Jeg/vi inviterer til at forny ikke til at forstå – og da slet ikke til at nogen skal forbedre noget. Ingen kan f.eks. forbedre et dårligt samliv til et godt samliv. Hvad, vi måske kan, er at forny? ..Og så er der også noget, som må destrueres?

Hvad bliver det til med den bog?

“Jesper! Hvorfor skriver du ikke den bog om Cupisofi og elskovskunst, om Relaesthetics , om Sexfullness, om den dynamiske Mahamudra Tantramassage, om at elske og mødes i Loving-kindness, om at bevæge sig i integritet, om systemisk tænkning, teori og handlen…?”

Der er stof nok at tage fat på.. Jeg har taget flere tilløb til det, og hver gang endt med at have skrevet 50-60 sider, for så at stoppe igen.

Jeg holdt op med en følelse af, at jeg nu kan begynde forfra. At alt det, jeg har skrevet, allerede er forældet som et glas øl, der har stået fra i går, eller som krøllede lagener efter en hed elskovsnat.

I stedet skriver jeg hver eneste dag. Det er blevet til flere hjemmesider med en omfattende samling af kortere artikler om emner og refleksioner, der opstår ud af praksis.

Alene hjemmesiden for Mahamudrainstitut indeholder over 800 indlæg svarende til omkring 2400 A4 sider.

Stiller det at forstå sig i vejen for at forny?

Jeg har elsket at læse, samtale og reflektere siden jeg var barn. Bøger har været en kilde til stor inspiration for mig. Det kan føles som at låne et andet menneskes intellekt for en stund, og betragte verden igennem forfatterens øjne. Samtidig står bøger også som monumenter om noget, som var. De kan ses som vokskabinetter af tanker og forestillinger, der samler støv.

Bøger er konservative i deres natur. Konserverende. De kalder på det bagudskuende. På erindringer og minder om mennesker der for længst er væk. Enten er de døde eller blevet ældre med andre erfaringer og anden indsigt?

Jeg har fået øje på, at det jeg mener at vide og forstå, meget let stiller sig i vejen for at forny.
Tænk hvis jeg igennem flere år havde skrevet på en bog om krop og berøring, været igennem utallige korrekturer, fået den sat op og trykt i tusindvis… ?

Ville jeg så ikke gøre alt, hvad jeg kunne, for at få den solgt? Overbevise mennesker om at disse gamle tanker stadig var nye og friske? Hvor svært ville det ikke være at erkende, at det hele allerede nu er erstattet af noget nyt?

Måske har jeg også bare mødt for mange mennesker, som er så forhippede på at sælge den bog, de har brugt tusinder af timer på. Deres oplevelse af succes er bundet til, at mennesker køber et stivnet koncept..

Glem det Jesper!

Jesper! Glem det, du ved!… Dine erfaringer stiller sig i vejen for innovation!
Det levende lever igennem at forny sig og ikke, som vi ofte bilder os selv ind – ved at forbedre sig.

Du kan ikke forbedre et dårligt sexliv til at blive et godt sexliv!
Det handler ikke om at forandre eller forbedre, men om at destruere!

At leve betyder at lade dø. Dør kroppens celler ikke i samme takt, som vi kontinuerligt skaber nye, er det et udtryk for, at vi er syge. Noget alvorligt må være fat!?

At forbedre handler om at ville forstå. At forny om: IKKE at forstå. Hvis jeg tror, at det “nye”, jeg vil lave, vil blive en god ide, så er det vel fordi, jeg allerede mener, at jeg “forstår det”?

Tror du at nogen mente, at de havde brug for hjulet, inden en eller anden opfandt det?

“Hvad skal vi dog med det, vi klarer os fint med slæder og med at bære tingene. Skal vi nu bruge en masse tid på at lave sådan nogle “runde nogen”? De er sikkert også farlige!? ..etc.

Et hjul er på ingen måde en “forbedret saddel” .. eller en “forbedret slæde”!
Forbedringer sker skridtvist.
Innovation og fornyelse i spring!

“Du kan ikke hoppe over en kløft i to spring”.

Siger et gammelt kinesisk ordsprog

Forstår jeg, har jeg gang i noget kendt!.. Og jeg reducerer min evne til at skabe nyt.

Forny dig Jesper! – Undersøg, til du ikke forstår?

Derfor bliver jeg ved med at undersøge, indtil jeg indser, at jeg ikke forstår!….

Hvis jeg f.eks. mener at jeg “kender dig”, så betyder det ikke andet, end at jeg er holdt op med at forundres og være nysgerrigt undrende i møder med dig? Jeg har afgrænset dig som noget endeligt. Som en ting – en “nogen” eller “noget”, som det er muligt at forstå?

Jeg kan nogle gange ærgre mig over at føle mig kopieret. Det sker, når jeg læser vendinger og måder at beskrive på, som nærmest en til en ligner noget, jeg har skrevet – uden at jeg krediteres for det.

“Det er da også for galt er det ikke!” .. Brummer den indre bulderbasse.

Det er vel nærmere naturligt?
Hvis mennesker er med i vores praksisfællesskab en periode, så er det næsten selvfølgeligt at både måder at beskrive på og praksis “tages med”. Vi inspireres af hinanden?

Hvad er det så, som ærgrer mig?
At det er et tegn på, at jeg måske er gået i stå? … Det er det vel nærmere?

Innovation kan ikke kopieres

Innovation kan ikke kopieres … Det er jo nyt!
Der skal vel være noget, som er kendt, for at kunne gentage det?

Skal vi så slet ikke “vide noget?”…
Hvis jeg allerede ved, så standser den undersøgende praksis.

“You know nothing John Snow”

Ygritte i GOT

“You know nothing John Snow” siger Ygritte som svar på Johns: “I know how to do it!”” i “Game of Thrones”

…….

Tiltrækkes du også af at være med i et reflekterende, undrende, praksisfællesskab – hvor vil lader krop og intellekt følges ad i stadig undersøgelse og forundring over det at leve, bevæge og elske? ..Så er Cupisofi måske lige noget for dig!? .… Jeg siger dig, at det inviterer til fornyelse og innovation! Og lad være med at tro på det! Undersøg det selv… 😀