En af de mest anvendte analogier i de klassiske Tantras er at se praksis som en vedvarende øvelse i: “At være flydende som vand”.

Jeg skriver bevidst: “At være vand” og ikke- “At blive vand!”
Flydende er det, vi er. Vi har bare svært ved at få øje på det. En Tantra inviterer til at se det..

Vand som bevægelighed

Roligt, klart vand kan ikke ses.
Vand udtrykker ubegrænset bevægelighed, en bevægelse der kun kan bringes til tilsyneladende ophør ved at hælde det i en form.
Dette ændrer ikke på vandets natur. Det afgrænses blot af formen.

Et menneske, som slår hårdt i vand, slår sig på det.
Mødes vand imidlertid i overensstemmelse med sin natur, så omslutter det og giver efter.
Vandet opløser ultimativt enhver form.

Det, som er, er bevægelse.
Bevægelse vil være hinsides al form.

Når vand møder vand, er der vand. Det er ikke “mere vand”, med mindre vi måler det i en form.
 Det er formen, der afgør målingen, vurderingen, bedømmelsen og betingelsen.

På samme måde virker bevægelse. Bevægelse kan ikke beskrives som “den bevægelse” og “den næste bevægelse”.

“Den” og “den næste” beskriver vurderinger af “form”: Den form og den anden form.…

Bevægelse er bevægelse er bevægelse.. Selv ordet “bevægelse” – vi bruger til at pege med på dansk – er også bevægelse.

Jeg er flydende

“Sig mig, Jesper – flyder du altid ovenpå?”
….

Vi sad på græsskråningen i kanten af skoven og så begge ud over de grønne bjerge, som strakte sig ud i landskabet, så langt blikket rakte”.
…

“Nej” – svarede jeg.

“Jeg ER vand – flydende …”
Jeg så på hende. “Det er du også!”
…

“Mig? Jeg synes nu, at der er meget, som er svært! Lige nu bøvler jeg f.eks. med at synes om mig selv”
….

“Ja alt er vand. Alt flyder. Det synes bare så ustyrligt, grænseløst og umuligt at kontrollere, at de fleste lærer at gøre som om, at det ikke er det”
….

“Hvad mener du?”
….

“Vi taler gerne om “at vi skal stå imod” noget. Eller “holde fast i os selv!”, “passe på vores grænser”. Sådan er vores sprog bygget op: At vi er afgrænsede ting med en bestemt form, som flytter sig- og flyttes- rundt.

….

“Jamen er vi da ikke det?”
…

“Det er i hvert fald sådan vi lærer at se på os selv, og på alt andet. Alt det vi ser som “omkring os””
….

“Det gør du ikke?”
….

“Nej!”
….

“Hvorfor ikke”
….

“Jeg har fået øje på, hvor ensom det gør. Og på hvor dårligt den fortælling passer på det, jeg erfarer, når jeg nøje iagttager, fornemmer og sanser, det som sker og er.”
….

“Hvad ser du?”
….

“At det fremstår som en ren illusion, at jeg kan kontrollere noget som helst. Det jeg kalder for “mig” eller “Jesper” er simpelthen forskelligt fra øjeblik til øjeblik. Du skal f.eks. bare sige et enkelt ord, og bum bevæges jeg af det! – Dvs. “jeg bevæges ikke” .. “Jeg” forandres af det ord”
….

“Det forstår jeg ikke”
….

“Det skal heller ikke forstås!”
…

En rovfugl svævede over os. Den lod sig bære af vinden, som søger opad der, hvor skovkanten bryder landskabet.

Jeg drejede mig og så på hende.

“Vil du elske?” .. Spurgte jeg

“Hvad?.. vi sidder lige og taler om at være flydende, og så spørger du mig om, jeg vil elske med dig?!”
….
“Ja”
….
“Altså .. hallo!” Hun lo hjerteligt. “Du er godt nok direkte”.
….
“Kan du se det?” – Jeg smilede.

….
“Hvad?”
….
“At du ikke selv har en chance for at kontrollere, hvordan du bevæges? Det eneste du kan er, at forsøge at styre og kontrollere, hvordan alle forstyrrelser skal have lov til at skubbe til din fortælling om, hvad og hvem du er, NÅR forstyrrelsen er sket.

Og så er du allerede bagefter.. De der forstyrrelser du måske vil holde ude, sortere eller afgrænse dig fra, er ikke “afgrænsede”… De kommer som en lind løbende strøm. Både “udefra” og “indefra”. Det sker spontant, impulsivt og fuldstændigt udenfor din kontrol. Også når du gør et ihærdigt forsøg på at gøre som om, at du ER “i kontrol”..
….

“Jeg kan jo bare sige “nej” til at elske!… “Eller ja!”
….

“Det kan du. Eller sige “måske”, eller tale om noget andet.. Mulighederne er principielt uendelige”
….

Hun lo igen..
….

“Sig mig… vil du bare sådan elske her på græsset i solen.?”
….

Jeg strakte min hånd ud til hende med håndfladen opad.
“Gør vi ikke allerede det?”
….

Hun så på mig og smilede – og alt smilede i mig.