeg ved at spænde de små muskler om mine øjne og fokusere. I bevægelsen lukker jeg mine øjne en smule, og jeg udelukker alt andet end lige det at se dette punkt. I længden kan det føles meget anstrengende.

Et menneske, der koncentrerer sig, vil typisk helst ikke forstyrres. Han/hun udelukker det meste, der ellers er at sanse.

At være opmærksomhed

At være opmærksom betyder at spænde naturligt af. Sker det, finder mine sanser “midten” imellem at være helt åbne eller helt lukkede, hvor de sanser mest. Alle mine sanser fungerer igennem bevægelse – netop ved at åbne og lukke eller skelne. I “midten” er rummet for denne bevægelse størst.

Jeg kan ikke igennem anstrengelse gøre mig opmærksom. Det svarer til at ville holde sig vågen, på trods af at man helst vil sove.

Opmærksomheden opstår så at sige af sig selv, når alle ambitioner om at gøre noget bestemt – eller være nogen, der f.eks. “kan eller skal noget” ophører.

I den naturlige af-spændthed er jeg fuldstændig “vågen”.

Jeg sanser i mig, at du er der. Jeg sanser i mig alt, hvad der bevæger mig. I opmærksomhed er jeg virkeligt bevidst tilstede. Jeg er opmærksomhed.

Jeg sanser i mig, at du er der. Jeg sanser i mig alt, hvad der bevæger mig. I opmærksomhed er jeg virkeligt bevidst tilstede.

………

Er der da ikke noget, jeg skal, i et elskovsmøde?

Den ihærdige sælger

Nej.

Jo mere der er noget, du mener, du skal med den anden, med dig selv eller med mødet som sådan, jo mere vil du være optaget af at “komme et eller andet sted hen”.

Erfaringen med ihærdige sælgere der har en sådan dagsorden, kender de fleste? Når jeg oplever det, så har jeg en fornemmelse af, at jeg blot er et middel til vedkommendes egen succes. Jeg trækker mig øjeblikkeligt og spontant væk – helt uden at spekulere over det.

Hvis jeg skal forklare det, så hænger det nok sammen med, at jeg ikke vil “bruges” til “noget” af nogen – og da overhovedet ikke i sælgerens mere eller mindre narcissistiske spil og stræben.

Vil de fleste af os da ikke gerne ses som gode elskere?

At være en god elsker

Givet vis.

At være en god elsker forbindes så med at være god til at “give den anden nydelse”. Derfor gør de sig umage for at levere denne “nydelse”, som om det overhovedet er muligt at servere en portion “nydelse” til noget menneske?

Er det da ikke det?

Der vil være flere end to på lagnet.

Hvis jeg indgående spørger dig om, “hvad du bedst kan lide, når vi elsker”, så vil det, jeg hører dig sige, blive omsat til min ide om, hvad jeg skal gøre, for at opfylde dit behov.

Jeg vil altså, såfremt jeg vil opfylde dine behov, være optaget af denne ide i mødet med dig. Af at gøre noget bestemt ved dig. Det vil betyde fokus i mødet – og dermed fravær af opmærksomhed.

Der vil være flere end to på lagnet. Du, jeg og min eller vores ideer om, hvad der “er godt” eller f.eks. “frækt”?

Men noget skal jeg vel gøre… hvordan skal vi ellers elske?

At være

Måske vil jeg hellere udtrykke det som “at være”? … Hvis vi begge er der i opmærksomhed, så vil vi bevæges af hinanden. Andet er simpelthen ikke muligt.

Det er metaforisk som: At jeg øjeblikkeligt sanser den varme vind mod mit bryst, hvis jeg møder en let brise en sommerdag. Jeg bevæges og berøres af den. Jeg sanser mig i mødet med vinden.

Er vi der overfor hinanden i opmærksomhed, sanser vi bevidst: At vi berører vi hinanden og berøres – alene ved at vi er der. Det bevæger…. og i den bevægelse opstår elskoven af sig selv, helt uden anstrengelse.

Det lyder meget smukt! .. og er der slet ikke noget, jeg skal kunne?

At øve at sanse kaldes for meditation.

Jeg kan øve at åbne for opmærksomhed og at sanse. Den øvelse kalder vi for “meditation”.
Jeg kan også øve at blive bevægelig. Der er en meget klar sammenhæng imellem bevægelighed og sanselighed.

Jo mere nuanceret jeg opmærksomt kan bevæge mig, jo mere sanser jeg.
Bevægelseskompetence kan variere fra det, jeg vil kalde for det “grovmotoriske” til det stadigt mere “finmotoriske”. En kompetence jeg ikke isolerer til kroppen alene, men ser som bevægelighed både i krop og intellekt. De to følges ad.

Jo mere jeg sanser – jo mere indsigt vil der også af sig selv opstå. Et barn der har set alle de sarte smukke insekter og urter på engen, træder anderledes på den, end en voksen der er optaget af at komme hurtigt frem.

Er det det, du mener med jeres “praksis på Mahamudrainstitut”?

…..

Det er en meget væsentlig del af den ja…

Hvis du vil introduceres til den så er intro-weekenden på Mahamudrainstitut måske noget for dig. Den er åben for alle