Hvis du vil forandre dig, svarer det næsten til at forsøge at få maling af fingrene af ved at bruge maling, der blot har en anden farve. Det føles umiddelbart som en forandring – indtil klienten opdager, at det jo ikke handlede om farven men om malingen! .. Altså om Intellektet selv…. og alt det andet.

…

“Nej det er det ikke!”

Jeg husker en TV udsendelse for mange år siden med Piet van Deurs som hed: Hvad er det?
Den var drejet over, at der blev præsenteret et nærbillede af et eller andet, som to hold hver især skulle gætte, hvad var?

Når de kom med et forslag, så lød det gerne sådan. “Er det mon.. xx?” … eller “kan det være.. xx?” .. Svaret var de fleste gange: “Nej det er det ikke!”

Det var typisk ældre brugsting eller antikviteter, det handlede om.

For mig står dette som et fantastisk eksempel på, hvordan vi søger at forstå både os selv, og det vi erfarer i det hele taget. “Kan det mon være det? ..” spørger vi, og griber med spørgsmålet ned i det, vi mener at kende.

Når noget nyt erfares, sammenligner intellektet med det samme med noget, det allerede mener at have forstået. Det søger at organisere verden på en sådan måde, at det føles så trygt som muligt.

En meget væsentlig del af detat føle sig kompetent til at passe på sig selv, beror på evnen til at forudsige hvad der KUNNE ske i forskellige situationer, inden det eventuelt VILLE indtræde?

Det ukendte vil derfor hos rigtigt mange mennesker rumme en vis angst. Meget færre oplever det som et muligt eventyr, der inviterer til at blive undersøgt.

Med Tantra forholder det sig ikke anderledes.

Som at gå i seng med en, som er optaget af at komme

Nogle finder, at jeg jævnligt stiller kritiske spørgsmål til psykoterapi. Det gør jeg også.

Jeg er en meget stor fan at at tale fortroligt, medfølende og opmærksomt med hinanden.

Jeg finder det fantastisk at reflektere over alt det forunderlige, vi møder i livet sammen med andre. Om det så er måder, vi relaterer på, sorger, glæder, følelser og emotioner og naturen af det, som overhovedet er etc… Jeg kan virkelig begejstres over meget forskelligt.

Det er fantastisk, når vi begge bevæger os, og lader os bevæge af sådanne samtaler og samtidig, fælles refleksion. Det er bliver anstrengende, hvis blot en vil et bestemt sted hen. Dvs. allerede fra begyndelsen af har sat et mål med samtalen eller gør det undervejs.

Det svarer for mig til gå i seng med et menneske, som er optaget af af “komme” … (derhen).
Med at elske har det ganske enkelt intet at gøre!

Det bliver til en møde, hvor den ene eller begge bruger den anden.

Når nogen så spørger mig om: “Tantra da ikke er terapi”? … Så svarer jeg som Piet van Deurs gjorde: “Nej det er det ikke!”

Hvad er så mere nærliggende end at beskrive, hvordan Tantra adskiller sig fra terapi og psykoterapi, og på den måde tage afsæt i noget, som måske “er kendt”?

Alle beskrivelser og invitationer må, hvis vi skal forstå dem og lade os invitere af dem – som jeg skrev ovenfor – tage afsæt i det kendte.

Vil psykoterapi og Tantra forandre dig?

Når det bliver nærliggende for psykoterapeuter at se i retningen af “Tantra”, så hænger det måske sammen med, at både psykoterapi og Tantra inviterer til at undersøge sindets natur? Dertil kommer at Tantra meget klart peger på, at intet sker isoleret i dette sind men i hele kroppen. Ja ikke bare det, … sindet og kroppen bevæges ganske enkelt spontant sammen med bevægelse i det, vi regner som “ikke hørende til kroppen”. Vi beskriver det gerne som “omgivelserne”.

Nogle psykoterapeuter opdager, at det i virkeligheden ikke hjælper “klienten” meget, bare at tale med vedkommende. Vi kan ganske enkelt ikke tale os ud af vores problemer, og dermed bruge det samme intellekt, som skaber problemerne – til også at fikse dem.

Det svarer næsten til at forsøge at få maling af fingrene af med maling, der blot har en anden farve. Det føles umiddelbart som en forandring – indtil klienten opdager, at det jo ikke handlede om farven men om malingen! .. Altså om Intellektet selv…. og alt det andet.

Hvad så?
Der skal altså noget andet til?
..og så kommer tanken: Det må være det, Tantra inviterer til: …”At fikse det hele!”

Freud og Jung har også været der omkring. “Det er seksualiteten!” sagde de .. “DEN skal vi have med, hvis du vil forandre dig!”

Der opstod så med det samme problemet, vi kalder for “Moral”..

“Jeg kan tale om seksualitet med mine “klienter”, og elsker jeg med dem, så ryger jeg ud over kanten og møder samfundets fordømmelse”.

Hvad, de, og moderne tantra-psykoterapeuter fuldstændigt overser, er, at de klassiske Tantras overhovedet ikke vil fikse noget som helst eller “nogen”!

Hvad så med mine klienter?

Men hov!…
Hvad så med mine klienter?
Hvad så med mine bøger om, hvordan du i 4 eller 5 trin kan få det bedre? – eller blive uddannet til xy?
Hvad med mine vejledninger i hvordan du får et bedre sex-liv og en lykkelig cirkus- eller -regnbuefamilie?

Alt det forudsætter vel, at der er nogen, som gerne vil have noget ordnet sammen med mig?
Nogen som gerne “vil forandre sig” ..

Måske “have fat i en eller anden kraft, som de endnu ikke har opdaget?”

… At der er nogen, som vil et andet sted “hen” … til et “sted” hvor det magiske sker, hvor forandringen sætter ind” … og hvilke superlativer vi ellers kan hæfte på sådanne “steder”?

“Det må da være det, de der Tantras henviser til, når de skriver om Samadhi og Satori?..
Et mindfuldt sind? Og at nå til oplysning”?…”

Nej det er det ikke! – svarer jeg med afdøde Piet´s ord.

Forandre dig med Tantra?

En tantra inviterer ikke til den mindste forandring.

Hvis du vil forandre dig, så er det ganske enkelt fordi, du endnu ikke har erkendt livets natur!

Alle dine ideer om det, du vil forandre dig til, kommer- og skabes- af det, du allerede kender.
I den ambition om at du vil forandre dig, holder du nemlig godt fast i dig selv. Det er dig, som vil forandres til et dig, du godt kunne tænke dig at være!

Hvad inviterer en Tantra så til?

Til en praksis…
Til at gøre noget her og nu, hvert sekund, minut, time, dag, uger, år. Ja fuldstændigt uafhængigt af tid.
Gøre hvad?
At iagttage – bevidst og opmærksomt.

Hvordan?
Det er praksis…: Hvordan?

Hvad sker der, når en iagttagende praksis vedholdende gentages?

Vi bliver i stand til at skelne finere og finere. Vi får øje på at det, der er at se, vokser eksponentielt med den vedholdende praksis. Vi kalder det også “at lære”. Praksis forandrer praksis!

En vedholdende praksis “åbner” og “åbner”, og vi selv bliver mindre og mindre, vel at mærke når den ikke vil “noget med det”.

Det at ville noget med noget… gør blind!

Vil du forandre dig?

Du kan reflektere over, om du overhovedet er andet end “hvordan”?

Jeg er med på, at det spørgsmål lyder meget abstrakt…

Hvis det nu forholder sig sådan, at du og jeg er “hvordan”?

Er jeg så praksis?
Er jeg så også “forandring” og intet andet?
Vil det at ville forandres, så være et udtryk for at ville kontrollere og styre imod naturen? At få noget til at ske, som ikke sker af sig selv? Som at trække vejret forceret, eller tvinge en orgasme frem?

Forandres oplevelsen af alt så også med denne praksis?

Af alle dette må spørgsmålet opstå: Hvilken praksis?

Den praksis er så bestemt ikke fortællingen, beskrivelsen eller historien om den?
Det vil den lige så lidt være, som fortællingen om pandekager, kan spises og gøre mæt.

Den erkendes igennem vedholdende, bevidst, opmærksom, iagttagelse af, hvordan alt bevæger og bevæges? Praksis vil være såvel intellektuel og kropslig i mødet med alt, hvad der er…

Et praksis fællesskab om Tantra, berøring og bevægelse