Det helt gennemgående tema, jeg møder i samtaler med mennesker, er “forandringer”.

“Nu er det slut! Der skal ske noget andet”!

“Åh jeg er ikke tilfreds med X eller Y ved mig eller “i mit liv”! Jeg har forsøgt så ofte, og alligevel ender jeg med stort set det samme!”

Når jeg måske så peger på, alt ALT kontinuerligt forandres, at forandringer er det som er, så rækker det ligesom ikke!

Det menneske vil nemlig ikke “bare forandringer” men forandre sig på en helt bestemt måde til noget ønsket!
Et ønske, der naturligvis formuleres INDEN de forandringer, er sket.

Helt interessant bliver det, når nogen føler, at de “sidder fast”. Det kan være at de sidder fast i et forhold, deres arbejde, en relation, nogle tanker .. “og bare ikke kan komme videre!”

Følelserne beskrives som: “At gentage det samme hele tiden..”. Den samme trummerum” etc.

Forandringer uden at miste tryghed

Hvis jeg så siger: “Sig op på dit arbejde!” eller “find en elsker/elskerinde!”… altså i betydningen, gør noget andet!

Så kommer svaret: “ Uha nej det tør jeg ikke! Det kan jeg overhovedet ikke overskue konsekvenserne af!” .. Hvad så med det ene og det andet?

Mennesker vil forandringer uden at miste tryghed.
…Og det lidt morsomme i den forbindelse er, at selv det “ikke at være tilfreds” kan føles trygt!

Dybet set hænger det sammen med at tryghed ses som: “At være i kontrol!”
Derfor vil de fleste mennesker heller ikke “bare” forandringen som sådan, men forandringer som de i det store og hele vil styre fra et perspektiv, hvor disse ændringer endnu ikke er sket!

Hvis der er noget som kan kvæle al lyst, så er det kontrol.
Tænk, hvis en mor ville sige til sine børn:

“Nu vil mor lige kontrollere om I leger godt nok!”

Det ville stoppe al leg.



Eller hvad med:

“Jeg holder lige øje med hvornår du orgasmer, og om du gør det godt nok!”

Glem alt om at orgasme, eller om overhovedet at finde det møde rart og lystent?

“Kan du ikke le noget mere behersket! Det virker som om du bare gør det for at genere mig!”

Den sætning standser al latter.

Kontrol?

Ideen om kontrol er illusorisk
Hvis jeg ser på fortællingen om det liv jeg har levet og som jeg lever, så har jeg virkelig ikke kontrol over noget som helst.

Lad mig ganske kort pege på nogle af grundantagelserne bag det, vi forstår ved kontrol:

Linerær kausalitet:
Kontrol indebærer en antagelse om at, hvis vi kan identificere en årsag, så kan vi også forudsige dens virkning. I princippet sådan, at hvis vi blot har tilstrækkelig viden og information om et givet system, så kan vi forudse hvordan det vil bevæge sig og reagere på forskellige forstyrrelser. Og dermed også være i stand til at styre det.

Adskillelse:
Kontrol bygger på en grundantagelse om, at vi kan adskille os fra det vi ønsker at kontrollere. Dvs. at jeg kan observere noget, uden at forstyrre det igennem måden, jeg iagttager det på.

Det betyder, at der er adskillelse imellem f.eks. “mig” (den kontrollerende) og “mit liv”(Det som skal kontrolleres).

Stabilitet og forudsigelighed:
Hvis jeg vil kontrollere noget, må jeg regne med at en bestemt forstyrrelse vil lede til en bestemt reaktion. Herunder også at den samme forstyrrelse fører til den samme reaktion hver gang. Hvis systemet jeg forstyrrer, forandres spontant og uigennemskueligt ved at jeg forstyrrer det, så bliver kontrol principielt umulig.

Jeg behøver vist ikke at pege på flere!?
Kan du se, HVOR absurd det er, at søge kontrol over “sit liv”.

Forandringer er det, som er – og det vi er!

Der er ikke noget som helst i livet, der kan isoleres til “mig” eller “dig”. Det gælder lige fra, at det var DEN sædcelle og DET æg, som blev levedygtigt … over til alle de begivenheder, mennesker dyr, omstændigheder etc.. som på alle mulige måder har forstyrret og vil forstyrre “mig”.

“Jamen Jesper!.. Det du siger der, hjælper mig jo ikke, når jeg nu bare er træt af min krop! Ja har gjort tusinde ting for at få det bedre med den”.. “Du drømmer ikke om, hvor mange terapeuter jeg har været hos!”

“Jo det kan jeg godt forestille mig – desværre”.

“Jaja… Jeg har nok bare ikke fundet den rigtige endnu!”

“Nej .. han/hun/den/det findes ikke”.

“Men for Hel…. da!.. “… Hvad skal jeg så stille op? Og sig nu ikke, at jeg “skal lære at acceptere den!”

“Det kunne jeg ikke drømme om!”

“Nej, hvad så?”

“Elsk!”

“Elsk?…. Jamen der er sku ingen der kan elske mig, når jeg ser sådan ud og har det sådan”

“Du hører ikke hvad jeg siger! Elsk! … Jeg siger ikke: “Find en der vil elske dig!””

“Hvordan? … Hvordan elske?”

“Det hele… Alt sammen sker derude! Det, vi oplever som os, vores liv, det vi er, gør, oplever, sanser, mærker, fornemmer opstår i og af- det hele. Det sker spontant, impulsivt hinsides al kontrol. Hvad jeg kan, er at være stadig nysgerrigt iagttagende og undersøgende på, hvordan jeg kan møde det forskelligt og helt konkret, kropsligt og sansende…. UDEN at ville have noget som helst UD af det.

“Øh … Skal jeg da ikke have noget UD af livet?

“Vi kan ikke få noget UD af det. Vi ER det, det er os.. Det hele! Vi bevæges og bevæger! Se, sans, mærk iagttag hvordan? .. Uden at søge efter løsninger eller bestemte svar. Se alle de forunderlige, fantastiske, og mærkværdige muligheder, du kan få øje på og bevæge dig med?